Ingen vej udenom Marrakech

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Nu er der ingen vej uden om! Landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen, rejste i dag til Marrakech for at tilslutte Danmark den meget omstridte FN-erklæring, der har mødt megen modstand herhjemme og internationalt, og som sågar har fået et flamsk regeringsparti i Belgien til at træde ud af den belgiske regering. For erklæringen er fyldt med ambitioner og gode intentioner om at håndtere migrationsudfordringen internationalt og sætte internationale rammer for migration i hele verden. Ideelt set vil Marrakech-erklæringen føre til mere lovlig kontrolleret immigration og mindre illegal ukontrolleret immigration. Men FN-erklæringen indeholder også elementer, som er dybt kritisable, elitære og ude af trit med folkestemningen i de fleste af EU’s medlemslande.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den eneste grund til, at Danmark skal være en del af Marrakech-erklæringen, er, så Danmark får muligheden for at lægge pres på de afrikanske nationer, der på ingen måder overholder menneskerettighederne. For i aftalens essens så går Marrakech-erklæring ud på, at migranter – her taler vi alle former for migranter – skal have menneskerettigheder. I Danmark følger vi menneskerettighederne til punkt og prikke, hvad angår alle gældende konventioner og domstole. Dog er dette slet ikke tilfældet hos mange afrikanske nationer. Mange steder på det afrikanske kontinent er menneskerettigheder en by i Rusland. Det samme gør sig også gældende for mange andre tredjeverdenslande. Med underskrivelse af Marrakech-erklæring får Danmark og andre ligesindede nationer mulighed for at lægge pres på de nationer, som ikke følger menneskerettighederne. Det er Lars Løkke Rasmussens stærkeste argument for erklæringen. Det ville ligeledes være et stærkt argument, hvis erklæringen førte til, at Danmark i fremtiden kunne hjemsende flere uønskede udlændinge, sådan som regeringen håber.

Men kritikere FN-erklæringen som Kristian Thulesen-Dahl, formand for Dansk Folkeparti, og Naser Khader, nutidens konservative ledestjerne, raser over, at erklæringen udelukkende ser migration som værende et positivt fænomen. Her skal Marrakech-erklæringen fungere som et idekatalog for tiltag, som FN ønsker at integrere i national lovgivning, hvilket i sidste ende vil føre til mere migration til Europa. Dog afviser Lars Løkke Rasmussen det blankt, at Marrakech-erklæringen vil føre til mere migration, da den ikke er juridisk bindende, og Danmark selvfølgelig ikke behøver at tage alle tiltag til sig fra noget, der ikke er andet end en hensigtserklæring. Men her bliver man nødt til at spørge sig selv, hvordan det hele hænger sammen? For hvordan kan det være, at Marrakech-erklæringen ikke er bindende for Danmark – så Danmark ikke skal tage meget globalistiske tiltag til sig – mens den er bindende for afrikanske nationer, hvor Marrakech-erklæringen skal benyttes til at presse afrikanske nationer? Kan vi virkelig regne med, at afrikanske nationer bliver presset til at tage flere af deres egne borgere og overholde menneskerettighederne, når Danmark ikke bliver nødt til at inkorporere erklæringens idékatalog i vores egen lovgivning? Det kan vi på ingen måde. Det vil en stemmeforklaring heller ikke kunne hjælpe på.

Her skal der ikke herske nogen tvivl om, hvorvidt erklæringen er juridisk bindende eller ej. For det er den ikke. Men den er politisk bindende. Hvilket er noget helt andet. For lur os om ikke diverse ngo’ere og andre skabsradikale vil forsøge at udøve pression mod regeringen og de danske myndigheder, hvis ikke de mener, at Danmark overholder Marrakech-erklæringen! Der er i hvert fald heftige indicier for, at det er sandt, når Dansk Røde Kors generalsekretær, Anders Ladekarl, på Twitter skriver ”Det kan du bide spids på” til et debatindlæg om selvsamme emne om politisk pression på baggrund af FN-erklæringen. Danske ngo’ere har tidligere været udslagsgivende for dansk lovgivning. Et eksempel er Dansk Flygtningehjælp, hvis lobbyindsats var afgørende ved vedtagelsen af udlændingeloven i 1983, som lempede den danske udlændingepolitik mærkbart, og hvis konsekvenser vi stadig slås med i mange dele af vores samfund i dag.

I Marrakech-erklæringen er der masse tiltag, som vi på ingen måder ønsker indført i Danmark, men som vi alligevel kan blive tvunget gennem pression. På mange måder leder aftalen op til noget, der mest af alt minder om svenske tilstande. Der står nemlig i erklæringens idekatalog, at medlemslandene skal pålægge sig at fremme multikulturalisme gennem for eksempel multikulturelle festivaler og sportstuneringer. Derudover lægger samme erklæring op til, at medlemslande skal fremme multikulturalisme ved at bekæmpe en intolerant diskurs i medierne gennem efteruddannelse journalister. Her bliver vi som fornuftige borgerlige og liberale nødt til at sætte en grænse for, hvad vi som nation kan stå model til. For det skal aldrig være internationale organisationer opgave at bestemme, at vi i Danmark afholder multietniske festivaler. Derudover kan vi på ingen måde forsvare de begrænsninger af ytringsfriheden, som Marrakech-erklæringen vil medføre.

Marrakech-erklæringen indeholder grundlæggende to elementer, som enhver borgerlig og liberal burde modsætte sig. For det første vil den cementere migration som værende et udelukkende positivt fænomen, der skal accepteres, fortsætte, tilskyndes og reguleres. Migration er uundgåeligt, og kan i nogle sammenhænge retfærdiggøres, eksempelvis ved mangel på arbejdskraft. Men migrationen skal naturligvis reguleres med respekt for nationalstaternes økonomiske, kulturelle og sociale kapacitet. Dernæst ligger erklæringen sig tæt op ad en destruktiv og næsten totalitær progressiv bevægelse, som arbejder ud fra et ræsonnement om, at målet helliger midlet. Derfor kan tiltag i Marrakech-erklæringen, som strider mod ytringsfriheden og nationalstaternes selvbestemmelse i nogles øjne retfærdiggøres. Enhver borgerlig og liberal sjæl bør naturligvis modsætte sig denne politiske og diskursmæssige tendens, som plager mange vestlige lande i disse år, og som er mindst lige så polariserende som den yderste højrefløj.

Kasper Justesen
EU-ordfører, Venstres Ungdom

William Kierstein Nordby
Flygtninge- og integrationsordfører, Venstres Ungdom