Nej, det er ikke dig. Det er samfundet, som skaber stress og psykisk sygdom

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Børnene er for samfundet, hvad kanariefuglen er for minearbejderne i kulminen. Når flere og flere børn bliver syge og dratter om, så er der noget ravruskende galt. Og det er i dag tilfældet i det danske samfund.

Det er ikke bare diagnoserne inden for ADHD og autismespektret, der eksploderer. Antallet af børn, der bliver diagnosticeret med angst og depression, er tredoblet de seneste 10 år, ifølge Sundhedsdatastyrelsen. En del af denne voldsomme stigning kan, ifølge ungdomsforsker Søren Østergaard, til dels henføres til den måde, hvorpå vi har indrettet vores samfund.

Vi har gradvist øget presset på børnene i en tidlig alder. De bliver målt og vejet, fra de er små. Vi har skabt en testkultur, hvor vi er gået fra tilstedeværelse til til-tideværelse. Konkurrencestaten har sat sig i børn og unge. En almen holdning fra de unge studerende lyder på ”Kun hvis jeg får 12, så er jeg god nok”.

Det er en adfærd som er udbredt blandt de unge generationer. Hvorfor? Er det resultatet af konkurrencestaten? Presser de unge sig selv for at leve op til det stadig mere udbredte dogme om at bidrage til samfundets vækst? Kæmper de unge i dag i virkeligheden en indædt kamp for at leve op til forventninger, de mener at se hos omverdenen, mens de i et håbløst forsøg prøver at holde den indre uro i skak, indtil de en dag bryder sammen og opdager, at de har stress? For så bagefter at opdage, at det er der mange andre som også har.

Flere af mine veninder kender symptomerne. En har kastet op på i skolen, da de afgørende standpunktskarakterer var inden for rækkevidde. En anden er flere gange brudt sammen i supermarkedet, fordi beslutningen om, hvad aftensmaden skulle bestå af, var for uoverskuelig. En tredje har flere gange oplevet, at hun ikke kunne mærke sine ben. Sådan skal man ikke have det, når man blot er 18 år gammel. Samfundet har skabt smilende unge som opfører sig pænt, men har det skidt.

Er det så konkurrencestatens skyld? Ja, delvist. For vi lever i et samfund, hvor konkurrencen opleves fra en tidlig barndom. Det spiller et præg i hele uddannelsesforløbet, på arbejdsmarkedet og i karrieren. En konkurrence med sig selv og alle andre. Det er et uendeligt maraton med sig selv. Men bagtæppet for dette pres er et individualiseret samfund, hvor det enkelte menneske er sat fri fra tidligere tider strukturelle rammer. Dette gør det også svært for forældrene til de stressede børn. De er den første generation forældre, som ikke kan reproducere sin egen opdragelse. Netop fordi vi er blevet sat fri fra tidligere strukturelle rammer. Den nye generation er ikke opdraget i samme ”vi-kultur” som forældrene. Den nye generation er en ”jeg-generation”.

Vejen går frem i to retninger. Den ene peger mod opdragelsen. Begrebet skal nydefineres – og som forældre skal man have mod på at opdrage – og dermed også mod på at være tydelige modeller for børn, så de kan udvikle en indre fornemmelse af værdi. For de såkaldte curlingbørn er udbredt. Men det nytter ingenting.

Hvis man overbeskytter børn, så bliver de ikke robuste. Der kan være en tendens til, at forældre forsøge at feje vejen frem i livet for deres børn. I stedet skal de lære deres børn selv at bruge kosten og fjerne forhindringerne. Børn og unge har behov for at møde udfordringer, for man lærer igennem praksis. Men selvfølgelig er det ikke kun en opgave for en familie, der også er presset – mange forældre kan netop ikke magte opgave. Det er et projekt, som skal støttes systematik af skole og uddannelsessystemet.

Derfor peger vejen også i retning af både daginstitution og skole, hvor der for alvor skal nytænkes. Og vises politisk mod. For i skolen skal der gøres op med blinde præstations- og konkurrenceorientering, vi har adopteret i nyere tid. Udviklingen skal i stedet drejes i retning af at styrke børn og unges mentale robusthed og autonomi.

Vi skal som samfund nå længere end ret symptombehandling af en krise. Vi skal også forebygge i langt højere grad, end hvad der er tilfældet i dag. Vi skal i gang med en satsning der handler om at udvikle børn og unge som hele mennesker – ikke bare deres udvendige og målbare præstationer.