Derfor skal du stemme på en VU’er!

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Af Sarah Sand, Social-, Sundheds- og Kommunalordfører.

Om præcis 17 dage skal slaget stå, når borgere i landets 98 kommuner og 5 regioner kaldes til stemmeurnerne i anledning af kommunal- og regionsvalget. Valget afholder hvert 4. år og der er fast tradition for, at VU er en synlig spiller i valgkampen og i år er ingen undtagelse.

Vi har kandidater i 45 af landets 98 kommuner og kandidater i 4 ud af 5 regioner og over alt på de sociale medier, står et budskab stærkest: VU er klar til KV! Og med rette. Ved sidste valg viste VU nemlig, at det er Danmarks suverænt bedste ungdomsparti da mindre end 37 kandidater blev valgt til landets kommunal- og regionsråd.
Men hvorfor skal du stemme på din lokale VU’er?

Først og fremmest må man konstatere, at alle kommuner er forskellige og det derfor naturligvis er forskellige politiske problemstillinger vores lokale kandidater skal tage stilling til. Når det er sagt, vil jeg dog vove at påstå at VU’s kandidater har en række fællestræk, som gør at jeg trygt kan anbefale dig at stemme på din lokale VU’er. Helt overordnet handler det om at VU’s kandidater har en liberal og fri tilgang til kommunal- såvel som regionspolitik. Hvad end det handler om at sige nej til skattestigninger, begrænse bureaukratiet eller føre en politisk dagsorden der sætter mennesket før systemet, kan du regne med din lokale VU kandidat.

For at sikre en bred repræsentation er der er brug for unge VU kandidater til at ruske op i søvnige by- og regionsråd, hvor gennemsnitsalderen ofte er oversteget 50 år. I mange tilfælde har de unge kandidater nemlig i højere grad fingeren på pulsen i både studie- og ungdomsmiljøer i kommunen, og i regionen bringer de et friskt og nytænkende syn på et ellers presset og vanetænkende sundhedssystem.

Så derfor, når gardinerne om 17 dage bliver trukket for og du skal sætte dit kryds, så overvej lige, om ikke du skulle tage at stemme på en af VU’s kommunal- og regionsrådskandidater.