Hvorfor skal man tvinges?

I Danmark har vi altid gjort os stolte over at være et progressivt land, men det er vi ikke længere. For vi tvinger folk til at lide. I Danmark tvinger vi alvorligt syge mennesker, som i nogle tilfælde lever i så massiv smerte, at den eneste eksistens de i øjeblikket kender til, er én, hvor de er så påvirkede af smertestillende medicin, at de ikke kan vare klare over, hvad der egentlig foregår. Vi tvinger mennesker til at lide.

Historien om den 29-årige Brittany Maynard fra Californien har været delt bredt på nettet over de sidste par uger. Hun blev diagnosticeret med en uhelbredelig form for hjernekræft. Da hun stadig var ved sine fulde fem, besluttede hun sig for, at hun ville bruge sin sidste tid sammen med sin mand, familie og venner. Og så ville hun slutte det, mens hun stadig kunne gøre det på hendes egne præmisser.

Tidligere i år var vores egen landsformand Jens Husted i pressen, fordi han donerede penge til en kvinde herhjemme, som ønskede at samle penge for at tage til Schweiz og ende sit eget liv på en værdig måde. Og det er, hvad vi gør, i Danmark. Vi tvinger syge mennesker i kraftig lidelse til at bruge deres sidste tid på at indsamle penge i stedet for at lade dem bruge den på familie og venner.

For mange er aktiv dødshjælp et kæmpe etisk problem, og der kan opstå gråzoner, men i Venstres Ungdom ser vi det som et større etisk problem, at vi vil tvinge mennesker, for hvem deres bare eksistens ikke er andet end en tåge af smertelindrende til at fortsætte, selvom der ikke er nogen udvej. Det er et større etisk problem, at vi konsekvent vil tvinge alle til at bruge deres sidste tid i ubærlig smerte i stedet for at lade dem nyde tiden – i stedet for at lade dem sige farvel. Det er et større etisk problem, at vi ikke selv må træffe en af de største afgørelser i vores liv, men andre i stedet gør sig til herre over det.

Vi bestemmer over vores eget liv, men vi må ikke bestemme over vores egen død. Så meget debat i dagens Danmark handler om vores liv, hvilket den selvfølgelig også skal, men vi glemmer at bruge bare et lille øjeblik på det eneste, vi alle er sikre på – vores død.

Det største etiske problem opstår omkring børn. For et barn kan i de fleste tilfælde ikke overskue konsekvenserne af sit valg, ej heller kan vi blot give forældrene valget, hvorvidt deres barn skal leve eller dø. Her skal der selvfølgelig sættes nogle rammer op.

Folk med psykiske lidelser skal selvfølgelig stadig hjælpes. Og der skal opstilles nogle skarpe kriterier for, hvornår man kan opnå aktiv dødshjælp. Patienter med kraftige depressioner skal ikke se det her som en simpel udvej med andres hjælp, men skal selvfølgelig have den hjælp, de fortjener. Og der skal selvfølgelig være muligheden for at kunne gøre det herhjemme under ordnede forhold med værdigheden i behold.

For de, som kan, skal de selvfølgelig have lov til at sige farvel på deres egen måde, i stedet for rigidt at blive blokeret af lovgivning. At tvinge mennesker til enten at lide eller bruge deres sidste tid på at indsamle penge til at kunne ende deres eget liv er ikke værdigt