Polen, Østeuropa..

Polen, Østeuropa og dets ukronede konge

For godt en uges tid siden fejrede polakkerne 100-året for Polens genopståen efter første verdenskrig. Enorme demonstrationer bevægede sig gennem gaderne i alle Polens større byer. Uafhængighedsdagen blev markeret ved en række forskellige demonstrationer, men særligt demonstrationer organiseret af nationalistiske græsrodsbevægelser stjal rampelyset. Brændende EU-flag og slogans som ”Gud, ære og fædreland” stjal medieopmærksomheden både af polske og internationale medier. Søndagens demonstrationer var dog bare et symptom på en nationalisme, som i disse år præger og vokser i hele Øst- og Centraleuropa. Flygtningekvoter, retsreformer og en streng mediekontrol er alle nøgleord i vestlige mediers dækning af Østeuropæisk politik. Som én, der selv er opfostret af en polsk mor af gammel og stolt slægt, kan debatten dog ofte virke meget unuanceret og til tider pinligt uvidende. Vestlige mediers dækning er nemlig ofte komplet historieløs og uden meget forståelse for østeuropæisk politik og samfundsforhold. Jeg vil derfor i dette indlæg bestræbe mig på at oplyse og informere i højere grad end at påvirke. Jeg vil forsøge at trække røde tråde mellem Østeuropas blodige historie og nutidens politiske tendenser med særligt fokus på Polen og forsøge at tegne et billede af en af de mest magtfulde og indflydelsesrige europæiske politikere, Jaroslaw Kaczynski. Mit mål med indlægget er, at alle potentielle læsere af indlægget, efterfølgende skal kunne deltage i debatten på et mere oplyst og nuanceret grundlag.

For at forstå dagens politiske spændinger i Østeuropa skal vi helt tilbage til det herrens år 1569. Her indgik det daværende kongerige Polen og storfyrstendømmet Litauen en politisk union. De to lande havde de facto allerede fungeret som en union siden 1386 som et resultat af et kongeligt ægteskab mellem den polske dronning Jadwiga og den litauiske fyrste Jagiello. Denne politiske union ville vokse sig til et af Europas største kongeriger mellem 1500-tallet og 1600-tallet. Således indtog polske hære for en kort stund Moskva og riget gik fra Østersøen i nord til Det Sorte Hav i syd. Dette betød, at det unge kongerige underlagde sig regioner, som i dag udgør Polen, Litauen, Letland, Estland, Hviderusland, Ukraine, Rusland, Moldova og Slovakiet. Det store rige og den enorme magt i regionen forpligtede dog også. Dette så sig bedst illustreret ved slaget ved Wien i 1683, hvor en magtfuld osmannisk hær, som havde bevæget sig op gennem Balkan og skrumpet det østrig-ungarske rige sammen, stod foran byportene til én af Europas største rigers hovedstad. Her udråbte den polske konge Sobieski sig til kristendommens beskytter og drev efterfølgende osmannerne på flugt i et altafgørende slag ved den østrigske hovedstad. På trods af den store loyalitet mod kristendommen, var Polen-Litauen faktisk et meget sekulært, tolerant og liberalt samfund. På mange måder ville det have været en radikals våde drøm. Det var sekulært og tolerant eftersom, at religionsfriheden havde været en statsgaranteret frihed siden 1573. Dette gjorde, at adskillige etniske grupper som polakker, kosakker og tatarer kunne leve side om side. Samtidig sikrede det en juridisk beskyttelse af alle religioner, der omfattede disse grupper. Katolikker, protestanter, muslimer og jøder kunne derfor leve mere eller mindre frit side om side. Staten var i høj grad en forgænger til nutidens liberale demokratier. Det politiske motto for unionen var rex regnat et non-gubernat oversat fra latin betyder dette: Kongen regerer, men styrer ikke. Magten var formelt tredelt i parlamentet (Sejm), overhuset (Senat) og den udøvende magt (Kongen). Adelen besatte alle politiske embeder og okkuperede samlet set en større magt en kongen. Modsat andre monarkier i Europa, blev den polske konge demokratisk valgt af adelen. Adelen besad også rokosz og liberum veto. Det første var adelens grundlovssikrede ret til at danne et oprør, hvis kongen overtrådte deres rettigheder. Det andet var en rettighed som, hvert medlem af parlamentet besad. Her kunne ethvert medlem nedlægge veto mod et lovforslag og dermed blokere det. Parlamentet kunne veto alle kongens beslutninger alt fra skatteopkrævninger til krigserklæringer. Man kunne altså kalde unionen for en solid blanding af demokrati, monarki og oligarki. I 1791 reformerede den daværende konge Poniatowski unionen yderligere med en decideret forfatning, som blandt andet gav den bredere befolkning mere indflydelse og afskaffede elementer af det gamle adelsystem, såsom liberum veto. Unionen blev dog i 1795 opdelt mellem de tre stormagter Østrig-Ungarn, Rusland og Preussen efter tre invasioner.

