Hvordan uddanner vi til arbejdsmarkedet? Del 1 – problemet

VU’s uddannelsespolitik drejer sig tit og ofte om at gøre studerende økonomisk ansvarlige for deres egen hverdag, og det har længe været skiftende regeringers mål at få studerende til at uddanne sig, så de i højere grad passer til arbejdsmarkedets behov. Men hvordan får vi i grunden de studerende væk fra dramaturgi og filosofi og hen mod arbejdsmarkedet? Og er det i det hele taget liberalt at ville det?

Så hvad er problemet?
Kigger man på tallene, viser der sig en tydelig tendens: navnlig at de humanistiske uddannelser lever med en alarmerende høj ledighed – uddannelser som filmvidenskab, kunsthistorie og filosofi er store syndere med en ledighed på over 10 %, men også fag som dansk, engelsk og historie bidrager med relativt store grupper af arbejdsløse.

Samtidig viser prognoser fra Dansk Industri, at vi i 2020 dels mangler over 32.000 faglærte og i 2030 omtrent 30.000 kandidatuddannede fordelt på især tekniske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige uddannelser med en overvægt indenfor de tekniske og naturvidenskabelige af slagsen. Med andre ord forudsiger erhvervslivets interesseorganisation altså samlet, at vi vil have så stor en mangel på visse grupper på arbejdsmarkedet, at det vil være en væsentlig hæmsko for dansk økonomi.

En udbredt misforståelse
Umiddelbart virker det altså tillokkende at mene, at vi skal have nogle flere humanister til at læse naturvidenskab. Imidlertid løser dette langtfra problemet. Således vil vi i 2030 kun have 300 kandidater for meget i dansk og historie, 1900 for mange på øvrig humaniora og 800 for mange fra kulturministeriets uddannelser. Den skarpe læser vil sandsynligvis have bemærket, at de tal til sammen kun giver 3.000 – altså et stykke vej fra de 30.000, som vi mangler på de mere naturvidenskabelige uddannelser. Således står vi altså som samfund overfor en samlet mangel på kandidater og en samlet mangel på faglærte, stort set uanset hvordan vi fordeler dem.

Men hvor pokker skal vi så få alle de mennesker fra? ”Synderne” – dem vi har ”for mange” af – er især de ufaglærte og dem, der efter en almengymnasial uddannelse aldrig tager videre uddannelse. Dansk Industris bud er således, at vi skal øge optaget på lange, videregående uddannelser med lidt under 5000 unge mennesker hvert år.

Et ideologisk dilemma
Spørgsmålet er så, hvor liberalt det er politisk at forsøge at regulere, hvor mange unge, der søger optagelse på en videregående uddannelse – og den statslige regulering bliver særligt omsiggribende, hvis vi oven i købet skal acceptere, at staten forsøger at detailregulere, hvilke uddannelser de unge søger ind på.

Det tungtvejende argument må dog være, at det lige nu er staten, der betaler gildet. Det er VU’s politik, at uddannelse skal være gratis og tilgængeligt for alle – og så længe det er tilfældet, bør det også være VU’s politik at et vidst omfang af statslig regulering er både nødvendigt og rimeligt.

Hvordan skal politikerne så gribe ind? – læs med i næste uge.