Hvor langt skal vi gå?

Mange steder rundt i det danske land er der stor utilfredshed med måden, vores velfærdsservice udvikler sig på. Det kritiseres kraftigt, at der indføres robotstøvsugere, vakuumpakket mad og maskiner, der kan vaske de ældre. Utilfredsheden består i, at plejen upersonliggøres, og det er helt rigtigt.

Men hvad er det, der grundlæggende er det offentliges opgave – at personliggøre en service? Vores hjemmehjælpere har udviklet sig til personlige venner, der i højere grad ses som samtalepartnere end velfærdsservice. Her bliver vi nødt til at gøre én helt grundlæggende ting op med os selv – hvad skal det offentlige, og hvad er vores forventning? Det har aldrig været meningen, at hjemmehjælpere skulle være personlige venner men derimod en service, der gjorde at vores ældre medborgere får mulighed for at bo længere tid i deres eget hus.

Vores samfund har udviklet sig i en forkert retning, eller rettere vores opfattelse af samfundet har. Der er kommet en så stor krævermentalitet ude omkring i kommunerne, at lokalpolitikerne og for den sags skyld også landspolitikerne ikke tør stå ved deres besparelser og fortælle tingene, som de er. Det offentlige skal yde en service, der er effektiv, god og fornuftig – ikke være der for at være der. Hvis robotter og stordrift kan klare den samme opgave som en hjemmehjælper billigere må det altid være den løsning, der vælges, for det er andre menneskers penge, vi bruger.

Det betyder langt fra, at vi ikke har et problem med ensomme ældre, der skal tages hånd om. Her bør vi dog ikke kigge i retning af det offentlige, men mere bredt ud i samfundet. Danmark er et af de lande, hvor der er flest foreninger. Ja, man siger ligefrem, at bare tre danskere er samlet, starter vi en forening. Vi skal i endnu højere grad aktivere det civilsamfund, vi har, og ikke være bange for at bruge det til at løse offentlige opgaver, der ikke ville blive løst alligevel. Det er ingen skam at melde sig ind i en forening for at få venner, det er derimod en skam at få hjemmehjælp kun for snakken.

Vores velfærdsstat skal udvikle sig til et velfærdssamfund, hvis vi vil kunne se os i øjnene og kun få de nødvendige ydelser, vi har brug for. Hvis vi fortsætter med at udvide den offentlige sektor, som det er sket de sidste 40 år, bliver det vores undergang. Hele Danmarks undergang.

Som liberal, borgerlig og kommunalpolitiker vil jeg ikke stå tilbage om 20-30 år og se vores samfund falde ned af ranglisterne, fordi vi ikke turde handle. Fordi vi ikke turde sige sandheden. Se at vi ikke længere har råd til den bedste kræftbehandling, have de bedste uddannelser i verden eller være det land, hvor vi ikke længere hjælper de danskere, der ryger ud over kanten. Vi skal turde sige fra, når noget bliver for meget, vores samfund skal ikke ligge under for krævementalitet. Vores samfund skal arbejde, så vi kommer fremad og fortsat er verdens bedste land at leve i.