Ejendommens krænkelighed

”Ejendomsretten er ukrænkelig”, sådan lyder de stort opslåede ord i starten af grundlovens § 73, stk. 1. Men til stor overraskelse for de fleste, er de ord blot en flot fanfare uden egentligt retsligt indhold. For resten af § 73 stk. 1 handler netop om, hvorledes der kan foretages indgreb i ejendomsretten.

Resten af § 73 stk. 1 lyder nemlig: ”Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning”. Og dette er klart den vigtigste del af paragraffen.

Når de møder hele paragraffen, forsøger mange forgæves at finde sikker havn i grundlovens ord som ”hvor almenvellet kræver det”. For den passage indebærer vel, at den privates ejendom ikke kan eksproprieres til andet end store offentlige projekter som motorveje, jernbaner og lignende – Projekter, hvor det fælles gode for HELE samfundet indiskutabelt, kræver det.

Men det er langt fra tilfældet.

Efter dansk retspraksis er det nemlig i alt væsentligt overladt til folkets repræsentanter – folketinget og regeringen – at bestemme, hvad almenvellet kræver.

Og endnu bredere bliver mulighederne for ekspropriation, når passagen ”Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning” inddrages.

Ordene ”ifølge lov« betyder nemlig, at der blot skal være lovhjemmel til en ekspropriation.

I loven kan den konkrete beføjelse til at ekspropriere således være henlagt til en administrativ myndighed, f.eks. en kommune, hvilket netop er tilfældet i dag.

Det betyder reelt, at et simpelt byrådsflertal kan ekspropriere privat ejendom – Og det kompromitterer i allerhøjeste grad ejendomsrettens ukrænkelighed.

Højesteret fastslog således helt tilbage i 1958, at Brøndby Kommune kunne ekspropriere til byens Stadion. Ekspropriation havde hjemmel i kommunens eget bygningsreglement, som igen var frembragt med hjemmel i byggeloven, der indeholder en generelt formuleret bestemmelse om, at en kommune kan ekspropriere til ”anlæg, der tjener et for kommunen almennyttigt formål”.

Et andet eksempel på dette kunne ses i 2008, da Haderslev byråd besluttede at ekspropriere 60 hektar jord for at bane vejen for byggeriet af Bestsellers nye nordeuropæiske centrallager. Ifølge borgmester i Haderslev H. P. Geil var det ”hensynet til almenvellet og udsigten til 200 nye arbejdspladser”, der begrundede ekspropriationen. Og som endnu et eksempel kan nævnes, da Roskilde byråd i 2012 valgte at ekspropriere en gartners grund, da den skulle bruges til Roskilde Festival.

Den reelle beskyttelse af ejendomsretten ligger derfor i grundlovens ord om, at ”der skal ydes fuldstændig erstatning til den, der skal tvangsafstå sin ejendom”. Men heller ikke her er beskyttelsen så god, som den almene læser kunne forledes til at tro. For at der kan tales om erstatning, skal indgrebet nemlig bestå i ”afståelse af ejendom”. Og hvad præcis skal det betyde?

I modsætning til den populære opfattelse er det langt fra al offentlig regulering af ejendomsretten, der er ”afståelse” i grundlovens forstand.

Er der således tale om afståelse, hvis indførslen af ranzoner betyder, at jordejere ikke må dyrke deres jord i en afstand af to meter langs søer og vandløb? Eller hvis der i naturfredningsloven indføres forbud mod, at strandejere graver inden for en afstand på 100 meter af vandet? Højesteret har svaret klar nej i begge tilfælde.

Resultatet er en stærkt kompromitteret ejendomsret, der på ingen måde beskytter den private ejendomsret, sådan som den almene læser af grundloven skulle tro.

Om de danske grundlovsfædre i dag ville støtte statens ekspropriations muligheder, er i sagens natur svær at svare på – De levede i en fuldstændig anden samtidig kontekst. Men sikkert er det, at de nuværende muligheder for ekspropriation er opstået over tid som følge af en række usikkerheder og upræcise vendinger i grundloven – Som vi som samfund i højere grad burde tage politisk stilling til.