Hadets Forkyndere – del 1

Det sidste halve år har den islamiske bevægelse Islamisk Stat i Irak i Levanten (ISIL) været på en stort set ustoppelig fremfærd i Irak og Syrien – og selvom situationen i Kobane ser håbløs ud, er situationen langt mere kompleks end bare en diskussion om, hvem der har flest våben.

Bevægelsen, der i dag kendes som IS eller ISIL (alt efter præferencer), har en efterhånden lang og meget broget historie. Grupperingen er oprindeligt et udspring af Al-queda, men ophørte i foråret med at være en del af terrornetværket. Det har dog ikke forhindret dem i at fortsætte deres terroraktiviteter med kidnapninger og mord. Islamisk Stat stopper ikke der.

Som det nok ikke er forbigået nogens opmærksomhed opererer Islamisk Stat ikke som enhver anden terrororganisation. Hvor vi har været vant til nålestiksoperation, selvmordsbomber og gidseltagninger, har vi nu at gøre med en reel, militær aktør, der fører decideret krig med det mål at erobre territorier. Der er ingen tvivl om, at det har været en udfordring som den irakiske hær ikke var klar til, og i Syrien har den kaotiske situation gjort det umuligt at gennemskue i hvilken grad, ISIL var ved at få overtaget, før det nærmest har været for sent.

Der er mange grunde til, at Islamisk Stat udgør en større udfordring end noget andet, vi har set i Mellemøsten i nyere tid. Først og fremmest er bevægelsen velfinansieret gennem røvede nationalbanker, kidnapningsløsesumme og kontrol med en del syriske og irakiske oliefelter – olien sælges primært til Al-Quada. Samtidig er det lykkedes bevægelsen at overtage kontrollen med store mængde militært isenkram som tanks og helikoptere fra irakiske baser.

Men ISILs stærke organisation er kun en del af problemet – en lige så stor del er, at den sunnimuslimske bevægelse har nydt stor folkelig opbakning blandt eksempelvis de sunnimuslimske mindretal, der har følt sig undertrykt af Malikis regering i Irak.

Svaret er derfor ikke lige til. Der findes ikke en magisk knap.

Ikke desto mindre er det vores ansvar at gøre, hvad vi kan, for at hjælpe den irakiske regering og det syriske folk. De F-16 jagerfly, vi har sendt afsted, er en begyndelse – men som begivenhederne i Kobane, og som den nylige erobring af endnu en irakisk base viser, gør støtte fra luften det ikke alene. Vi kan ikke fra dansk eller vestlig side sætte “boots on the ground”. Det vil kun gøre situationen værre og øge den folkelige opbakning til IS. Men det fortsatte luftengagement i Syrien og Irak er vigtigt, og Danmark skal være med til at lægge pres på den arabiske verden og særligt de sunnimuslimske lande som Saudi Arabien for selv at engagere sig i konflikten. Tyrkiet må ikke længere sidde situationen i de kurdiske området i Syrien overhørig – men mere om det i næste artikel.

Det internationale samfund viser sit sande ansigt i krisetider som denne. Det er nødvendigt, at alle handler. Ellers vil historien næppe dømme os mildt.