Er udviklingskronerne pengene værd? Del 1

Under den seneste folketingsvalgkamp (og som sådan også her i tiden efter) var der stor diskussion om den danske udviklingsbistand, som den nye regering ønsker at skære i. Mange har kaldt det ”uansvarligt”, fordi der ifølge kritikerne er mere brug for udviklingskronerne nu end nogensinde før. I en tid med det højeste antal flygtninge siden 2. Verdenskrig er det enormt dårlig timing at skære i udviklingsbistanden, for man slukker færre ildebrande, hvis man bruger en mindre brandslange, lyder kritikken. Men spørgsmålet er, om det nu også er så uansvarligt og ufornuftigt at skære i udviklingsbistanden. For virker den overhovedet?

Det korte svar er nej. Der er nemlig ikke nogen sammenhæng mellem udviklingsbistand og vækst i udviklingslandene. Og hvis målet er at give folk i udviklingslandene en bedre levestandard, så er vækst i økonomierne en nødvendig betingelse. Det er bestemt ikke sikkert, at vækst kommer den fattige del af samfundet i udviklingslandene til gode. Vækst kan sagtens begrænse sig til at skabe udvikling i nogle smalle samfundseliter – men økonomisk vækst er ikke desto mindre nødvendigt for at skabe mulighederne for en bedre levestandard for den brede befolkning. Og studier viser altså, at udviklingsbistand ikke fører økonomisk vækst med sig. Derfor virker udviklingsbistanden ikke, som vi ønsker, at den skal. Udviklingsbistanden kan måske få succes i nogle konkrete enkeltprojekter, som gør noget godt for enkelte lokalsamfund, men den løser ikke de grundlæggende problemer, som udviklingslandene har. Bistanden batter således ikke i det store billede, og den kan hurtigt komme til at virke som håbløse lappeløsninger.

Udviklingsbistandens negative konsekvenser

Men hvorfor er det så, at den ikke virker? Der er der uden tvivl rigtig mange forklaringer på. Man taler også om flere ”generationer” af dansk udviklingsbistand, hvor man for hver generation yder bistanden på en ny og forbedret måde på baggrund af de erfaringer, man har gjort sig i den forrige generation. Men bistanden har altså endnu ikke formået at blive optimeret så meget, at det rent faktisk virker efter hensigten (på trods af at venstrefløjspolitikere konsekvent påstår det modsatte).

Der er minimum 4 potentielle negative bivirkninger ved at yde udviklingsbistand, som vi kan se nærmere på. Det skal her understreges, at de kan forekomme i varierende grad, og at de ikke nødvendigvis vil være resultatet af udviklingsbistand. Der er bare meget, der taler for det, og det er ofte set.

1: Hollandsk syge

Når man vil yde bistand i et givent land, må man investere den tiltænkte mængde kapital i landets valuta for at kunne bruge kapitalen i landet. Når man handler og bruger penge i et land, gør man det jo med landets egen valuta. Den høje efterspørgsel efter den lokale valuta får den til at appreciere. Det betyder blot, at den bliver dyrere ift. andre valutaer, men det svækker landets konkurrenceevne, for når valutaen er dyrere, er landets varer også dyrere sammenlignet med andre landes. Det giver altså landet dårligere handelsvilkår, og det forværrer derfor økonomien. Derudover skaber udviklingsbistanden typisk en stor offentlig sektor og en lille eksportsektor. Den sektor, som landet skal handle med udlandet med, skrumper altså, og man gør således landets konkurrencevilkår ringere over en bred kam.

2: Politiske incitamenter

Udviklingshjælp kan selvfølgelig finansiere reformer af u-landets økonomi, som oftest har hårdt brug for økonomiske strukturreformer på mange punkter – men det kan også dække de værste symptomer på problemerne. Bistanden kan være den kapitalindsprøjtning, der gør, at de økonomiske nøgletal ser nogenlunde ud på trods af, at økonomien egentlig er i en frygtelig forfatning. Det afhænger af den politiske vilje i udviklingslandet, men ulandsbistand er generelt negativt korreleret med reformsandsynlighed. Det er aldrig sjovt at gennemføre upopulære økonomiske reformer – heller ikke i udviklingslande.

3: Fungibilitet

Det lyder meget fancy, men det er egentlig meget simpelt. Hvis man støtter en bestemt sektor i et udviklingsland (f.eks. skolevæsenet), så vil landet trække penge ud af den sektor og ind i andre sektorer. Udviklingsbistanden sørger jo for, at serviceniveauet i den givne sektor bliver på samme niveau eller endda forbedres, og derfor er der ikke grund til at poste lige så mange penge i den givne sektor fra statens side. De sektorer, som de statslige midler så i stedet bliver flyttet over i, vil typisk være områder, hvor det er lederne, ikke borgere, der får noget ud af det – og så er vi lige vidt, og den almene befolkning har ikke fået det bedre. Pengene kan f.eks. gå til våben, så styret får bedre muligheder for at kontrollere sin befolkning, eller det kan gå til dyre biler eller andre luksusimportvarer, som landets ledere kan nyde godt af.

4: Gældsproblemer

Når man modtager udviklingsbistand, kan man bruge den til at afvikle sin gæld. Men man kan også lade være, fordi det underminerer ens incitamenter til at gøre det. Hvorfor betale ens gæld tilbage, når man alligevel hele tiden får en masse penge udefra? Det er altid surt at bruge penge på at tilbagebetale gæld, fordi man ikke får noget nyt ud af de penge. Man behøver heller ikke bekymre sig om de ofte massive renteudgifter, som gælden skaber, fordi udviklingsbistanden kan finansiere dem. Derfor fastholder man landene i gældsproblemer, hvis den politiske vilje lokalt ikke er der til det modsatte.

Der er altså tydeligvis nogle store problemer ved at yde den naive vækstorienterede udviklingsbistand, som vi ofte gør, fordi det kan have nogle bivirkninger, som nærmere fastholder udviklingslandene i fattigdom snarere end hjælper dem ud af fattigdom. Den kan skabe nogle uhensigtsmæssige økonomiske forhold, og den kan fungere som en politisk og økonomisk sovepude på flere måder, som blot kommer til at holde økonomierne kunstigt i live. Men hvad kan vi så egentlig bruge udviklingsbistand til? Og hvordan kan vi så hjælpe udviklingslandene ud af fattigdom? Læs med i næste artikel for at få nogle svar!