Politikdag: Våben og Selvforsvar

Lørdag den 6. september deltog intet mindre end 24 VU’ere i årets retspolitiske dag med fokus på den danske våben- og selvforsvarslovgivning.

Tilmelding til dagen, som foregik hos Skanderborg-Stilling Skytteforening anno 1883, var i forvejen blevet revet væk fra VU’s webshop på under 3 timer.

Dagen startede med besøg af tidligere jægersoldat og selvstændig bøssemager Anders Hatting Larsen, der blandt andet berettede om fremstilling, ejerskab og regulering af våben i Danmark. Her kom det blandt andet frem, at man for at få våbentilladelse i Danmark i praksis enten skal være jæger eller registreret skytte. Jægere kan kun få tilladelse til jagtgeværer og jagtrifler. For at få jagttegn skal man bestå både en teoretisk og en praktisk prøve. Prøverne til jagtgevær og riffel er forskellige. Et jagttegn skal fornyes årligt – og undlader jægeren at forny jagttegnet, da bortfalder våbentilladelsen.

Anders’ oplæg var et af de mest nærværende og medrivende oplæg, som denne VU’ere personligt har oplevet og var præget af meget stor faglig dygtighed og interesse.

Herefter bød dagen på en snak om legalisering af pebersprays. Her fik vi besøg af næstformand i Politiforbundet Claus Hartmann, der kom med politiforbundets anskuelser og bekymringer i forbindelse med en legalisering.

Snakken var præget af en god og konstruktiv tone samt eftertænksomme spørgsmål fra de deltagende VU’ere – For hvis man fx taler om en legalisering i eget hjem og ved hjemmerøverier, hvori består så forskellen i at have en kniv eller peberspray liggende i køkkenskuffen?

Og så var de deltagende selvfølgelig ude at skyde med Skanderborg-Stilling Skytteforening. Her blev både skudt med riffel og pistol med efterfølgende kåring af VU’s bedste skytter – Et hold bestående af Rune Enemark (VU Randers), Tobias Rasmussen (VU Skanderborg), Nikolaj Gjøde (VU Randers), Martin Trampedach (VU Randers) og Søren Dige (VU Skanderborg).

Stort tillykke til skytterne, og tak for en dejlig dag til alle fremmødte.