Unionen ophørte med at eksistere og genopstod først i 1918 efter første verdenskrig som Den 2. Polske Republik. Det var den karismatiske officer fra første verdenskrig Jozef Pilsudski, som i grove træk blev enevældig leder i den nye republik, som kun udgjorde en brøkdel af den tidligere polsk-litauiske union. Pilsudski var ikke kun en dygtig militærleder, men også en særdeles succesfuld statsmand. Regioner og territorier, som tidligere havde udgjort en del af den polsk-litauiske union, var nu indlemmet i andre lande eller uafhængige. Det lagde grund for en intern konflikt i den unge republik. Den ene side repræsenteret af Jozef Pilsudski, der omfavnede det multikulturelle og multinationale Polen. Han var populær blandt sine egne soldater og militært generelt og dannede en fløj, som så tilbage på det gamle Polen-Litauen med stor nostalgi. Han havde et dybt indblik i international politik og udgangspunktet i hans udenrigspolitik var at danne en kvalificeret modpol til Tyskland i vest og Sovjetunionen i øst. Hans løsning var et stærkt polsk militær kombineret med en ny føderation bestående af Polen, Ukraine, Hviderusland, de baltiske lande, Finland, Rumænien, Jugoslavien, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Et måde at opnå støtte til et sådant projekt var ved at støtte kampen for ukrainsk uafhængighed fra Sovjetunionen. Det dannede grund for en polsk invasion af Sovjetunionen i 1919. Invasionen endte dog som en fiasko og der blev indgået fred mellem de to lande året efter. Den anden fløj bestod af politikeren og ideologen Roman Dmowski. Dmowski var modsat Pilsudski, opvokset i et mindre bemidlet hjem og nærede en stor afsky til den gamle adelige magtelite, som i hans øjne hægtede sig fast til en svunden tid. Dmowski havde et dybt darwinistisk syn på tilværelsen og anså international politik for en kampplads, hvor magtfulde stormagter dominerede de mindre småstater. Han anså, Tyskland for at være Polens værste fjende og argumenterede derfor for et tættere forhold til Sovjetunionen, på trods af hans egen personlige had til socialisme. Det var dog ikke kun udenfor Polens grænser Dmowski så potentielle fjender. På trods af hans naturvidenskabelige tilgang til verden og personlige skepsis overfor religion, anså han den katolske kirke for et centralt element i den polske sammenhængskraft. Og netop den nationale sammenhængskraft var ifølge Dmowski centralt for et succesfuldt Polen i fremtiden. Nøglen var religiøs, etnisk og økonomisk sammenhængskraft. Den idelle polak var for Dmowski en person af polske rødder, praktiserende katolik og helst medlem af den småborgerlige klasse. Dmowski anså minoriteter (særligt tyskere og jøder) som trusler mod nationen. Ifølge Dmowski udgjorde jøder og tyskere en for stor del af landets middelklasse og dermed besad de ligeledes mere indflydelse end deres polske medborgere. Dmowski argumenterede for at disse grupper enten blev poloniserede eller deporteret ud af landet. Senere ville han også fremstille et lovforslag om konfiskering af jødernes og tyskernes værdier, for at fordele dem blandt trængende polakker.

