The Pivot to Asia

USA’s vej fra Mellemøsten til Asien

Op gennem 2000’erne var USA’s udenrigspolitiske fokus under George W. Bush uden anfægtelse centreret om Mellemøsten. Især krigene i Afghanistan og Irak og den mere abstrakte ”War on Terror” tiltrak enorme ressoucer – både økonomiske og menneskelige. Der begyndte dog efterhånden at brede sig en større og større erkendelse i den amerikanske administration om, at disse krige havde slået fejl, og at det amerikanske engagement i Mellemøsten ikke havde været succesfuldt. På den baggrund havde præsident Obama, da han overtog præsidentembedet i 2009, en klar idé om, at USA i stor udstrækning skulle trække sig ud af den del af verden. I stedet ville han fokusere på Asien – og det er der en god grund til.

Asien som verdens fremtidige omdrejningspunkt

Hele den asiatiske region er i stigende grad ved at udvikle sig til et økonomisk og geopolitisk centrum, hvor størstedelen af landene oplever voldsomme vækstrater, og en meget markant del af verdenshandlen går igennem. Især Kina ses som en rising power på vej mod regulær supermagtsstatus med verdens næststørste (og stadigt eksplosivt voksende) økonomi samt et konstant voksende militærbudget, men også lande som eksempelvis Indien og Indonesien er lande, som man virkelig skal holde øje med i fremtiden. Asien er den region i verden, hvis globale indflydelse vokser klart mest i disse år, og sådan vil det med meget stor sandsynlighed blive ved med at være i de kommende årtier. Derfor så Obama og hans administration et behov for, at USA begyndte at bruge flere ressourcer i den del af verden, som Bush et stykke henad vejen havde forsømt.

Denne ændrede udenrigspolitiske strategi formulerede Obama og daværende udenrigsminister Hillary Clinton i 2011. Den blev kaldt ”the Pivot to Asia”, hvilket på en direkte og klodset oversættelse betyder ”drejningen mod Asien”. Siden har Obama-adminstrationen forsøgt at føre en udenrigspolitik med netop dette fokus. Om det så er lykkedes, vender vi tilbage til.

The Pivot består af tre spor: et diplomatisk, et økonomisk og et militært. Det diplomatiske spor handler først og fremmest om, at USA har øget sin diplomatiske tilstedeværelse i Asien massivt med utallige statsbesøg fra en lang række amerikanske repræsentanter. Derudover har USA styrket sit engagement i de multilaterale organisationer, der eksisterer i Asien. Det økonomiske spor indebærer to frihandelsaftaler (den multilaterale TPP-aftale og en frihandelsaftale med Sydkorea) samt øget handel med de asiatiske lande, mens det militære spor består af et relativt større militært fokus på regionen ift. tidligere, en bredere militærtilstedeværelse og styrkede forsvarssamarbejder med nærmest alle regionens lande.

Formålet med the Pivot

Men hvad er så egentlig målet med USA’s Pivot to Asia? Én ting er, at USA øger sit fokus på regionen, fordi den vokser sig hastigt stærkere, men hvad ønsker supermagten i grunden at opnå? Faktisk efterkommer amerikanerne i høj grad blot et stærkt ønske fra dets alliance- og samarbejdspartnere i området. Både Japan, Sydkorea, Filippinerne og mange andre er dybt bekymrede over den udvikling, Kina er inde i, og de frygter, at Kina ønsker at opnå en total dominans over regionen og dermed også disse landes suverænitet. Og de ønsker, at USA skal sikre, at dette ikke sker. Men det er ikke kun Kinas nabolande, der har et ønske om, at Kina ikke udvikler sig til en supermagt på linje med USA. Det ønsker USA naturligvis heller ikke selv, for det vil betyde, at de skal til at dele rollen som dem, der bestemmer de spilleregler, som det internationale system er bygget op omkring. Derfor gør USA lige så meget det, de gør, for deres egen skyld. Deres øgede engagement i Asien bærer præg af, at de vil sørge for, at Kina ikke bryder de internationale spilleregler, som USA med den liberale verdensorden står i spidsen for. USA har ikke noget imod, at Kina vokser og udvikler sig – så længe de ikke forsøger at skubbe til den måde, tingene fungerer på i det internationale system. Dét er hovedmotivet for the Pivot to Asia.

Problemet for Obama og ønsket om at fokusere USA’s udenrigspolitiske kræfter er bare, at selvom USA er verdens eneste supermagt, som bestemmer den liberale verdensordens spilleregler, så kan de ikke bestemme verdens gang. Det har betydet, at der er kommet flere ting i vejen for, at the Pivot to Asia for alvor har kunnet udfolde sig. Et aggressivt Rusland, et arabisk forår og en voksende Islamisk Stat har tvunget USA til fortsat at bruge mange udenrigspolitiske ressourcer i Mellemøsten og Europa. Det har uden tvivl været til stor frustration for Obama, men det forklarer også langt henad vejen, hvorfor USA ikke har engageret sig i disse konflikter og udviklinger på samme måde, som de nok havde gjort for 10 år siden. Et USA med Obama i spidsen vil hellere engagere sig så lidt som muligt i disse dele af verden, fordi det ikke er her, de store magtkampe kommer til at være i de kommende årtier. Og spørgsmålet er, om vi fra Danmarks og Europas side ikke bør støtte USA i denne prioritering ved selv at tage mere ansvar for de udfordringer, der er i vores del af verden, og så lade USA tage sig af at sikre den liberale verdenordens overlevelse, som vi alle nyder så godt af, de steder, hvor den virkelig risikerer at blive truet?