Da Boris Johnson ladede kanonerne

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Af Anders Glavind, VU København.

Den 1. oktober løber ’The Conservative Party Conference 2017’ af stablen i Manchester, og det tegner mere og mere til at blive et noget mere intens landsmøde end ventet for det britiske regeringsparti. Udover den pinlige svækkelse af partiets position i parlamentet og de uendelig lange BREXIT-forhandlinger kan dagsordenen ende med at blive præget af en åben kamp om topledelsen. Boris Johnson, har i hvert fald gjort sit for at holde journalister og kommentatorer beskæftiget de seneste uger efter udenrigsministerens markante udtalelser.

Under Storbritanniens EU-folkeafstemning i 2016 markerede Boris Johnson sig tydeligt som en stærk fortaler for at forlade samarbejdet, og hans fremtræden opsummerede klart den totale splittelse hos de konservative, når det gælder EU-spørgsmålet. Da drømmen endelig gik i opfyldelse og vejen var banet for at kunne overtage nøglerne til Downing Street 10, stak partifællen, Michael Gove, Johnson i ryggen og fjernede al støtte om et eventuelt premierminister-kandidatur i kølvandet på David Camerons farvel. På randen af en intern borgerkrig, vandt Theresa May som bekendt magten, der var en passiv tilhænger af ’Remain’-siden optil folkeafstemningen, mens Johnson kunne trøste sig selv med udenrigsministerposten.

Her melder spørgsmålet sig, om Boris Johnson har opgivet sin ambition om at overtage førersædet og dermed få sikret en BREXIT-aftale, der falder mest i ’Leave’-sidens favør. Et par dage før Mays længe ventede tale i Firenze fik Johnson nemlig en lang klumme trykt i The Daily Telegraph, hvori han fremlagde sin egen vision for, hvordan briternes tid efter udmeldelsen bør se ud. De mange floskler om lave skatter, minimal statslig indblanding i Storbritanniens økonomi og om en generel ’hard BREXT’-retorik passede de britiske EU-skeptikere helt perfekt, mens hans egen regering tog sig til hovedet.

Den efterfølgende hetz fra de konservative partifæller rettet mod Johnson er næppe nogen overraskelse for ham. Han er tydeligvis klar over, at May aldrig før har stået svagere, og det elendige valgresultat fra foråret i kombination med klummen i The Daily Telegraph udgør tilsammen et farligt angreb på premierministerposten. Ved at fremlægge en tydelig, selvstændig vision for Storbritannien, når EU-medlemskabet endelig er opsagt, står hans plan i skarp kontrast til Mays ’blødere’ vej ud af unionen. På den måde har Johnson her rig mulighed for at beskylde May for ikke at respektere folkeafstemningens resultat og ideen om, at ”Brexit means Brexit!”. Er det her hullet, den karismatiske og ikke mindst kontroversielle udenrigsminister har ventet på?

Kort fortalt kan det meget vel blive aktuelt at sidde klar med popcorn og 3D-briller, når det konservative cirkus starter sin fire dage lange forestilling, hvor tvivlen om, hvem der egentlig skal være cirkusdirektør, kan komme til at fylde alt.