Iran vs. Saudi-Arabien

De islamistiske rædselsregimer Iran og Saudi-Arabien har endnu en gang lagt armene over kors og relationerne på is. Timingen er mildest talt uheldig, men den rummer perspektiver for vækkelsen af vestens internationale identitet.

Den danske udenrigsminister Kristian Jensen (V) var for nyligt på en storstilet charmeoffensiv i Iran. Det stod lysende klart, at han med udsigt til den planlagte udfasning af sanktionerne rettet mod det omdiskuterede præstestyre, ønskede på et tidligt tidspunkt at fremme danske erhvervsinteresser på et marked, der snart vil åbne sig på ny. Forudsigelig og naturlig adfærd for en udenrigsminister.

Ihærdighederne til trods kom den verserende diplomatiske krisesituation imellem Saudi-Arabien og Iran hurtigt til at overskygge og dominere dagsordenen for det danske besøg. Ved første øjekast er de umiddelbare stridspunkter mellem de to lande da også tydelige:

Saudi-Arabien er et konservativt, sunnimuslimsk kongedømme, mens Iran er et shiamuslimsk, republikansk præstestyre.

Saudi-Arabiens bedste venner tæller USA, Storbritannien og de rige golfstater – Irans tæller bl.a. Rusland, Kina, Syrien og Libanon.

Med disse hjørner kridtet op kan det ikke undre, at de to mellemøstlige magtfaktorer ofte ender i clinch med hinanden. Henover årene er voldsomme anklager blevet luftet fra begge sider, mens forholdet er gledet ind og ud af diplomatiske tørkeperioder, der har haft stor betydning for energipriser og den generelle stabilitet i Mellemøsten. Det seneste skud på stammen drejer sig om, at Saudi-Arabien for nyligt har eksekveret henrettelser af 47 personer med både sunni- og shiamuslimsk baggrund, der alle blev dømt for ”terrorisme” – en ren kutyme sag for Saudi-Arabien, der besvarer al hjemlig opposition med vold, fængslinger og henrettelser. Det særlige ved denne omgangs statssponsorerede blodsudgydelser var dog, at den shiamuslimske, religiøse leder, Nimr al-Nimr, var iblandt de dræbte. Det udløste et shiamulimsk ramaskrig, demonstrationer i flere shiamuslimske lande og endeligt afbrydelsen af såvel diplomatiske som handelsmæssige relationer Iran og Saudi-Arabien imellem. Og nå ja, så blev den saudiske ambassade i Teheran brændt ned den efterfølgende nat.

Konflikten er på én og samme tid både forudsigelig og absurd. Irans kritik af saudiernes henrettelser rammer i lige så høj grad dem selv, idet de alene sidste år udførte mere end 1000 henrettelser af politiske og religiøse mindretalsindivider – et decideret rekordår for anvendelsen af dødsstraf i præstestyret. Vi har at gøre med to rædselsregimer, hvis helt grundlæggende forskelle bygger på uenigheder om profeten Muhammeds efterfølger, men som generelt set har opbygget meget lignende teokratiske totalstater. Således forekommer det nærmest komisk, når disse lande i ramme alvor peger fingre ad hinanden med humanitære og liberaldemokratiske argumenter i hånden.

Ikke desto mindre kan konfliktens opblussen have vidtrækkende og katastrofale konsekvenser for sikkerheden og fredsprocessen i Mellemøsten. Der er ikke umiddelbart grund til at tro, at de militære konfrontationer mellem Saudi-Arabien og Iran vil bevæge sig udover de sædvanelige proxy-kampe i tredjepartslande gennem diverse forlængede arme, men hvis man har som ambition at finde en politisk løsning på konflikten i Syrien, så er det rent ud sagt en kæmpe katastrofe, at iranerne og saudierne ikke er på talefod. Det er ganske enkelt svært at forestille sig en konstruktiv og betydningsfuld aftaletekst falde på plads, når to for regionen så afgørende spillere ikke kan enes, og det vil i givet fald kræve ekstraordinære diplomatiske indsatser fra de øvrige parter, heriblandt især USA og Rusland.

De dystre udsigter for Syrien til trods kan man dog finde glæde i det forhold, at den apologetiske tone overfor Saudi-Arabien blandt vestlige ledere øjensynligt er i bedring. EU og USA har offentligt erklæret, at henrettelsen af Nimr al-Nimr var i strid med menneskerettighederne og almindelige retsstatslige principper. Man kan håbe, at dette var et wake-up call og bliver startskuddet til en normalisering af det vestlige forhold til Saudi-Arabien. Der er intet til hinders for, at vi fortsat kan bibeholde fornuftige relationer til kongedømmet af økonomiske, strategiske og geopolitiske årsager, alt imens vi offentligt fordømmer og internt modvirker disse groteske og utallige overtrædelser af basale frihedsrettigheder hver eneste gang, de hænder. Det nytter ikke noget, at man gang på gang ser vestlige udenrigsministre og ledere afholde sig fra at kritisere saudierne, blot fordi man ønsker at pleje et eller andet forskruet venskabeligt bånd. Det er uacceptabelt og unødvendigt.

Vi skal tage forholdsregler og stille krav. Kanalerne skal være åbne, samarbejdet pragmatisk og den liberaldemokratiske kritik klar og utvetydig – også når vi er på fint besøg i guldpaladserne.