Hvor kommer terrortruslen fra?

Dønningerne efter de forfærdelige terrorangreb i Paris er så småt begyndt at lægge sig, og hverdagen har igen indfundet sig i de vestlige samfund og de offentlige debatter. Angrebene fylder dog stadig meget i folks bevidsthed, og terrortruslen virker pludselig meget tættere på, end den har gjort i meget lang tid. De vestlige befolkninger er blevet mindet om, at der er en reel trussel mod vores samfund, og det har fået frygten og trangen til handling til at eksplodere. Men vi må ikke give efter for denne trang til at sikre os endnu mere mod terroren. Det er nemlig en trang, som er styret af frygten, og det vil aldrig være fornuften, der fører os, hvis vi vedtager ny lovgivning på denne baggrund. Vi må se realiteterne i øjnene og indse, at der altid vil være en risiko for terrorangreb – uanset hvor meget kontrol vi får, og hvor meget frihed vi afgiver, vil vi aldrig kunne gardere os mod terrortruslen. Grænsebomme og andre symbolpolitiske forslag vil kun skabe en falsk tryghed. De vil aldrig kunne fjerne risikoen.

I stedet må vi vise PET den tillid, de har vist, at de fortjener. Ekstremistiske islamister har flere gange forsøgt at begå lignende terrorangreb i Danmark som dem i Paris, men de har aldrig haft succes med deres hensigter. I nogle tilfælde har det været pga. deres egen uduelighed, men i andre har det været, fordi PET konstant yder et utroligt godt stykke arbejde i at sikre Danmark mod sådanne angreb. Det må vi have tiltro til, at de vil fortsætte med.

Angrebene i Paris giver dog også anledning til at bringe et  andet spørgsmål i spil. Hvor kommer terrortruslen egentlig fra?

Terroristerne fra Frankrig er både blevet kædet sammen med IS og Al-Qaeda, og det kan måske derfor være nærliggende at rette fokus mod truslerne fra disse organisationer. Tingene er dog ikke så sort/hvide, som det kan se ud til ved første øjekast.

Kouachi-brødrene, som stod bag angrebet mod Charlie Hebdo og dræbte 12 mennesker den 7. januar, har intet haft med krigen i Syrien og IS at gøre, selvom de vestlige medier var meget hurtige til at lave en sådan kobling. Til gengæld har de opholdt sig i Yemen i to uger og fået træning af Al-Qaedas afdeling i den region, AQAP, som har vist sig at være én af de mest effektive og gennemslagkraftige fraktioner af Al-Qaeda. Det var bare tilbage i 2011, og brødrene oplevede aldrig ildkamp eller andet udover træningssessioner. De kan derfor ikke betragtes som hjemvendte ”foreign fighters”, som ellers får så stor opmærksomhed. De er simpelthen to unge franske mænd, som er blevet radikaliseret i Paris’ undergrund, og som kun har haft en sporadisk tilknytning til internationale terrorgrupper. Uanset om vi vil det eller ej, så er truslen skabt internt i det franske samfund, og AQAP har ikke fungeret som meget mere end et ideologisk holdepunkt for brødreparret. Selvom AQAP efterfølgende har taget ansvar for angrebet og påstået, at Kouachi-brødrene er sendt af dem, er det ganske usandsynligt, at de har været i stand til at stå bag og organisere angrebet, da de har været svækkede siden deres leder, Anwar al-Awlaki, døde i et amerikansk droneangreb i 2011. Samtidig er Yemen i øjeblikket i noget, der minder om en borgerkrig, som AQAP deltager meget aktivt i for at sikre sine egne interesser internt i landet. Derfor har organisationen nok at se til i forvejen, og antallet af angreb uden for Yemen er faldet markant de senere år.

Heller ikke den tredje franske terrorist, Amedy Coulibaly, som dræbte 5 mennesker i forbindelse med et angreb mod et jødisk supermarked, er en ”foreign figther”. Ligesom Kouachi-brødrene er han en soloterrorist, som ikke har handlet ud fra nogle instrukser fra en international terrororganisation, og hans radikalisering er ligeledes udviklet internt i det franske samfund. Coulibaly påstår dog i en video, at han samarbejder med Kouachi-brødrene – men han er sympatisør med IS, ikke AQAP.

Men her er det, at tingene begynder ikke at stemme overens. IS var tidligere en fraktion af Al-Qaeda, men der opstod nogle uoverensstemmelser, og grupperingen brød ud i begyndelsen af 2014. Siden da har IS og Al-Qaeda ikke samarbejdet, og de har snarere tværtimod set hinanden som konkurrenter til at være den førende islamistiske terrorgruppe på verdensscenen. Alligevel påstod Coulibaly, som bekendt sympatiserede med IS, at han samarbejdede med Kouachi-brødrene, som var støtter af Al-Qaeda. Hvis Coulibalys påstand er sand, viser det bare, at selve terrororganisationerne ikke har haft kontrol over de tre franske terrorister, da det virker usandsynligt, at de ville samarbejde om terrorangreb i Vesten, når de ligger i direkte konkurrence om rekruttering af jihadister i Mellemøsten, og et terror-kapløb mellem de to organisationer er overhængende. Den trussel, som de tre terrorister udgjorde, kom altså ikke fra Mellemøsten. Den kom ikke fra internationale terrororganisationer. Den kom fra den parisiske undergrund.

Dette betyder ikke, at vi skal underkende den trussel, som terrororganisationerne med base i Mellemøsten uden tvivl udgør. For den trussel er unægteligt til stede, og vi skal fortsat arbejde for at neutralisere den. Men vi skal passe på, at vi ikke bruger al vores energi og fokus på eksterne trusler, når de interne trusler er endnu mere aktuelle og faretruende. Vi skal anerkende, at radikaliseringen ikke kun sker i Mellemøsten. Den sker også i Vesten. Og her er den trods alt noget farligere for os, end den er i lande, som ligger mange kilometer væk.