Efter anden verdenskrig blev den interne borgelige uenighed i Polen dog erstattet af et reelt kommunistisk diktatur. Ledende medlemmer af den polske elite (officerer, videnskabsfolk, advokater osv.) var blevet fjernet af enten tyskerne eller russerne. Frem til, at det vestlig-sindede Solidaritet vandt regeringsmagten efter den kolde krig, blev Polen altså udelukkende påvirket af det kommunistiske parti på alle niveauer i hverdagen. Efter Solidaritets sejr over kommunistpartiet, bredte de ledende politiske figurer i partiet sig ud og stiftede deres egne borgerlige partier. I dag besætter borgerlige partier stadig næsten alle pladser i det polske parlament. Den politiske kampplads er altså meget lig den der herskede i mellemkrigstiden, i dag er Pilsudskis og Dmowskis pladser dog erstattet af to andre ihærdige polske politikere, nemlig Jaroslaw Kaczynski og Donald Tusk. Jaroslaw Kaczynski repræsenterer en nationalkonservativ og socialkonservativ linje. Han er formand for Lov og Retfærdighedspartiet og bror til den afdøde polske præsident (Lech Kaczynski). Hans parti står for en økonomisk politik, der bygger på såkaldt ”økonomisk patriotisme”. Dette indebærer blandt andet en mere restriktiv politik overfor store udenlandske koncerner, som dominerer det polske marked proportionalt meget. Det indebærer også en fastholdelse af Polens status som en af verdens mest kulproducerende lande. Den protektionistiske økonomiske politik kombineres med en kernefamilie-venlig socialpolitik, som blandt andet har resulteret i en meget høj månedlig børneydelse til familier med flere børn. Værdipolitisk står Lov og Retfærdighedspartiet for en reaktonær kurs, der har til mål at bevare Polen som et homogent og kristent land. Dette indebærer et totalt stop for muslimsk indvandring fra Afrika og Mellemøsten, samt en restriktiv politik omkring abort, kunstig befrugtning osv. Udenrigspolitisk står partiet for en blanding af Pilsudskis intermarium politik og en pro-amerikansk politik, som sigter efter at gøre Polen mindre afhængigt af dets EU-partnere og binde landet tættere op på USA. Det ser sig blandt andet afspejlet af begge landes mange og lange bilaterale møder på højeste plan og Polens indkøb af amerikansk militærudstyr og LNG gas. Senest har Polen tilbudt at finansiere en omfattende militærbase til det amerikanske militær på polsk jord. Kaczynskis politiske projekt udfordres af den tidligere polske premierminister for Borgerplatformen og nuværende EU-præsident, Donald Tusk. På trods af, at hans parti er kristendemokratisk har partiet indtaget mere moderate og progressive holdninger på både værdipolitikken og fordelingspolitikken. Således har partiet bevæget sig mod mere klassisk liberale holdninger til problemstillinger som skat, abort, kunstig befrugtning osv. Udover en mindre konservativ linje indenrigspolitisk, adskiller partiet sig også fra Lov og Retfærdighedspartiet ved at føre en meget pro-europæisk udenrigspolitisk. Det var et centralt element under partiets sidste regeringstid at være et magtfuldt EU-medlemsland, som kunne påvirke den europæiske integration. Således var udenrigspolitikken fokuseret på både dybere og tættere relationer med USA, men også i høj grad lande som Tyskland og Frankrig.

Mens Donald Tusk har travlt med at holde fast på EU, har Kaczynski dog indirekte installeret sig selv som den mest magtfulde mand i Polen og dermed sandsynligvis også i Østeuropa. I kølvandet på det katastrofiske flystyrt i Smolensk tilbage i 2010, som tog livet af Præsident Lech Kaczynski, hans kone og ledende medlemmer af det polske kabinet, blev Jaroslaw Kaczynski den enegyldige leder af Lov og Retfærdighedspartiet. Siden har han set det som sit ultimative mål at hævne sig på en uspecificeret gruppe polakker og udlændinge, som han mener har været ansvarlige for det han opfatter som et attentat. Han er opsat på at få implementeret Lov og Retfærdighedspartiets politik og har derfor iværksat et politisk omvæltningsprogram kendt som Den gode forandring. Jaroslaw Kaczynski er en mand som i høj grad er formet af kærlighed til tre ting: Hans familie, hans fædreland og magt. Kort efter, at han mistede sin bror døde hans mor ligeledes. Dette har medført, at han altid går i sort jakkesæt og sort slips. Han anser sig selv som en polsk patriot. Han har kun en enkelt gang rejst udenlands på en enkelt familietur for flere år siden. Han tilbringer meget tid alene og er afholdsmand med forkærlighed til traditionel polsk mad. Han er b-menneske og går tidligst i seng kl 3, hver nat. På trods af sin karakteristiske levevis, beskrives han samtidig som en meget snakkesalig og humoristisk personlighed, med en kæmpe karisma og evne til at mobilisere store folkemængder. Hans disciplin og karisma gør også, at han kan styre regeringspartiet med hård hånd og mønstre stor opbakning internt i partiet. Som resultat er han en polariserende politiker, der holder fast i magten ved at plante loyalister på centrale poster, således er både den polske præsident Duda og premierminister Morawiecki personligt udpegede af Kaczynski. Det er alment kendt både i det polske politiske landskab og i det internationale diplomati, at Kaczynski træffer de endelige beslutninger på vegne af hele den polske regering.

Kaczynski er sammen med Viktor Orban blevet Europas nye stærke mænd. Men de er i sandheden en del af en politisk tradition, som længe har eksisteret. Østeuropa er splittet mellem netop denne isolationistiske retning og en progressiv og EU-venlig politisk tradition. Tiden vil vise, hvordan opgøret vil ende, rygterne svirrer om, at Donald Tusk overvejer at genopstille til embede i Polen. Han er højst sandsynligt den progressive fløjs bedste kandidat, hvis Kaczynskis regime skal udfordres.