Forhandlingerne om lærernes hverdag

I foråret 2013 foretog regeringe et indgreb mod lærerne efter en 25 dages lang lockout. Dette indgreb kaldes i daglig tale for lov 409 og lagde sig 100% op af KL’s udspil. Alt dette foretog man uden at lytte til de mange lærere eller andre relevante fagfolk. Der er nu gået knap 2 år med den nye lærerreform og lov 409, dog har man aldrig set så mange eksempler på lærere, der er langtidssygemeldt, hvor der derudover er flere lærere, der decideret flygter fra lærergerning. Lov 409 er den lov, der kræver fuld tilstedeværelse på skolen. Dvs. at alt forberedelse nu skal ligge på skolen og i et forhånd fastlagt tidsrum. Samtidigt skal lærerne undervise flere timer om ugen og nytænke undervisningen.

Nu er tiden kommet til den første overenskomstforhandling efter implementeringen af skolereformen. Og hvad ligger der så i den overenskomst? Ja, læreren får en mindre lønstigning og forberedelsestiden bliver “hellig”, dvs. at skolelederen ikke længere kan inddrage lærerens forberedelsestid til fx vikartimer, uden at læreren bliver kompenseret for det. Men allerede på overenskomstens anden side skal står der: “Der er ikke ved det fælles papir taget stilling til de økonomiske virkninger af lov 409”.

Hvorfor er det her så ikke godt nok? Det er simpelthen ikke godt nok, fordi det var ikke bare et indgreb, men et kæmpe mæssig overgreb på fagfolk, der ikke får den nødvendige opfyldning og tilpasning, som tilgodeser lærernes behov i sidste ende i den nye overenskomst, så de kan fuldføre det store stykke arbejde det kræver. De her mennesker er altså dem, vi har sat vores lid til at uddanne fremtidens unge, så vi skylder lærerne at tage denne overenskomstforhandling alvorligt! KL tager babyskridt, mens DLF er tvunget ved lov til at indordne sig.

Det siger vel alt om forhandlingerne?

Man er gået fra at stole på, at læreren bruger minimum 37 timer om ugen på undervisning, forberedelse, forældresamarbejde, teamarbejde osv. til at gå til en fabriksarbejdermentalitet, hvor man skal stemple ind og ud og overvåges for at sikre, at læreren gør sit arbejde. Er det virkeligt den vej, vi vil gå? I VU siger vi nej, så nu er opgaven at få råbt “de voksne” op, så de kan se, at det her ikke er godt nok. Heldigvis har en stor del af samfundet været gode til at bakke op om deres børns lærere og dermed givet dem noget af lysten tilbage.

Men alt dette er ikke nyt. De sidste par år har man ikke kunne åbne en avis, Facebook eller tv’et uden at høre, at lærerne dybt utilfredse, så hvad er det, vi vil med denne artikel? Vi vil vise, at lærerene ikke er alene, VI er nogle politiske unge, der kan se, hvad der sker og har modet til at råbe op og sige “det er en ommer”. Venstre stemte for lov 409. Det er på tide at Venstre går forrest og indrømmer, at de tog fejl og er med til at rette op på den. Put skolereformen på dagsorden i valgkampen og giv lærerne friheden tilbage, så vi kan få den bedst mulige skole til vores børn – vores fremtid!