Det finske uddannelsessystem del 2

Det finske uddannelsessystem er bygget op med 2 retninger indenfor ungdomsuddannelser – et akademisk og et erhvervsspor ligesom de danske ungdomsuddannelser. Men radikalt modsat det danske fastsætter hver enkelt institution deres egne optagelseskrav. 50% af alle der har færdiggjort deres grundskole, vælger en akademisk ungdomsuddannelse, mens 42% vælger en erhvervsuddannelse. Ca. 8% falder fra i gymnasiet og 12% på erhvervsskolerne, således at 80% består deres eksamen direkte. Dog er tallene ikke udtømmende, da mange vælger at søge ind efter 2-3 år med arbejde. Derudover bruger man markant flere penge på vejledning end i Danmark for at sørge for, at eleverne vælger rigtigt. Også valgfriheden for den enkelte elev er større end i Danmark. Det finske gymnasie er opbygget således, at man skal have 75 kurser af 6 ugers varighed, hvor man kan have 3-4 kurser af gangen. Kun 40 af kurserne er fastlagt på forhånd, resten er valgfrie.

Deres videregående uddannelser består også af 2 spor – nemlig universitet og ”applied sciences” – som kan sammenlignes med de polytekniske uddannelser i Danmark. Optagelse fastsættes begge steder af institutionerne selv, og der er meget stor frihed til at skifte imellem de 2 spor på kryds og tværs.

Det betyder, at du ikke nødvendigvis skal have både kemi og biologi for at blive læge, men at hvis du har udvist stor dedikation for studielivet og arbejdet med at redde liv, kan du alligevel få lov til at blive læge, modsat det rigide system vi har i Danmark. Det vigtigste er faktisk, at det er fagfolk, der ved, hvad uddannelsen handler om, som bestemmer frem for politikkere, der aldrig selv har sat deres ben på udannelsesinsitutionerne.

Som konklusion på det finske uddannelsesystem kan der fremhæves et par meget vigtige pointer, nogle meget liberale end andre.

Først og fremmest satser man på at have de bedst uddannede lærere overhovedet, som man til gengæld giver meget høj grad af frihed til at tilrettelægge deres undervisning. Dernæst satser man på, at alle uddannelsesinstitutioner selv fastsætter deres optagelseskrav, da de bedst ved, hvad der er nødvendigt på uddannelsen. De får altså også en høj grad af frihed uden nationale test, inspektionshold og store lærerplaner. Til sidst fokuserer de på, at eleven skal være i centrum, men har et stort ansvar for egen uddannelse, da indsatsen er afgørende for, hvor højt du kan komme.

Dog har de et par tidsler såsom skattefinansieret mad igennem grundskolen. Det må altid være en forældreopgave at forsørge sine børn. Det kombineret med at man får høj SU og en skattefinansieret uddannelse, hvilket heller ikke ligefrem er et liberalt drømmescenarie. Her kunne man også godt ønske sig en symbolsk brugerbetaling for at skabe større ejerskab over egen fremtid, uddannelse er trods alt en investering fremtiden.