BREXIT på godt og ondt – en skelsættende skilsmisse eller forfordelte frynsegoder?

 

Briterne står ved en skillevej, hvor begge veje vil efterlade et stærkt rystet EU-samarbejde. Storbritannien tager EU-samarbejdet op til revision. Ikke alene er timingen ufattelig uheldig midt i en flygtningekrise, men som et af de største, mest bidragende og mest indflydelsesrige lande, så vil det sende chokbølger gennem hele EU, hvis Storbritannien ender med at forlade EU.

David Cameron er optimist, men han har samtidig en sund skepsis over for samarbejdet, som han mener har hæmmet økonomisk vækst i landet specielt med fokus på Eurozonens finansielle kriser – EU er i dag, ifølge Storbritannien, roden til problemet frem for løsningen. Camerons helt klare budskab til hans eget parti, dengang han blev valgt som formand for The Conservative Party, var, at man skulle dæmpe og nedtone utilfredsheden med EU, fordi det ville kun splitte partiet og landet i to dele. Nu har selvsamme mand indkaldt til folkeafstemning for også dertil at forhandle en bedre aftale hjem for Storbritannien.

 

Meget af den forklaring til, hvorfor briterne skal stemme om fortsat deltagelse i EU, tilskrives David Cameron og hans partis stigende utilfredshed med Østeuropæere, som lukrerer på generøse velfærdsydelser og har alt for nem adgang til Storbritannien. Men forholdet mellem Storbritannien og resten af EU har, ligesom nu, aldrig været en dans på roser. Op igennem 70’erne, hvor situationen med en stagnering i økonomisk vækst var den eksakt samme som nu, men holdningen til deltagelse i EU var den stik modsatte af, hvad den er i dag. Man så dengang deltagelsen i EU som et liberalt og positivt modvirke mod den økonomiske tilbagegang. Men med Thatcher ved roret i de efterfølgende år blev forholdet til EU ændret markant, fordi Thatcher blev overtalt til at deltage i ERM-samarbejdet, som betød, at Storbritanniens økonomi, banker og renter skulle danse efter Tysklands pibe, hvilket endte ud i politisk selvmord for Thatcher, og Storbritannien forlod ERM-samarbejdet kort efter, at de havde tilsluttet sig det.

For Danmark er det en væsentligt diskussion, som et af EU’s allerstørste lande tager, fordi Danmarks velfærdssamfund i mange år er blevet chikaneret af Østeuropæere, der hjemsender børnecheck og andre velfærdsydelser. Det er bagsiden af den frie bevægelighed, men det problem kan kommes til livs uden at forhindre det essentielle i samarbejdet og det indre marked – den frie bevægelighed. Et af de krav, som Cameron har fået igennem, er strengere krav for tilegnelse af sociale ydelser for immigreret arbejdskraft, og det er et krav som Lars Løkke deler. Men den løftestang, som Danmark og Storbritannien havde, bliver gjort til en benlås af EU, fordi kommissionen lover fremover aldrig at ændre, diskutere eller pille ved andre velfærdsydelser som eksempelvis pensionsydelser.

 

Danmark ligger på mange måder på linje med Storbritannien i spørgsmålet og forholdet til EU, men skal Danmark følge trop, når de Østeuropæiske føler sig taget ved næsen? Fordi flere lande vil uden tvivl føle sig uretfærdigt behandlet, når Storbritannien får særbehandling, og netop af den grund synes jeg, at der er meget grund til at følge trop på aftalen og føre den videre, fordi vi skal ikke, naive som vi er, tro, at alt hvad EU foretager sig, og hvad vi siger ja til, er godt, fordi EU er ikke udelukkende lutter lagkage – vi skal være kritiske, vi skal altid være kritiske.
Aftalen ligger nu på bordet, og det skal nu være Camerons og Løkkes opgave at overbevise EU-skeptikere, der vil forlade EU, at vi sagtens kan tage samarbejdet op til revision uden at forlade det. Vi ønsker hverken en føderal social union eller at stå alene ude i kulden, så ambitionen må være at Storbritannien bliver i EU og at Danmark aldrig skal træffe den beslutning, fordi for alle er samarbejdet nødvendigt – det skal bare foregå på ordentlige præmisser og rimelige vilkår.