Forhandlingernes sejr

Den 14. juli landede USA og de fire andre faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland en aftale med Iran om landets atomprogram. Det er en aftale, der har fået meget forskellige modtagelser, afhængigt af hvor man kigger hen. Mange har bakket aftalen op, men det har heller ikke været noget problem at finde arge kritikere. Én ting har alle kritikerne dog til fælles: De forholder sig ikke til aftalens indhold, men de er modstandere af samarbejde med Iran på et helt generelt plan. Derfor er langt størstedelen af kritikken også noget tandløs.

Iranske atomvåben?
I Israel har premierminister Benjamin Netanyahu udtalt, at aftalen vil give Iran ”en sikker vej til atombomber”. I Saudi-Arabien hører man lignende bekymringer. Men det er en noget underlig kritik, for aftalen skal netop sikre, at Iran ikke får atombomber – hvilket Iran har indvilget i. Og selv hvis man ikke stoler på det iranske præstestyre, har landet endda indvilget i at lade FN-kontrollører uhindret undersøge atomfaciliteterne. Hvis Iran laver tilnærmelser til at udvikle atombomber, bliver hele sanktionsapparatet altså sat i værk igen. Godt nok får Iran lov at beholde nogle af deres centrifuger til berigelse af uran, og aftalen løber over en begrænset tidsperiode på ti år. Men med denne aftale sørger man for, at Iran ikke vil kunne producere atomvåben de næste mange år, medmindre de vil tilbage ud i den internationale kulde. Hvis man ikke havde fået lavet denne aftale, ville Iran i stedet have haft ganske frie muligheder for at arbejde hen imod en atombombe. Noget tyder altså derfor på, at den israelske og saudi-arabiske kritik mest af alt er dårlige undskyldninger, som dækker over, at ingen af de to lande ønsker at se Iran få øget indflydelse eller en legitim plads i det internationale samfund. Og landet vil få begge dele med atomaftalen. Derfor er det som sådan naturligt nok, at Israel og Saudi-Arabien modsætter sig den – men kritikken holder altså ikke nødvendigvis vand.

Også i USA har atomaftalen fået voldsom kritik. Den går mest af alt på Obamas person og kommer fra hans politiske modstandere hos Republikanerne. De mener, at Obama har opgivet amerikanske sikkerhedsinteresser ved at indgå aftalen med Iran. Det er svært at se, hvad denne kritik egentlig bunder i, og hvis man skulle gå videre for at sikre amerikanske interesser, er det svært at se andre muligheder end at indlede en krig mod Iran – og det er der trods alt ingen amerikanske politikere, der har turdet foreslå under den seneste forhandlingsrunde. Den republikanske kritik virker altså også bare mest til at være kritik for kritikkens skyld som forsøg på at skade Præsident Obama.

Øget støtte til terrorregimer?
Et mere reelt kritikpunkt finder man dog i, at ophævelsen af sanktionerne mod det iranske præstestyre vil give styret langt mere gunstige muligheder for at støtte diverse terrorregimer rundt omkring i Mellemøsten. Retorikken er sat på spidsen, men der kan måske være noget om snakken. Den meget store pose penge, den øgede samhandel med udlandet vil tilføre den iranske statskasse, vil sandsynligvis også betyde, at både Assad-styret i Syrien, Hezbollah i Libanon og centralregeringen i Bagdad vil modtage yderligere økonomisk støtte fra iransk side. Men spørgsmålet er, hvor store konsekvenser det reelt vil have. I Syrien er Iran allerede Assads tætteste (og nærmest eneste) allierede. Øget iransk støtte vil måske betyde, at Assad-styret kommer til at sidde endnu tungere på magten i Damaskus, men der er i forvejen ikke noget, der tyder på, at Assads position er presset. Derudover er selv administrationen i Washington ved at forstå, at Assad er et bedre onde end Islamisk Stat, og derfor er en styrket Assad ikke nødvendigvis ubetinget dårligt. Hezbollah står også allerede stærkt i Libanon, og det er svært at forestille sig, at øget iransk støtte skulle ændre noget væsentligt på deres position. I Irak er de økonomiske bånd til Iran allerede meget tætte, og over 70% af Irans nuværende eksport går til Irak. Desuden er det shiamuslimske irakiske styre rent politisk totalt afhængigt af Iran, og Iran har derfor meget stor kontrol med den irakiske regering allerede.

En god aftale
Alt i alt er det en rigtig god (og i øvrigt utroligt gennemarbejdet og detaljeret) aftale, som forhandlingsparterne har indgået. Især den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, har gjort et kæmpe stort og meget dygtigt stykke diplomatisk arbejde, og det ser for mig ud til, at Iran er den part, der er gået mest på kompromis. Og selvom aftalen er meget isoleret om den iranske atompolitik og altså ikke inddrager udenrigspolitik, vil den forhåbentlig kunne bidrage til en vis stabilisering i Mellemøsten. Iran har i hvert fald vist viljen til pragmatisme. Lad os håbe, at vi fra Vestens side fortsat kan presse dem i den retning.