Skal vi frygte Putin? Part 1

Den 11. marts skrev VU Randers’ formand, Kristian Lausten, en artikel om det besøg hos Estonian Defense League, som de VU’ere, der for nylig var på ekskursion til Estland, var så heldige at få lov at opleve. I sin indledning i artiklen skriver Lausten dog ikke om Estland – her skriver han om Rusland og om den potentielle trussel for Estland, som Rusland udgør. Han skriver blandt andet: ”Putins geopolitiske ambitioner er ikke til at tage fejl af.” Men det mener jeg netop, at han gør.

Umiddelbart inden står der nemlig, at de under oplægget hos Estonian Defense League påstod, at ”Putin er opdraget i KGB og troede på det sovjetiske system. Nu forsøger han at genskabe Det Nye Rusland”. Det er som sådan også rigtigt. Spørgsmålet er bare, om ”Det Nye Rusland” er det samme som det tidligere Sovjetunionen, som påstanden lægger op til.

Efterfølgende henviser Lausten desuden til tidligere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens advarsel om, at der er stor sandsynlighed for, at Putin vil angribe de baltiske lande. Men er dette et realistisk scenarie?

Det helt centrale spørgsmål er altså: Hvad er Putins geopolitiske ambition egentlig? Hvordan ser verden ud fra den russiske regeringsby Kreml for tiden? For at forstå dette må vi stille et noget mere nuanceret billede af Putins russiske selvforståelse op, og det er netop, hvad jeg vil gøre i denne artikelserie.

Ønsker Putin et nyt Sovjet?

Som sagt har Estonian Defense League fuldstændigt ret i, at Putin er forhenværende KGB-agent, og han er utvivlsomt formet af den tidligere sovjetiske efterretningstjeneste og det samfund, institutionen opererede i. Det er også korrekt, at Putin i en tale i 2005 har kaldt Sovjetunionens sammenbrud for en katastrofe. Man må dog ikke tolke på denne udtalelse uden at få de efterfølgende bemærkninger med. For her fortæller Putin, at det ikke var selve det kommunistiske imperiums sammenbrud, der udgjorde katastrofen – det var de efterfølgende konsekvenser. Sammenbruddet fik frygtelige følger for det russiske folk, der splittedes på kryds og tværs og blev kastet ud i voldsom fattigdom, mens deres private opsparinger forsvandt. Samtidig blev grundlæggende samfundsinstitutioner opløst, og oligarkerne udplyndrede landet til deres egen fordel. Ud fra denne bemærkning er ”Det Nye Rusland” altså ikke det samme som det tidligere Sovjetunionen.

Mange mener ellers, at Ruslands ageren i den aktuelle konflikt i Ukraine er et klart tegn på, at Putin ønsker at genskabe et nyt russisk imperium, som inkluderer store dele af de post-sovjetiske nationer. Men på trods af at Rusland unægteligt har været aktiv i konflikten, er det ikke en korrekt analyse af situationen. Selv Barack Obama har i et interview med CNN udtalt, at Putins ageren i Ukraine ikke skyldes nogen ”grand strategy”. Det skyldes i stedet, at Putin simpelthen blev ”caught off balance”, som Obama udtrykker det. Så godt nok har Putin ageret, som han har gjort, for at sikre sine egne interesser, men det har ikke været på baggrund af nogen overordnet bagvedliggende strategi, hvis man skal tro den amerikanske præsident. Det har modsat været et udtryk for en spontan reaktion, som Putin følte sig nødsaget til at foretage.

Har Putins handlinger peget mod et nyt Sovjet?

Hvis man tænker nærmere over det, giver Ruslands ageren i Ukraine sådan set heller ikke mening, hvis det skulle være på baggrund af en storstilet strategi om at skabe et nyt storrussisk imperium på linje med Sovjetunionen. Hvis det var ambitionen, ville der med al sandsynlighed have vist sig tegn på Ruslands imperalistiske intentioner inden regimeskiftet i Kiev. Men det har på ingen måde være tilfældet. Rusland har ikke gjort nogen imperalistiske tilnærmelser mod Ukraine på noget tidspunkt. Ingen havde set tegn på, at Rusland spekulerede i at annektere Krim-halvøen. Den eneste meningsfulde analyse af Ruslands annektering af Krim er derfor, at det er en direkte reaktion på Yanukovychs afsættelse af magten. Samtidig er der ingenting, der peger i retning af, at Rusland forsøger at annektere mere end Krim. På trods af at de pro-russiske separatiser i Østukraine får massiv russisk støtte på flere fronter, har Rusland ikke handlet imod nogen direkte indlemmelse af østukrainske områder. Forholdene for en annektering var selvfølgelig noget nemmere på Krim pga. nogle militære og demografiske faktorer, men hvis Kreml for alvor ønskede kontrol med Luhansk og Donetsk (de to østukrainske regioner) i dag, så kunne de også have det.

Mange af de samme pointer kan desuden bruges om Ruslands krig med Georgien i 2008. Krigen blev udløst af, at de to georgiske regioner Abkasien og Sydossetien ønskede selvstændighed. Det ville den georgiske centralregeringen ikke tillade, og det førte til kampe mellem separatisterne og regeringsstyrkerne. Det fik Rusland til at rykke ind i krigen på separatisternes side, så de vandt kampene og de facto opnåede selvstændighed fra Georgien. Men så stoppede det også her. Det ville ellers have været en oplagt mulighed for Rusland at indtage hele Georgien, når der allerede var krigstilstande i dele af landet. Og hvis Putin ønsker et ny-sovjetisk imperium, har han helt klart ambitioner om at indlemme hele Georgien i et sådant rige. Men det er der altså ikke noget, der tyder på. Derfor er der heller ikke i denne situation indikationer på, at Putin ønsker et nyt Ny-Rusland ala Sovjetunionen. Tværtimod.

Pilene peger altså ikke i retning af et nyt sovjetisk imperium. Men hvad sigter Putin så efter? Fortsættelse følger…