Skal vi frygte Putin? Part 2

I forrige artikel blev det konkluderet, at Putin ikke ønsker et nyt storrussisk imperium som det tidligere Sovjetunionen. Godt nok har vi de senere år set et Rusland med en mere aktivistisk udenrigspolitik end tidligere, men det tyder ikke på, at dette skyldes et mål om at genskabe Sovjetunionen. Men hvad er Putins mål så? Det er det centrale spørgsmål. For der må jo være en grund til, at Rusland på den måde har ændret adfærd til at tage mere aktivt del i de konflikter og stridigheder, der eksisterer i deres nærområde.

Ukraines betydning for Rusland

Det, der især har skabt røre og debat om Putins ambitioner og Ruslands nye ageren, er annekteringen af Krim-halvøen og støtten til de østukrainske prorussiske separatister i forbindelse med den verserende konflikt i Ukraine. Det er altså ikke nok med, at Putin støtter nogle oprørsgrupper, der kæmper for selvstændighed fra et østeuropæisk land, der netop har fået indsat en ny og meget vestligtsindet præsident – han har sågar indtaget en del af dette land og indlemmet det som en del af sit eget Rusland. Men hvis Putin ikke har gjort dette for at skabe et nyt sovjetisk imperium, hvad er så bevæggrunden for at blande sig så aktivt i nabolandets interne affærer? Det handler grundlæggende om Ukraines strategiske betydning for Rusland.

Først og fremmest har Ukraine historisk set haft en enorm militær betydning for Ruslands forsvar af sit eget territorium. Både Napoleons Frankrig og Hitlers Tyskland har i deres ekspansive bestæbelser måttet gennem Ukraine for at nå Rusland og Moskva, og mange argumenterer for, at Sovjets kampe med Nazityskland i Ukraine under 2. Verdenskrig var af afgørende betydning for, at Moskva ikke efterfølgende faldt. På den måde bliver Ukraine i Moskva anset for at være en bufferstat, der fungerer som det sidste solide forsvarsværk mod vestlige angreb og imperalisme. Derfor har Ukraine historisk set vist sig at være utroligt vigtig for forsvaret af det russiske kerneområde, og det er bestemt ikke noget, der bliver underkendt i Moskva.

Zoomer man ind og ser specifikt på den strategiske betydning af Krim-halvøen for Rusland. Krim har i sig selv også historisk værdi for Moskva, men det er især dens aktuelle militære betydning, der vejer tungt for russerne. Krim-halvøen huser nemlig Ruslands sortehavsflåde, da Ruslands eneste flådebase til Sortehavet ligger her. Basen er utroligt vigtig for Rusland, da den giver hurtig adgang til Middelhavet, og den er med til at sikre landets interesser i regionen omkring Sortehavet, som i øvrigt er et strategisk vigtigt område af flere årsager.

Hvorfor har Putin handlet så aktivistisk?

Annekteringen af Krim skyldes derfor udelukkende beskyttelse af Ruslands geopolitiske interesser. Da Yanukovych blev væltet af magten i Kiev, kunne man i Moskva godt se, at det bar henimod et provestligt styre, og man frygtede derfor, at man på sigt ville kunne miste kontrollen med flådebasen på ukrainsk jord. Prisen for at have basen liggende på Krim ville i hvert fald blive betydeligt større – og der kunne med tiden risikere at blive oprettet en vestlig flådebase på samme halvø, som ville udfordre russiske sikkerhedsinteresser i væsentlig grad. Et tab af den maritime dominans på Krim ville være en direkte trussel mod russisk sikkerhed, hvis man spørger i Kreml. Derfor så man sig nødsaget til at handle hurtigt og indtage halvøen, inden der kom mere ro på i den ukrainske hovedstad.

