Dobbeltmoralske Farage

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Nigel Farage er og bliver en utrolig mystisk politiker, hvilket netop har gjort ham så kendt i det EU-politiske landskab. Målrettethed blandet med en god portion retorisk talent udgør en yderst karismatisk, velformuleret politiker. Dog bliver det samtidig nemmere at stemple ham som værende ufattelig dobbeltmoralsk. En legitimitetstruende svag side af ham, som givetvis ikke har fået meget omtale.

Farages UKIP fik et katastrofalt dårligt valgresultat tilbage i 2015, der sikrede partiet kun et enkelt sølle sæde i House of Commons til trods for at have fået hele 12,7% af stemmerne (næsten 3,9 millioner stemmer). Samtidig fik Liberal Democrats kun 7,9% af stemmerne, hvilket alligevel sikrede dem 8 pladser i parlamentet. Efterfølgende var Farage ude og brokke sig i de britiske medier over Storbritanniens ‘first past the post’-valgsystem, der endte med at gøre livet surt for partifællerne fra det EU-kritiske UKIP.

Halvandet år senere vælger Farage at støtte Donald Trumps kampagne, der tilmed vandt præsidentvalget, selvom Hillary Clinton fik over 2 millioner stemmer mere takket være det samme kontroversielle valgsystem, som kostede UKIP dyrt hjemme i Storbritannien. Med andre ord kan Farage nu se sin amerikanske allierede inden for den populistiske bevægelse sejre på bekostning af den demokratiske legitimitet, som han i forvejen ser som stærkt manglende i anvendelsen af ‘first-past-the-post’.

Derudover kritiserede Farage også Barack Obama under EU-folkeafstemningen i Storbritannien i sommer for at blande sig for meget i briternes beslutningstagen. Alligevel har Farage stort set ikke lavet andet end at støtte Trumps kampagne under valgkampen i USA ved at rose ham til skyerne på direkte amerikansk TV og holde episke taler til den kommende præsidents vælgermøder. Farage er utvivlsomt klar over denne ændrede synsvinkel fra britisk til amerikansk politik, men dette kan betragtes som et tegn på, at kampen for at få EU til at krakelere skal ske for enhver pris.

Man kan undre sig over, at medieopmærksomheden omkring Farages tydelige dobbeltmoral har været så stærkt fraværende. Den britiske EU-skeptiker burde stå til regnskab for sin stærkt forvirrende kommunikation, når han i forvejen nyder at kritisere EU for at mangle komplet demokratisk legitimitet, mens han selv har støttet en valgsejr, der ikke formåede at vinde flertallet af befolkningens stemmer. Det er dog vigtigt at holde fast i det faktum, at demokratiet automatisk skal skabe rammen for at kritisere aspekter i selv samme styreform, og det er helt på sin plads, at Farage udnytter den mulighed ved at skyde løs på det britiske valgsystem. Dog kan man som vælger sidde tilbage og betragte ironien i en selvudnævnt patriots fejring af en politisk sejr, der blev sikret med et middel, manden selv måtte lide under året forinden.