Nyt fyndord efterlyses

NB: Artiklen er et udtryk for skribentens egen holdning.

“Venstre er for fremtiden.” Denne formulering gik igen i talerne på det netop overståede landsmøde, hvor også bannere, t-shirts og tryksager overalt i Herning Messecenter prydedes af budskabet. Man kan med andre ord formentlig tillade sig den antagelse, at det imposante fyndord var tænkt som det retoriske destillat af partiet Venstres politik og ideologiske grundlag anno 2014 – dét omtrent årligt fornyede credo, der er beregnet til at stå tilbage i erindringen, når de intrikate detaljer fra de politiske forhandlinger fortoner sig for de hjemvendte Venstrefolk.

Det weekendlange landsmøde gav imidlertid ikke noget tilnærmelsesvis entydigt svar på, hvordan dette “Venstre er for fremtiden” i grunden nærmere skal forstås. Årets bon mot lod sig således beredvilligt fremføre med adskillige divergerende betoninger under mødets forløb, der gang på gang aldeles omkalfatrede dets betydning.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, lagde trykket på “for,” medens EP-leder Ulla Tørnæs i sin tale lod betoningen falde på “er”, og atter andre Venstrepolitikere lagde trykket på “fremtiden.” Alene den oratoriske fremførelse efterlod sålunde undertegnede landsmødedeltager med mindst tre oplagte, men indbyrdes forskellige fortolkningsmuligheder.

For det første kan trykket lægges på præpositionen “for.” Gør man som formanden, giver man i grunden kun udtryk for en enkelt holdning, der for det ukunstlede øre er såre ligetil, nemlig den, at Venstre går ind for fremtiden, ligesom man kan gå ind for eksempelvis kvindekvoter og skattelettelser for de laveste indkomster. Tillader man sig den luksus at tænke efter, virker denne forståelse dog snart både diffus og mærkværdig, for hvad er det i grunden, man da går ind for? Skal det opfattes positivt som en tilkendegivelse af, at Venstre skam overmåde billiger selve dette, at tiden går? Det er såmænd et udmærket optimistisk livssyn, men hvis man hører til dem, der forventer, at politiske partiers hovedbudskaber angår forhold, de faktisk kan forandre, er tolkningen ikke tiltalende. Eller måske negativt som en opfattelse af, at fremtiden – hvad den end måtte bringe – er at regne for mere og bedre end den forgangne tid? Hvordan kan man i givet fald forsvarligt forholde sig så normativt afklaret til en størrelse, man i sagens natur ikke kender?

For det andet kan man med Ulla Tørnæs’ europapolitiske tale in mente mene, at trykket bør lægges på “er”, hvad der gør udsagnet til en art profeti om, at partiet Venstre også i en ikke nærmere afgrænset fremtidig årrække fortsat vil eksistere – og selv om partiet i den senere tid har gerådet sig ud i et par heftige ture i mediemøllen, virker en sådan påstand heldigvis en kende tandløs og selvfølgelig, for så vidt som den trods alt afsiges om Danmarks største borgmesterparti med de borgerlige partiers enstemmigt udpegede statsministerkandidat ved roret.

For det tredje kan trykket lægges på “fremtiden.” Vover man denne betoning, udtaler man sig vel mest nærliggende om partiet Venstres raison d’etre: for hvis skyld er partiet til? Det er naturligvis et spørgsmål, som politiske partier i almindelighed bør stille sig selv med jævne mellemrum, men skulle de nå frem til det just anførte svar, bør de til gengæld alvorligt overveje at afvikle forretningen og finde nyt livsindhold i andre sammenhænge, thi hvilken mere abstrakt og uopnåelig herre end selveste fremtiden kan et menneske – for slet ikke at tale om en hel politisk bevægelse – monstro vælge at tjene? Fremtiden er som bekendt karakteriseret dels ved, at den ikke eksisterer og aldrig vil formå det, idet den forsvinder som sand imellem fingrene på enhver i samme kadence, som den uafladelig nærmer sig, dels ved, at dens omstændigheder – og dermed såvel behov som muligheder – er kronisk ukendte, hvad der selvsagt umuliggør, at man kan stå i dens tjeneste på nogen konstruktiv måde. Ud over disse rent praktiske besværligheder ved at tjene fremtidens interesser kan man også hæfte sig ved, at det næppe er en liberal endsige demokratisk foreteelse, for hvem siger, at fremtiden vil det enkelte individ det godt, og hvem skal blindt tiltros at fremsætte dét autoritative gæt på denne kronisk ubekendte størrelses omstændigheder, som nødvendigvis må ligge til grund for et politisk program i dens navn?

Ja, spørgsmålene er mange, og svarene er få. Nyt fyndord efterlyses.