Det billige – men effektive forsvar!

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Formålet

 

Obama nævnte ved sidste NATO topmøde d. 9 juli i Warszawa, at nationer som Danmark burde fokusere mere på forsvarsbudgettet grundet de stigende udfordringer for NATO. Herhjemme er der lange udsigter til oprustning. Men findes der andre måder at effektivisere sit forsvar på? Her er Smart Defence reelt et godt bud for små nationer.
Siden murens fald har de fleste europæiske nationer i NATO reduceret deres forsvarsbudgetter markant. Grundlæggende er det kun fem medlemslande, som overholder NATO’s anbefaling om som minimum at afsætte 2 % af BNP til forsvarsbudgettet, heriblandt USA, Grækenland, Storbritannien, Estland og Polen. De resterende 23 medlemslande, herunder Danmark, overholder ikke det anbefalede mål. Udviklingen kan skyldes mange faktorer, om end afslutningen på den kolde krig overordnet set synes at være den primære. Finanskrisen og Den Europæiske gældskrise udløser dog et oprør blandt medlemslandene med hensyn til at tilstræbe en billigere og samtidig mere effektiv måde at opretholde alliancens opgaver. Formålet er nemlig at sikre, at medlemslandene, særligt de europæiske, skal kunne udvikle deres forsvar på en måde, der kan fungere i et integreret NATO-forsvar, selvom der er økonomisk stagnering.

 

Hvad er Smart Defence?

 

Daværende NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen definerede Smart Defence som »Ensuring greater security, for less money, by working together with more flexibility«. Smart Defence betyder altså, at medlemslandenes forsvar i højere grad skal rationaliseres. Alle medlemslande behøver måske ikke et stort antal kampvogne — hvis det f.eks. er tilstedeværelsen af flåde- og flykapacitet der er behov for i Arktis — og omvendt. Et godt eksempel på Smart Defence er også, hvis medlemslandene går sammen om en fælles ammunitionslagre eller et samarbejde om bestemte våbentyper. Derved bliver de vigtigste begreber inden for Smart Defence prioritering, specialisering og samarbejde. Prioritering, fordi nationerne skal fokusere på, hvad alliancen har brug for og ikke, hvad nationen har brug for. Specialisering: fokus på landets styrker og svagheder og dermed beslutte, hvad alliancen har mest brug for fra det pågældende land. Samarbejde er selvfølgelig det vigtigste begreb, idet Smart Defence reelt handler om en ny måde at samarbejde om sikkerhedspolitik på. Et fiktiv scenarie kunne fx være hvis Danmark blev påbudt at mobilisere flere landtropper og bruge en større del af forsvarsbudgettet på landtropper – og i stedet købe kampfly sammen med de andre nordiske NATO lande. Altså er Smart Defence en nytænkning af indkøb og brug af militær materiel. Dermed kan det være en form for sammen integreret forsvarsindkøb og materiel med formål at sikre et effektivt forsvar i tider med økonomisk stagnering.

 

Hvordan kan det opnås?

 

Grundlæggende vil en Smart Defence-struktur kræve, at medlemslandene ser bort fra nationale interesser og fokuserer på, hvad alliancen reelt har brug for. Det vil kræve en såkaldt »pool and share«- stragegi, hvor medlemslandene deler deres forsvarsressourcer med andre medlemslande. Landene skal kigge bort fra industrielle særinteresser og ikke mindst tage hensyn til suverænitetsniveauet. Så længe NATO består af frie suveræne nationer, afhænger det hele af landenes villighed til sådan et forsvar. Det hele vil derved afhænge af landenes villighed til at indgå sådan et samarbejde. De større lande i NATO har været kritiske over for ideen, og kritikken har lydt, at det vil betyde, at medlemslandene vil købe mindre materiel og til lavere priser, da landene sammen vil kunne presse prisen ned. Det er især her, at lande som USA og Frankrig har interesser i at holde prisen for våbenindustrien oppe. Mindre lande med nærmest ingen våbenindustri har en klar interesse i et Smart Defence. Det er især vigtigt at påpege, at Smart Defence bryder med den traditionelle måde, NATO hidtil har kørt på, men det kan uomtvisteligt være svaret på de europæiske landes nedtoning af deres forsvarsbudgetter.

 

Danmark i Smart Defence

 

Under den sidste socialdemokratiskledede regering har Danmark været en stor støtte for Smart Defence. Det kan også skyldes, at regeringen sparede op mod 15 % på forsvarsbudgettet.

Danmark har traditionelt været stor tilhænger af forsvarssamarbejde og er en aktiv deltager i det såkaldte Baltic Air Policing og Icelandic Air Policing-samarbejde. Derudover foreslog Danmark i 2012, at det nordiske forsvarsarbejde, NORDEFCO, i højere grad burde købe dyrere militærmateriel sammen, og navnlig dette er i vid udstrækning i harmoni med Smart Defence-idealet.

I mine øjne burde Danmark tilslutte sig Smart Defence-idealet, når det drejer sig om Arktis og de danske droner i dette område. Flere eksperter påpeger, at Danmark ikke har råd til erhverve sig et effektivt og nødvendigt droneforsvar i Arktis. Hvis Canada, Norge og Danmark tilsammen kunne tilkøbe sig dette, ville det være en klar fordel for landene i fællesskab.

Under den nuværende regering har Danmark underskrevet et »MOU« (Memorandum of Understanding)-projekt. Danmark er den ledende aktør i dette projekt inden for Smart Defence. Projektet handler om præcisionstyrede våben (PGM), og netop et fælleskøb ville foranledige, at flere lande har råd til købe nye våben.

 

Smart Defence’s udvikling

 

På topmødet i Chicago vedtog NATO starten på Smart Defence — som et forsvarspolitisk svar på finanskrisen. Man indledte ti konkrete projekter, herunder træning og uddannelse af helikopterpiloter, deling af maritime overvågningsfly, fælles lægebehandling samt det fælles ammunitionslager, som Danmark foreslog. Støttefunktioner og logistik anses for at være et rationelt startsted for Smart Defence. Selvom ideen havde bred opbakning i 2012, og man efterfølgende har set flere eksempler på Smart Defence-initiativer, er der stadig lang vej igen.

 

Ulemper ved Smart Defence

 

Der er både fordele og ulemper ved denne måde, at integrere medlemslandenes militære kapaciteter. En klar ulempe er, at nationer med økonomisk tilbagegang, vil se det som en mulighed for at “slippe” for indkøb af dyrt men nødvendigt militær materiel. Dog er det ikke en strukturel fejl, men kan hypotetisk fremkomme. Man kan også frygte, at de større nationer ikke vil støtte modellen grundet økonomiske interesser i forhold til våbenindustrien.

Derudover kræver Smart Defence modellen en stor tiltro til NATO-samarbejdet blandt medlemslandene. Ved Warszawa blev sammenholdet i Alliancen tydeligt markeret. Mange eksperter har påpeget, at NATO i øjeblikket er delt op i et såkaldt A og B hold. A holdet er “founding fathers” mens B holdet er blevet til de nyeste NATO lande i Østeuropa. Man kan frygte, at nationernes sammenhold kan stå i vejen for modellen.