Når det kommer til støtten til separatistgrupperne, handler det for Moskva om at sikre en vis destabilisering af Ukraine. Når centralregeringen i Kiev ikke har kontrol over hele Ukraines territorium og hele østgrænsen mod Rusland, vil det være umuligt for Ukraine at blive optaget i EU og NATO. Og dét er det egentlig formål med Putins indblanding i den østukrainske konflikt.

På NATO’s topmøde i 2008 var der snak om, at både Ukraine og Georgien skulle optages i organisationen. Frankrig og Tyskland var imod, da de forudså, at det ville blive modtaget som en voldsom provokation i Moskva, som siden Sovjetunionens fald har gjort klart, at man ikke ville acceptere vestlig dominans i disse lande. Putin slog også fast, at en optagelse af de to lande i NATO ville udgøre en ”direkte trussel” mod Rusland. Derfor blev overvejelserne heller ikke til mere, men topmødet endte med en erklæring om, at ”disse lande vil blive medlemmer af NATO”. Det i sig selv viste sig at blive meget i alvorligt i Kreml.

Få måneder senere viste Putin, at han var seriøs omkring sine interesser i de to nationer, som i Kreml bliver anset for at være Ruslands helt centrale interessesfære, da han støttede separatisterne i de to georgiske regioner Abkasien og Sydossetien i deres kampe mod de georgiske regeringsstyrker. Og hvis man tænker nærmere efter, er udfaldet af den konflikt nærmest identisk med den situation, vi ser i Ukraine i øjeblikket. De to regioner har de facto opnået selvstændighed uden centralregeringens kontrol – præcis som Donetsk og Luhansk i Østukraine i dag. Georgien kan i deres nuværende tilstand altså som Ukraine heller ikke optages i NATO.

Afsættelsen af Yanukovych var altså lige præcis det, der skulle til, for at Putin blev så utryg ved den ukrainske situation, at han så sig nødsaget til at handle. Især fordi det nye styre ville knytte tættere økonomiske bånd med EU gennem associeringsaftalen – og i Kreml anses EU-medlemskab blot for at være et direkte skridt på vejen mod optagelse i NATO.

Yderligere russiske aggressioner?

Så hvad skyldes Putins destabiliserende aktivisme i Ukraine egentlig? I sidste ende handler det om, at Putin er bange for at miste sine strategiske interesser i de geopolitisk vigtigste nabolande til sin tidligere ærkefjende, NATO. Han frygter, at hvis Vesten og den vestlige kultur kommer for tæt på og breder sig endnu mere i det russiske nærområde, så er han selv den næste statsleder, der må gå af og bøje sig for befolkningens krav om reelt demokrati og frihedsrettigheder.

Det er også derfor, at vi ikke kommer til at se russiske aggressioner i Baltikum eller lignende. Hvis man tror det, har man grundlæggende misforstået Putins bevæggrunde og ambitioner. Putin er udmærket klar over, at de baltiske lande er tabt til Vesten. Men det er Ukraine og Georgien ikke – endnu. Og derfor kæmper Moskva med næb og klør for at sikre, at det ikke også kommer til at ske. Ruslands ageren har altså udelukkende defensive motiver, og de er et udtryk for frygt og desperation.

Det betyder, at vi ikke skal være bange for, at Rusland pludselig angriber eller provokerer NATO så voldsomt, at vi bliver nødt til at svare militært igen. Putin har meget dygtigt forholdt sig til den nye virkelighed og sørget for kun at gå præcis til Vestens militære smertegrænse og meget varsomt sikret sig ikke at overskride den. Han ved godt, at Rusland til hver en tid bliver den lille i en militær konflikt med NATO, og han er alt for rationel og fornuftig til at skabe en sådan konflikt. Det betyder naturligvis ikke, at den russiske annektering af Krim eller separatisternes voldelige og blodige oprør i Østukraine er hverken legitimt eller acceptabelt, men hvis vi i Vesten blot forholder os roligt og fastholder sanktionernes linje uden at gå i panik, skal vi hverken frygte Putin eller hans ”Nye Rusland”.