3 udfordringer for den nye beskæftigelsesminister

Med den seneste af regeringens mange rokader på ministerholdet, er Henrik Dam Kristensen blevet Danmarks nye beskæftigelsesminister.

På trods af det ”nye” ansigt i beskæftigelsesministeriet er Danmarks udfordringer stadig de samme som før – og de er massive. Faldende vækst og et svagt arbejdsmarked gør at Danmark i forhold til udlandet bliver fattigere dag for dag.

Som de fleste sikkert er klar over, har de sidste mange år budt på forskellige arbejdsmarkedsreformer. Reformerne af førtidspension, kontanthjælpen og en enkelt skattereform har indgået i Thornings såkaldte ”reform-amok”, der dog ikke har været andet end nogle små skridt i den rigtige retning. SR-regeringens reformer kan ikke måle sig med dem, som blev gennemført under VK-regeringen. Hvor Helle Thorning Schmidt eksempelvis har udvidet arbejdsudbuddet med 27.000 personer og forbedret den finanspolitiske holdbarhed (statens udgifter holdt op i mod statens gæld) med 4,8 mia., så har VK-regeringen udvidet arbejdsudbuddet med 95.600 personer samt forbedret den finanspolitiske holdbarhed med 47,6 mia. kr.

Så når alt kommer til alt, så har den nye beskæftigelsesminister en stor opgave foran sig. Der er en række områder, hvor Henrik Dam Kristensen burde sætte ind hurtigst muligt.

For det første kommer Henrik Dam til stå i spidsen for et beskæftigelsessystem, som har muliggjort, at det i Danmark ikke kan betale sig at arbejde. Senest er det økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, der har oplyst Folketinget, at 330.000 mennesker i Danmark har en ”lav tilskyndelse til at arbejde”, hvilket betyder har de ca. får op til 2.000 kroner mere, hvis de kommer i arbejde. Af disse 330.000 personer får 170.000 mellem 0 og 1000 kroner ud af at gå på arbejde. 17.700 mennesker mister direkte et penge ved at tage et arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.

Det er dyrt for vores samfund, men det er i sidste ende heller ikke fair overfor de mennesker, som må overveje, hvad der er bedst for dem i deres situation.  At sætte dem i det dilemma er på ingen måde fair. Vores skattesystem er på det område utroligt skævt indrettet. Listen over Henrik Dams muligheder er lang, men jeg vil nu alligevel prøve at opridse nogle af de mest ligetil. Vores skattesystem giver i hvert fald mulighed for at høste nogle lavt hængende frugter. Et godt eksempel er de skatter, der kun er på direkte indkomster fra et arbejde som ATP eller AM-bidraget. Ingen andre skatter i Danmark svækker tilskyndelsen til at tage et arbejde i lige så høj grad. Andre skattelettelser i bunden er helt klart også en mulighed, men så længe overførselsindkomsterne er så høje, som de er i dag, giver det ikke den samme effekt, fordi man i dag f.eks. også betaler bundskat af sin kontanthjælp. Derfor vil en sænkelse af diverse overførselsindkomster overhovedet ikke være noget dårligt bud. En genindførelse af kontanthjælpsloftet eller en sænkelse af kontanthjælpen til SU-niveau er begge gode bud på, hvordan man kan gøre det attraktivt at arbejde. Det, der adskiller de to løsninger, er, hvor lav kontanthjælpsydelsen skal være, men det er en anden diskussion. Derudover vil der overhovedet ikke være noget galt med at tage endnu et kig på dagpengeområdet. CEPOS har anbefalet, at man foretager endnu en sænkning af dagpengeperioden således, at den kommer ned på halvandet år. Det bliver bakket op af det faktum, at de fleste dagpengemodtager  har en tendens til at finde et arbejde ved udløbet af deres dagpengeperioden uanset længden.

For det andet skal en af verdens dyreste beskæftigelsessystemer administreres. Et system, hvor resultaterne langt fra afspejler prisen. I alt for lang tid har beskæftigelsesindsatsen handlet om, hvad man kan gøre for den arbejdsløse, mens vedkommende er ledig, fremfor hvordan man får den enkelte i beskæftigelse. I stedet for burde hovedfokus være på, hvad der i sidste ende betyder noget for den arbejdsløse: At få et egentligt arbejde. Derfor er det totalt meningsløst, at vi i dag bruger penge på pipfuglekurser, meningsløs aktivering og latterlige løntilskudsordninger, hvor pengene bliver sendt fra den ene offentlige arbejdsgiver til den anden. Derimod burde pengene målrettes og bruges på at lette erhvervslivets økonomiske byrder, således at de er i stand til at skabe arbejdspladser til de ledige. De store udgifter til vores beskæftigelsessystem er potentielt en af de største hæmsko for en højere beskæftigelse. For hver eneste krone vi bruger på en meningsløs aktivering af de ledige, er penge, som bliver taget ud af det erhvervsliv, der nu engang bidrager til øget vækst og højere beskæftigelse. Derfor er det også underligt, at Mette Frederiksen ikke har ville se ambitiøst på området, og man kan kun håbe, selvom jeg tvivler, på, at Henrik Dam vil kigge anderledes på prioriteringen af skattekroner.

Til tredje og sidst ville det være elskværdigt, hvis der blev taget et opgør med et af Socialdemokratiets egne selvskabte monstre; den røde fagbevægelse. I alt for mange årtiet har den røde fagbevægelse haft et altødelæggende monopol på det danske arbejdsmarked. Lønkonkurrencen er i ruiner, produktiviteten pr. arbejdstime er fortsat faldende og afpresningen af virksomhedsejere med gule overenskomster fortsætter. VK-regeringen tog i sin tid et godt skridt ved at lægge et loft på skattefradraget på fagforeninger, således at prisen for medlemskab ikke bare kunne sættes på forgodtbefindende af de røde. Socialdemokraterne har dog selv i deres seneste finanslovsudspil taget et kæmpe skridt i den forkerte retning ved at forslå at hæve loftet. Det eneste fornuftige vil dog i sidste ende være at fjerne alle skattefradrag på fagforeningskontingenterne, således at det er den frie konkurrence mellem røde og gule fagforeninger, der skaber rammerne for den bedste service til vores lønmodtagere. Det giver ingen logisk mening, at man i det moderne samfund fra politisk side favoriserer den ene fagforening fremfor den anden. Det svarer til, at det Radikale Venstre støttede Føtex fremfor Fakta. Men hvorfor bruge logikken, når bare partistøtten kommer i kassen?