Ordførerens syn på regeringens internationale prioriteringer

Danmark har fået en ny regering og dermed også et nyt ministerhold. Den er blå og består udelukkende af Venstre-folk. Men derfor er der stadig masser af grund til at gå den nye regering efter i sømmene, og jeg vil her komme med mine tanker om de nye ministre på mit politikområde.

Danmarks nye udenrigsminister hedder Kristian Jensen. Det må siges at være meget uventet, fordi han så godt som ingen international erfaring har. Men hans manglende erfaring gør det næsten bare endnu mere spændende at følge ham for at se, om han er opgaven voksen. Det er en stor opgave, han er blevet pålagt, og det stiller store krav til hans diplomatiske evner, når han skal repræsentere Danmark i udlandet. Rent politisk og substantielt har jeg store forventninger til ham, da jeg føler mig sikker på, at han vil stå for en fornuftig udenrigspolitik. Kristian Jensens rolige gemyt og store overblik over de emner, han beskæftiger sig med, gør, at jeg har svært ved at forestille mig, at han vil komme med bombastiske udenrigspolitiske meldinger, der ikke er tænkt ordentligt igennem. Det tegner godt i en tid, hvor Danmark har brug for at bevare roen på det udenrigspolitiske felt, hvis vi ikke skal brænde fingrene på irrationelle beslutninger.

Den meget store opgave, Kristian Jensen står over for, skal også ses i lyset af, at handels- og udviklingsministeriet ikke længere har en selvstændig minister. Det har jeg lidt blandede følelser med. Det vil for det første betyde, at Kristian Jensens arbejdsopgaver som udenrigsminister bliver enormt omfattende, og det kan i sig selv være lidt foruroligende, når han ikke har mere erfaring på området. Men det vil utvivlsomt også komme til at betyde, at de mange udenlandsbesøg, som handelsministeren har stået for, der skulle fremme handelsforhold og politiske og diplomatiske relationer, slet ikke vil forekomme i lige så høj grad under denne regering. Det er vel at mærke udenlandsbesøg, som erhvervslivet har haft stor glæde af, og det har været værdifuldt for virksomhederne at have en stærk politisk repræsentant med til diverse konferencer og lignende. Derfor er jeg på dansk erhvervslivs vegne ked af, at denne funktion vil blive langt mindre anvendt.

Der er heller ikke blevet plads til en europaminister i den nye regering. Det vil sige, at Kristian Jensen som udenrigsminister også skal stå for at pleje de danske relationer og interesser i EU i dagligdagen. Der er der som sådan heller ikke noget galt i, men det tillægger bare Kristian Jensen endnu mere arbejde på en i forvejen meget arbejdstung ministerpost. Han får i hvert fald nok at se til, den kære næstformand.

Rent principielt har jeg det dog fint med, at der ikke er blevet udnævnt en europaminister. Det virker som overflødigt bureaukrati at oprette et sådant ministerium, når man i stedet kan oprette et mindre udvalg, som har til opgave at sikre, at Danmark ikke fortsat overimplementerer EU-regler – et sådant udvalg Lars Løkke Rasmussen netop har sagt, at han vil nedsætte.

Hvis vi vender os mod den sidste del af det udenrigs- og forsvarspolitiske område, nemlig forsvarspolitikken, er tidligere regionsrådsformand Carl Holst blevet forsvarsminister. Det er omtrent lige så overraskende som Kristian Jensens udenrigsministerpost, og det lader det også til, at Carl Holst selv synes. Jeg er dog ret fortrøstningsfuld med valget af forsvarsminister. Carl Holst er en utrolig dreven politiker, som virkelig kender det offentlige system og er i stand til at manøvrere dygtigt i det. Og det bliver vigtigt i en tid, hvor Forsvaret skærer ned som følge af indfasningen af det seneste forsvarsforlig. Og nedskæringerne sker endda samtidig med, at Forsvaret har det utroligt svært. Det får tildelt færre og færre ressourcer, og det bliver sværere og sværere at holde på kompetent arbejdskraft, fordi de høje stillinger i Forsvaret simpelthen ikke er konkurrencedygtige med resten af erhvervslivets. Det kræver derfor en dygtig mand at få Forsvaret sikkert igennem dette – og det er Carl Holst. Jeg tvivler på, at han (i hvert fald i begyndelsen af sin ministerperiode) vil have de store forsvarspolitiske visioner, men han vil være en sikker politisk leder, hvilket næsten er vigtigere i disse år, indtil Folketinget begynder at indse, at vi bliver nødt til at få Forsvaret op i gear, så det igen bliver respektabelt og, ja, forsvarligt.

Alt i alt må vi nok erkende, at udenrigs- og forsvarspolitikken ikke er det, der er blevet prioriteret højest i den nye regering. Kristian Jensens post som udenrigsminister er så stor, at han vil få svært ved overhovedet at få tid til at politikudvikle. Og med Carl Holst som forsvarsminister har vi fået en mand, som skal beskæftige sig med et helt nyt politikområde, og han vil derfor i det første lange stykke tid med stor sandsynlighed også kommer til at være mere administrerende end politikudviklende. Ikke desto mindre er det godt at have en udenrigsminister i disse år, der kan bevare overblikket og undgå beslutninger, der ikke er gennemtænkte – og det tror jeg bestemt, at Kristian Jensen kan. Og en så dygtig politisk håndværker som Carl Holst er måske også lige præcis, hvad Forsvaret har brug for de kommende år. Derfor er valgene af de to ministre måske ikke så ringe alligevel.