Dagbog fra Brexitland: Andet afsnit

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Af Kasper Justesen, Europapolitisk ordfører.

Efter en lang nattesøvn kunne vi endelig besøge de steder i London, vi var kommet for at besøge. Eftersom Notting Hill ikke ligger særlig langt fra selve ”centrum” nemlig Westminster, besluttede vi os for at besøge byen på gåben for at suge så mange indtryk til os som muligt. Vi skød genvej gennem den kendte park, Hyde Park. Parken er stor (2,5 kvadratkilometer) og kan i dens nuværende udformning dateres tilbage til starten af 1820’erne. Den har status af kongelig park. Den er en perfekt lokation for en afkobling fra den travlhed og støj, som ellers kendetegner byen. Her kan man støde på folk, der blot er ude og gå en tur. Men man støder også på mange mennesker, der enten benytter parken til løb eller en anden form for fysisk aktivitet. Mange bruger også arealerne til træning af hunde. I parken finder man ligeledes det kendte ”Speakers Corner”, hvor enhver samfundsborger uagtet religion, politisk overbevisning, køn og race kan stille sig op og sige sin mening om alle sager mellem himmel og jord. Stedet er en hyldest til den universelle ytringsfrihed og et sted, den frihedselskende og særligt excentriske VU’er, ville synes om. Parken indeholder også et mindemonument for den afdøde prinsesse Diana og en stor plads, der ofte benyttes til store koncerter.

Vi besøgte herefter pladsen ved Buckingham Palace, den kongelige families officielle residens. Slottet kan dateres tilbage til 1703 og blev officielt monarkens residens i 1837. En ligeså stor attraktion som selve slottet er den store og grandiose statue af dronning Victoria, der står nær porten til paladset. Det britiske monarki kan spores helt tilbage til den tidlige middelalder, men det nuværende hus Windsor har officielt været regenter siden 1917. Navnet Windsor blev givet til alle dronning Victorias og prins Alberts arvinger og nedstammer fra den tyske fyrsteslægt Wettin. Denne slægt har ligeledes besiddet tronerne i Belgien, Polen, Portugal og Bulgarien. Det har altid været en debat, hvorvidt dronning Elizabeths mand prins Phillips skulle have sit slægtsnavn overført til den officielle royale slægt. Prins Phillips slægt er af den Glücksburgske slægt, som vores egen dronning Margrethe og hendes arvinger nedstammer fra. Det har dog været et ømtåleligt emne, som har splittet holdninger i den royale familie og hoffet før. Det britiske kongehus er dog meget populært i befolkningen og den britiske monark indtager stort set samme rolle som den danske monark. Monarkens arbejdsopgaver er nemlig primært repræsentative og ceremonielle. Dronningen agerer ligeledes statsoverhoved for hele det britiske rigsfællesskab, som stadig tæller mange af Storbritanniens tidligere kolonier. Således indtager den britiske monark heller ingen officiel politisk holdning og alle partier der har et flertal i parlamentet, har krav på at kunne danne en regering i dennes navn. Det er dog ikke alle britiske monarker, der har haft lige let ved at holde sig ude af politik. Én af de helt store skandaler i britisk historie var kong Edward d. 8 der på trods af en kort regeringstid åbent sympatiserede med Nazi-Tyskland i årene op til anden verdenskrig. Der er endda stærke indicier på, at Edvard efter sin abdikation i 1936 samarbejdede med tyskerne med det mål at besejre Storbritannien og genindtage sin plads på tronen. Det var af selvsamme bekymringer for Edvards sympatier, at Winston Churchill sendte ham væk til at være guvernør af Bahamas-øerne mens krigen stod på.

Vi bevægede os videre mod parlamentet og Big Ben. Det britiske parlament (som består af et overhus og underhus) er ligeledes en stor og grandios bygning, som indgyder en stor respekt. Overhuset (House of lords) er adskilt fra underhuset og har egne debatter og afstemninger. Overhuset består traditionelt set af ledende figurer i den angelsaksiske kirke og adelige. Det er dog ikke længere muligt at arve en plads i overhuset og i dag bliver man som regel udnævnt af premierministeren. Underhuset består af folkevalgte parlamentarikere, der er valgt ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Det britiske demokrati og det britiske valgsystem resulterer ofte i en to-parti stat, hvor regeringen ofte udgøres af ét parti alene og dette parti har oftest også flertal alene i parlamentet. Dette resulterer i en meget stærk og centraliseret statsmagt, som i mindre grad har behov for at finde flertal i parlamentet som det f.eks. gør sig gældende i Danmark. Den britiske statsindretning kaldes ofte Westminster-modellen og er udbredt til mange tidligere britiske kolonier også.

Udenfor parlamentet blev vi mødt af to mindre demonstrationer. Den ene var en pro-europæisk demonstration, der agiterede for en ny folkeafstemning oven på det kaotiske Brexit. Den anden var en brexiteer-demonstration, der argumenterede for, at et soft-brexit ville være en misfortolkning af valgresultatet og ville være et knæfald for EU.

Vi bevægede os efter en god traditionel britisk frokost videre til vores endelige destination ved Trafalger Square, nemlig The National Gallery. Dette kunstmuseum er enormt og huser kendte malerier fra renæssancen og frem til 1900-tallet. Her kan man opleve alt fra Rafael og Michelangelo til Renoir og Monet. En klar anbefaling til den kunstinteresserede VU’er.

Da dagen var ved at være omme tog vi en shopping-tur til Oxford Street og fik en øl på vores lokale pub nær hotellet. Dagen havde gjort mig meget klogere på hele London og Storbritanniens rige historie og ikke mindst demokratiske tradition. Jeg havde oplevet frustrationerne med Brexit på egen krop og havde oplevet nogle af verdens største kunstværker. Selvom London er en indbydende og gæstfri by, fornemmer man samtidig den frustration, splittelse og distræthed, som højst sandsynligt har udgjort en større eller mindre del af briternes identitet siden imperiets kollaps.