Det mistænkelige fald i kriminalitet – del 2

I første del af ” Det mistænkelige fald i kriminalitet” fik vi slået fast, hvordan politikerne i de seneste 17 år har strammet straffeloven som aldrig før. Og samtidigt fik vi slået fast, at den generelle kriminalitet i samfundet (med specielt henblik på straffeloven) har været faldende lige siden 1990’erne, og fortsat er det.

Og som om det ikke var nok, er befolkningens frygt for kriminalitet også faldende.

faldikriminalitet

 

Opsummerende står vi altså i en situation med rekordhårde straffe, lav kriminalitet og lav bekymring for kriminaliteten i befolkningen.

Tilbage er nu spørgsmålet, om den lave kriminalitet og bekymring skyldes de strengere straffe?

En side af det politiske spektrum, som vi normalt forbinder med venstrefløjen, siger nej. Som en tidligere, nu afdød, chef for Finlands kriminalforsorg engang sagde: ”Hvis strenghed er løsningen, så ville det tidligere Sovjetunionen og diktaturstaterne i Sydamerika have afskaffet kriminaliteten for længe siden”…

Herved skal forstås, at det er bedre resocialisering og forebyggelse der er årsagen til faldet i kriminalitet. Problemet ved denne analyse er den øgede belægningsgrad i de danske fængsler – Høj belægning og høj strafmasse betyder normalt mindre tid og ressourcer til resocialisering, og Fængselsforbundet har i flere omgange været ude og kritisere resocialiseringsindsatsen i de danske fængsler.

På den anden side af det politiske spektrum, mener mange konservative, at de hårdere straffe netop er grunden til faldet i kriminalitet. Og der er da også en vis konventionel visdom over deres analyse – ”De kriminelle” kan netop ikke begå kriminalitet, hvis de sidder i fængsel. Men hvis strengere straffe var hele forklaringen, da burde kriminaliteten ikke være faldende i Holland og Tyskland, som i det forgangne årti delvist har opblødet deres retspolitik.

Sandheden er nok, at faldet i kriminalitet ikke har nogen enkeltstående årsag; men snarere flere sammenfaldende. Det danske samfund bliver ældre, og de fleste forbrydelser begås af unge mænd. Fremskridt indenfor retsmedicinske teknologier har øget chancerne for, at en voldtægts- eller overfaldsmand vil blive fanget. Et øget brug af dankort og elektroniske betalingsmidler har betydet, at det mulige udbytte af gaderøverier eller liggende er faldet betragteligt. De private vagtværn har oplevet en fremgang. Og prisen på overvågningskameraer er faldet så betragteligt, at selv små butikker nu investerer i dem.

Fra den kriminelles synspunkt gælder det, at det potentielle udbyttet af kriminaliteten er blevet mindre, samtidigt med, at risikoen for at blive fanget er blevet større.  Og specielt det sidste betyder noget – For samtlige undersøgelser af de kriminelles adfærd viser, at det er frygten for at blive fanget, der har den største afskrækkende effekt.

Hovedreglen må siges at være, at risikoen for at blive fanget, og hårdheden af straffen hvis den kriminelle fanges, naturligvis har en stor betydning for niveauet af kriminalitet i et samfund. Men verdenen er (desværre) for kompliceret til, at vi kan forklarer faldet i kriminalitet ved brug af blot én eller to årsagsforklaringer.