Flygtninge har ret til eget liv

Forleden mødte jeg en af de her flygtninge vi alle taler om, men ikke med. Et af de mennesker, som kommer her for at bruge alle vores skattepenge, overtage vores samfund og indføre islam.

Gutten jeg snakkede med hed Muhammed, og var flygtet fra Syrien og fået politisk asyl for to år siden efter flere års krig i hans hjemby.

Muhammed kommer fra en familie og et samfund, hvor man gerne vil tjene sine egne penge og ikke være afhængig af andre. Som han selv siger, så er det jo ikke tilfældigt, at mange udlændige især fra Mellemøsten har deres egne spisesteder og frisørsaloner rundt om i Danmark. Og netop frisør er Muhammed uddannet til, hvorfor han brugte sin opsparing sammen med et lån til at starte sin egen frisørsalon i Danmark. Det kørte meget godt og efterfølgende valgte Muhammed at starte på HF fjernstudie i fritiden, og sidste måned valgte han at bruge sit overskud fra sin frisørsalon til at være medinvestor i en restaurant og desuden arbejde der i fritiden.
Muhammed er eksemplet på en borger, der ikke kom ind i det offentlige system. Han lærte dansk uden om kommunen i frisørsalonen, tjente sine egne penge ved at arbejde og tog selv en uddannelse, fordi han ville. Han gjorde det, fordi han ikke vil forsørges af andre, som rigtig mange af hans landsmænd fra Syrien.

“Men når man kommer til Danmark er oplevelsen, at det er det offentliges opgave at integrere individet og ikke individets eget ansvar – det er her vi begår den mest grundlæggende fejl.”

Det offentlige system overtager alt ansvar og dermed også alt incitament og engagement fra borgere, uanset om det er flygtninge, migranter eller danske borgere. Vi skal forvente ansvar af borgere, og når de ikke lever op til dette ansvar, skal vi sanktionere og hjælpe.

“Det er flygtningens eget ansvar at lære dansk og få et job, hvis de ikke gør det, må vi sanktionere så de bliver presset til det.”

Hvis grunden ligger i flygtningen ikke kan, skal vi derimod hjælpe men altid med et aspekt af ansvar. For hvis man ikke er herre i eget hus, hvorfor skal man så interessere sig for, hvordan huset ser ud? Det, at bestemme over sit eget liv, tjene sine egne penge og bidrage til resten af samfundet, er den bedste velfærd vi kan give til borgere, uanset om de er danske eller udlændinge.