Reportage fra Rom

Fra 12. til 16. oktober havde jeg igen fået æren af at tage til europæisk ungdomskonference på vegne af Danmark. Dette halvår er det Italien, der har formandskabet i EU, og derfor foregik konferencen i Rom – men hvis jeg troede, der blev plads til en masse sightseeing, tog jeg fejl. Der var hårdt arbejde fra 9 morgen til 19 aften.

Med Italiens formandskab er vi gået ind i et nyt trio-formandskab, som består af Italien, Letland og Luxembourg. Der tre lande har i samarbejde besluttet at sætte særlig fokus på den demokratiske deltagelse af unge og særligt få dem engageret i foreninger – f.eks. Venstres Ungdom. Som mange gange til disse konferencer er Danmark, med vores stærke foreningsliv, det gode eksempel som alle lande lidt er misundelige på. Som en franskmand sagde: ”Hvis alle lande var som Danmark, havde vi ikke brug for de her konferencer.”

Det lyder som en ros, og jeg valgte også at tage det sådan, men det var nok også en anerkendelse, at vi i Danmark er privilegerede. Det gælder særligt med hensyn til vores måde at indrette uddannelsessystemet på, som vi denne gang skulle diskutere. Lyder det som noget nationalistisk pladder? Det gør det nok, men hver gang jeg kommer hjem fra de konferencer, er med en følelse af, at vi har det bedste land i verden. Men hvad var så egentlig udbuddet af denne konference? Var der noget produktiv?

Konferencens produkt

Hvis du ønsker at læse, hvad konklusionerne blev til fulde, kan du se det her:  “Young People’s access to rights”. Jeg ved af gode grunde ikke, hvad de andre grupper arbejdede med, men jeg arbejdede med unges rettigheder på arbejdsmarkedet og velfærdsydelser, hvilket var forholdsvis meget indenfor mit ressortområde. Vi blev i den gruppe enige om to resolutioner:

  1. In order to reduce the mismatch between education systems and labor market, Member States should constantly update the curricula with a priority on practical and soft skills development.
  2. The EU and Member States should guarantee that internships and apprenticeships, as a  first step to access the labor market, are properly compensated to avoid precarious  conditions and ensure youth autonomy

De virker meget officielle, men sådan er det i den slags forummer. Hvad betyder det så på nudansk? Den første betyder sådan set bare, at uddannelserne ikke skal fokusere på ”røv-til-sæde” undervisning, men inkorporere gruppe arbejde, IT-færdigheder, sprogfærdigheder, kommunikationsevner og ”kritisk tænkning”. Fluffy? – ja tak. Men det er i det store hele også irrelevant for Danmark, hvor vi først lige har gennemført en skolereform (hvad man så mener om den) og ellers i forvejen havde et meget fleksibelt uddannelsessystem.

Den anden er ligeså unødvendig i dansk kontekst, da man enten får SU eller løn, når man har en praktikplads i Danmark, men hvert år kæmper de skandinaviske lande med den her resolution – jeg havde f.eks. også æren sidste år. For mange lande vil nemlig gøre praktikpladser til lønnende stillinger, men det ville fuldstændig undergrave det danske system, så det bekæmper vi hvert år med næb og kløer, så de ikke får deres vilje.

Så produktet fra konference er to resolutioner, som ikke betyder noget i praksis og sandsynligvis ikke får nogen indflydelse. Er det så overhovedet pengene værd at samle unge fra hele Europa og diskutere? Ja, men ikke på grund af produktet, men på grund af alt det andet, der kommer ud af det. Hver gang jeg kommer derned, får jeg diskuteret politik med unge fra hele Europa, hører om deres måder at administrere samfundet på, så jeg kan få nye ideer til, hvad vi kunne gøre i Danmark – og det er jo ikke helt skidt.