En ansvarlig miljøpolitik

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Af Mikkel Nimgaard Schultz, Klima-, transport- og miljøordfører.

Miljø er i dansk kontekst spredt over et bredt udsnit af områder. Vi kan se miljøpolitisk på vores skove, landbrugsarealer, søer og have. Jeg mener, at vi som liberale har en opgave i at se på hvor meget af den regulering, der er på området, vi kan være foruden. Men samtidig skal vi ikke ødelægge miljøet. Jeg tror, et godt pejlemærke er EU. EU har sat nogle standarder ift. hvordan vi skal bibeholde vores standarder for miljøet, men samtidig være konkurrencedygtige.

I Danmark har vi, efter min mening, valgt at overimplementere den lovgivning. De danske landmænd er underlagt væsentligt strengere lovgivning end i alle vores nabolande i EU. For at tage et par eksempler, skal danske landmænd undergøde deres afgrøder, da man har vurderet at 100% af Danmarks jord er særligt udsat. Det er sandt, at der er visse områder i Danmark, hvor man skal passe mere på jorden, men det gælder ikke 100% af arealet. I det meste af Jylland kan jorden klare langt mere gødning end det får i dag. Undergødningen har så store konsekvenser for dansk korneksport, at særligt Asien specifikt undgår dansk korn, når de skal købe korn i EU. Det gør, at danske landmænd har meget svært ved at afsætte deres korn. Derudover er vores pesticidregulering langt hårdere end i resten EU. Vores drikkevand må maksimalt indeholde 0,1 mikrogram nedbrydningsprodukter pr. L. fra pesticiderne. Vi er det eneste land i EU, der har denne regel. Disse regler er simpelthen for hårde. I stedet for at skære al landbrug i Danmark over en kam fordi vi har visse udsatte områder i Danmark, bør vi se langt mere individuelt på, hvordan de enkelte landbrug klarer sig.

Vores primære problem i Danmark vandmiljømæssigt, er vores vandmiljøorganisationernes konflikt med landmændene. Vi har meget sårbart vandmiljø i Danmark, som vi derfor skal passe på. Det vil være trist, hvis vi hverken havde søer, åer eller lignende. Derfor skal vi fastlægge mere præcist, hvor i landet vores vandmiljø er sårbart og hvor det ikke er. Dernæst må vi koncentrere produktionerne af visse produkter ud fra det område, de passer bedst til. Vi kan ikke have iltsvind i vores søer og åer – og det får vi heller ikke, hvis vi for en gangs skyld kortlægger ordentligt, hvor der er risiko for iltsvind, og hvor der ikke er. Men samtidig er vi også nødt til at give en del af tilliden tilbage til landmændene. Landmændene i Danmark har levet i symbiose med deres nærmiljø længe, og de har på ingen måde til hensigt at ødelægge det. Så lad os sætte de danske gødningsniveauer lig med vores europæiske kollegaer, så de danske landmænd får fair konkurrencevilkår.

Alle danske landmænd skal konkurrere på lige vilkår. Derfor er det kun rimeligt, hvis vi fjerner de særtilskud, der lige nu gives til økologiske landmænd. Der er absolut ingen beviser for, at økologiske afgrøder er sundere end kommercielt producerede afgrøder. Derfor er det heller ikke statens opgave, at afgøre hvad der er rigtigt for den enkelte at putte i munden. Hvis du vil have økologi, skal du have lov til at købe det, men du må selv betale for det.
Sidst men ikke mindst, skal de danske skove stille og roligt sælges. Det skal de, da private aktørers incitament i at holde skovbrug i Danmark aldrig vil være at købe en skov for at fælde den igen uden at plante en ny. Derfor kan vi lige så godt få solgt de sidste skove ud.