Det britiske valg – Analysedel #1

Den 30. marts udskrev den britiske premierminister David Cameron valg. Et valg, som allerede nu er blevet erklæret som det mest komplekse og uforudsigelige valg i nyere britisk historie. The Conservative Party har haft mange skandaler såsom nedskæringer på sundhedsområdet og løftebrud, som har gjort David Cameron til en meget upopulær premierminister. Det er derfor mere eller mindre urealistisk, at partiet vil blive det største efter valget.

Med sig i regeringen har Cameron også Liberal Democrats, som ved sidste valg især fik de unges stemmer. Formanden for Liberal Democrats, Nick Clegg, har lavet en højredrejning, som mange af hans trofaste vælgere er utilfredse med. Det er især løftebruddet, hvor han lovede ikke at forhøje studiegebyret, som har fået flere af deres vælgere til at pege på Labour i stedet, men ligeledes deres EU-positive linje og det positive syn på immigration.

Koalitionspartneren Liberal Democrats står til at blive halveret i Westminister. Hvis Liberal Democrats bliver halveret, vil regeringsflertallet være opløst. En halvering vil også resultere i, at Liberal Democrats ryger ned på de 25 mandater, som er den laveste tilslutning til partiet nogensinde.

The Conservative Party vil miste mandater til både Labour, UKIP og SNP og vil herved ende med omkring 260 mandater. Det tredjestørste parti vil blive SNP (Scottish National Party). Partiet ser ud til at få meget opbakning i Skotland, og i de sidste par målinger står de til at få omkring 55 mandater i Westminister.

Når både The Conservative Party og Liberal Democrats mister stemmer til Labour, er det med stor sandsynlighed, at Labour vil blive det største parti. Det vil formentlig blive med cirka 280 mandater.

Det efterlader os stadig med 30 mandater at redegøre for, før vi når op på de 650 mandater, som udgør det britiske underhus. I disse mandater har vi det EU-kritiske parti UKIP og så løsgængere. UKIP, der ellers har fyldt meget i medierne både i udlandet men også herhjemme, ser derimod ud til at få ganske få mandater i Westminister. Dette skyldes det britiske valgsystem, og partiet vil nok kun få omkring 3-5 mandater, selvom partiet måske kan få omkring 13% af stemmerne.

De resterende 25 mandater ser ud til at blive løsgængere. Grunden til denne store mængde løsgængere, og at UKIP får et så omfattede antal mandater, skyldes som sagt det britiske valgsystem. Storbritannien er delt op i 650 valgkredse. Kun ét parlamentsmedlem bliver valgt ind per valgkreds. Det er den person, der får flest stemmer i givne valgkreds. Resten af stemmerne er derved spildt. Hvis det danske system var ligesom det britiske, ville det stort set kun være Venstre og Socialdemokraterne, som var i parlamentet.

En lille opsummering af vores bud på en mandatfordeling:

Labour: 280
The Conservative Party: 260
Scottish National Party: 55
Liberal Democrats: 25
UKIP: 5
Andre (løsgængere): 25

Dette betyder, at efter valget vil den kommende regering være en koalitionsregering mellem Labour og SNP, hvor de tilsammen vil sidde på omkring 335 mandater og dermed flertallet. Efter alt at dømme kommer den nye premierminister altså til at hedde Edward Samuel Miliband.

Dette er vores bud på, hvordan valget kommer til at fald ud, men hvordan det faktisk kommer til at gå, må vi vente til d. 7. maj med at finde ud af. Lykkes det vores “liberale” venner at få vendt skuden og vinde befolkningen tilbage, eller bliver det en rød sejr? Én ting er i hvert fald sikker, vi vender tilbage med en analyse af valget, når resultatet er opgjort!