Børneopdragelse er ikke en statslig opgave

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Af Nana Hyttel Alrø og Sarah Sand.

Der er noget ravruskende galt med børneopdragelsen og dens ansvarlige forældre i Danmark. Det mener i hvert fald børne- og socialminister Mai Mercado. Det er hun givetvis ikke den første der har ment, og tager man et smut i Netto i ulvetimen og bliver mødt af skrigende unger der plager efter slik til aftensmad, ja så kunne man da godt fristes til at give hende ret. Det kan derimod være svært imødekomme den konservative ministers løsning på problemet, nemlig at staten i stedet skal facilitere den gode opdragelse, i form af konceptet ”opdragelsesdebatten”. Opdragelsesdebatten, mener Mercado, bør bestå at et udvalg, der med forskellige livssyn, skal komme med deres bud på, hvordan man bør opdrage sit barn. Initiativet, er svært ikke at få ondt i maven over – for er der da ikke længere nogle grænser for, hvor lidt tillid den danske stat nærer til sin befolknings evner til at klare ting, uden statsfinansierede håndbøger?

Netop Mercados forslag er udtryk for det ofte oversete skel mellem det liberale og konservative menneskesyn. Som liberale har vi tillid og tro på individets rationalitet og fornuft, og dermed også evner som forælder. Ikke fordi mennesker er uden fejl eller alle danske forældre er forbilledlige, men fordi det grundlæggende må være logik, at den beslutning, eller her forældreopdragelse, bedst træffes af dem som står situationen eller barnet nærmest og dermed har kendskab til de omkringliggende forhold. At Mercado mener retten til at opdrage sine børn som man ønsker det, bør tages fra de danske forældre er ligeledes et udtryk for en usund arrogance blandt eliten. Danskerne er, heldigvis, et broget og forskelligt folkefærd, med mange forskellige kulturer og opdragelsestilgange. At nægte denne mangfoldighed at udfolde sig på opdragelsesområdet, vil fjerne noget af det helt unikke ved de danske folkeskoler – netop at børnene for mulighed for at møde børn fra anderledes hjem end deres eget og dermed får en uvurderlig naturlig tolerance for den af vores demokratigivne forskellighed i befolkningen. Vi tror på danskerne. Og på de danske forældre. Få forældres mangelfulde eller endda fuldstændige svigt af deres børn, bør og må aldrig gå ud over de mange, mange andre velfungerende familier og deres ret til at opdrage som de ønsker.  Når man fra statsligt hånd vælger at tage ansvar for opdragelsesdebatten, så sender man også et signal til danske forældre om, at de ikke bør tage ansvar men at det, som i alt for meget andre henseender i livet, nok er noget barnepigestaten skal tage sig af og de skal forholde sig fordummende passivt til og indtage bagsædeposition overfor. At bede staten om at opdage sit barn er en falliterklæring for vores samfund.