Er det symbolpolitik?

Mange af os er vokset op i en tid, hvor det at køre over en grænse, har været nemt, hurtigt og ikke noget man bemærkede. For sønderjyderne var en tur i Fleggaard det samme som en tur i Bilka. Og for om du pendlede fra Malmø til KBH eller fra Slagelse til KBH var egentlig også det samme. Sådan har det været de sidste mange år, men nu er den tid forbi. Schengen-traktaten står for fald.

Den 4. januar genindførte Sverige grænsekontrol, når du kører over Øresundsbroen. Det er ikke det første Schengen-land til at genindføre deres grænsekontrol, men til gengæld rammer det rigtig mange danskere, som hver dag pendler mellem Malmø og København. Ligesom det også kommer til at ramme DSB, da det er deres ansvar at kontrollere passengers ID.

Hvad gør Danmark?
Regering svar på den svenske kontrol, har været at indføre grænsekontrol ved den tyske grænse. Man er bange for, at vi ender med en masse flygtninge som ellers ville have taget til Sverige. Det er lidt som om, at vores og den svenske regering, bare forventer man kan sende problemet videre til naboen, i stedet for et fælles ansvar med en fælles løsning.

Schengen-samarbejdet bygger på ideen om at nedlægge de europæiske grænseposter og fjerne grænsekontrollen inden for Schengenområdet og harmonisere den eksterne grænsekontrol, således vi har stærke ydergrænser.

Det er en grundsten til at sikre den frie bevægelighed.

Men nu med Sveriges genindførelse af grænsekontrol og den danske ved den tyske grænse, står hele ideen og grundtanken til at smuldre. Det Europa, som jeg er vokset op i, står til at smuldre.

“Midlertidig” grænsekontrol

Schengenaftalen tillader medlemslande at indføre en midlertidig grænsekontrol i ekstraordinære tilfælde, hvilket regering har vurderet flygtningekrisen til at være. Den danske kontrol varer i første omgang 10 dage, hvorefter man så vil vurdere om den skal forlænges med 20 dage. Desværre er jeg overbevist om, at regering vil forlænge kontrollen.

Løser denne kontrol krisen? Nej! Kun med en fælles løsning i EU, kan vi løfte denne opgave. Vi skal ikke indføre grænsekontrol internt, men derimod skal vi styrke vores kontrol ved EU’s ydre grænser. Dernæst skal vi give flygtninge mulighed for at søge asyl, på asylcentre i deres land eller naboland. Politik skal føres, fordi det virker, og ikke blot være symbolpolitik. Grænsekontrol er intet andet end symbolpolitik, der nu får Schengens storhed til at smuldre.

En trist slutning på en æra.