Myter om velfærdsstaten – del V

Der er mange myter forbundet med den velfærdsstat, vi har i Danmark. Nogle bygger på misforståelser, venstreorienteret propaganda eller en indgroet løgn. I denne artikel og de følgende i denne serie vil jeg se nærmere på nogle af de mest udbredte myter, der er om vores velfærdsstat. I denne artikel ser vi på påstanden om, at der ikke kan spares mere i det offentlige.

”Det er ikke muligt at spare mere i den offentlige sektor” er en udtalelse, der ofte er blevet fremført af alt lige fra socialister og socialdemokrater over til borgerlige lokalpolitikere, der forklarer, hvorfor der ikke er ”råd” til skattelettelser.

Men med et budget på over 900 mia. kr. og over 830.000 ansatte er den offentlige sektor den største arbejdsgiver samt ubetinget dem med det største budget i hele Danmark. At tro at der ikke vil kunne spares og effektiviseres lidt, (35 mia. ud af 900 mia.) er ren nonsens. I det, der er Danmarks største arbejdsplads, ville der kunne spares meget, hvis den var drevet som en privat virksomhed. Problemet er bare at den offentlige aldrig har – og aldrig vil kunne blive drevet som en virksomhed.

Som beskrevet tidligere er flere penge til offentlige projekter ikke lig med mere velfærd (se del II). Så det er ikke derfor. Sagen er mere grundlæggende, det er hele den måde den offentlige sektor er skruet sammen på.

Noget af spillet i den offentliges sektor skyldes godhedens tyranni. Hvor politikerne i godhedens navn tvinger os alle til at være velgørende overfor dem, de mener, er i nød. Det er en smuk tanke at hjælpe de svageste i samfundet, men som liberal ryger kæden af, når det ikke længere er de svageste, der får hjælp, men store dele af befolkning (Et emne jeg vil uddybe mere i del VI).

Men en stor del skyldes ene og alene, at den offentlige sektor er et monopol. Det er ikke bare et markedsmonopol, men et statsligt et af slagsen.

I modsætning til en privat virksomhed, som skal levere et produkt, før den får betaling, kan det offentlige uden videre opkræve betaling (skat) uden overhovedet at have leveret noget produkt. Ja, den kan endda klare sig i længere tid med underskud end nogen anden virksomhed ville kunne. Det offentlige kan få dækket sit underskud ved at hæve skatterne eller gældsætte borgerne – eller begge dele som den så ofte gør.

Endnu en ting, der lader den offentlige sektor vokse, er konkurrencen. I virksomheder kan man se, hvor godt det går ved at sammenligne omsætning, aktiekurser og ikke mindst overskud.

I det offentlige kan de ikke sammenligne på den måde, men lederne kan konkurrere om at have flest ansatte under sig.

De to ting kombineret og politikernes godhed med andres penge (glæd dig til del VI) gør, at der i sidste ende kun vil være en fattig befolkning tilbage, da de er blevet beskattet og gældsat af den offentlige sektor. Dette forklarer, hvordan borgerlige statsministre som Schlüter og Fogh ikke kunne stoppe den offentlige voldsomme vækst.

Hvis vi skal sikre, at den offentlige sektor ikke vokser, men blive mindre, må vi virkelig gøre noget. For det er ikke nok med gode intentioner her. Der skal handling til, og der skal ske noget drastisk i den måde den offentlige sektor bliver kørt på i dagens Danmark.