Den arrogante magt

Da Obama leverede sin tale natten mellem tirsdag og onsdag var det tydeligt en præsident, der er klar over, at han er i gang med at skrive sit eftermæle og kun har få år endnu til at skabe historie. Med sin Cuba-dagsorden, som er blevet Obamas nye prestigeprojekt trods kritik fra både republikanere og demokrater, er det tydeligt, at Obama ønsker en plads i historiebøgerne, og i en tale hvor de nye handelsforbindelser til Cuba blev nævnt så mange gange som Syrien, Irak og Charlie Hebdo-tragedien tilsammen, var det udenrigspolitiske klarsyn til at overse. Obama argumenterede bl.a. for, at Kongressen ikke bør indføre nye sanktioner mod Iran – selv hvis den kommende forhandlingsrunde om Irans atomprogram skulle slå fejl og ikke ende i en aftale. Det er en usund og uforståelig tankegang, der endnu engang demonstrerer Obama-administrationens manglende vilje til at anvende hård udenrigspolitik i tide. Det er sanktionerne, der har fået Iran til forhandlingsbordet til at starte med. USA bliver nødt til at holde Iran fast på nødvendigheden af reformer, så der findes en løsning alle parter kan være tilfredse med.

Mere lovende var tonerne om Irak og Syrien, hvor det blev tilkendegivet, at USA fortsat vil være engageret i ledelsen af den koalition, der kæmper mod Islamisk Stat og støtter moderate kræfter i Syrien. Obama gik endda så langt som at bede Kongressen give ham flere beføjelser til at bekæmpe terrororganisationer i Syrien og Irak. USA’s lederskab i bekæmpelsen af international terror er stadig essentiel, og Obamas budskab var derfor betryggende. De fine ord kan dog ikke skjule, at amerikanerne på Obamas initiativ efterlod en irakisk hær, der endnu ikke var klar til at varetage egen sikkerhed. Ej heller kan de skjule den fejlslagne politik, da der stadig var håb for Syriens moderate kræfter, og hvor USA gang på gang forsømte at gribe ind, når de ”røde linjer”, som man selv havde tegnet op, blev overskredet. Obamas pludselige entusiasme for kampen mod totalitære organisationer i Mellemøsten er i værste fald ikke andet end en politisk kalkule. Fremtiden må vise, om hans strategi kommer til at give rigtig mærkbare resultater.

Udenrigspolitisk var resten af talen fredsommelig. De samme gamle løfter om lukningen af Guantanamo-basen blev gentaget, og administrationens arbejde for flere handelsaftaler blev italesat – noget som også fik republikansk støtte i løbet af natten. Frihandelsaftalerne er nødvendige, og særligt aftalen med Europa kan medføre vækst på begge kontinenter. Her kan vi forvente handling fra præsidenten med støtte fra Kongressen, da det netop også er i Republikanernes interesse med mere økonomisk frihandel, som på en helt ny måde åbner op for nye dele af verdensmarkedet.

Den indenrigspolitiske del af talen fyldte dog væsentligt mere end den udenrigspolitiske. Her var løfterne mange – gratis community college i 2 år, højere minimumsløn og lavere skat for middelklassen var blandt de mest prominente. Det er dog særdeles usandsynligt, at nogen af disse har en chance for at blive gennemført. I 2014 stemte den amerikanske befolkning på en republikansk kongres og gav partiet kontrollen over begge kamre. Det lod Obama dog til at se stort på, da han slyngede omkring sig med kernedemokratiske værdier og politikforslag.

Hvad, vi så, var med andre ord en arrogant præsident, der ignorerede det amerikanske folks klare signal fra 2014 og demonstrerede en tvivlsom mangel på udenrigspolitisk klarsyn. Ingen af disse er ønskværdige træk fra verdens mægtigste mand. 2016 kan ikke komme hurtigt nok.