Dagbog fra brexitland

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

I LS-weekenden, hvor de fleste VU’ere var rejst til København for at afholde årets landskonference rejste jeg til London for at suge til mig af den britiske kultur og dens tilstand ovenpå Brexit. Mens andre VU’ere sugede til sig med ny viden og skyllede den ned med rigelige mængder øl og drinks, ville jeg rapportere dagligt fra min forlængede weekend i Churchill og Newtons hjemland.

Rejsen var hektisk og var præget af et forsinket fly og en kaotisk og klaustrofobisk offentlig transport. Det første der sprang i øjnene, var det tempo og den systematik, som præger den britiske hverdag. Det viser sig, at alene det at rejse ind til den rette del af London fra lufthavnen er en lang og tidskrævende proces, i særdeleshed for en knægt, der har levet hele sit liv i lille anonyme Randers. Jovist er tempoet i andre storbyer, jeg har besøgt som København, Berlin eller Warszawa højt, men London sætter helt nye standarder. Det sprang straks i øjnene, at dette er Europas ukronede hovedstad og hele EU’s finansielle centrum. En by, hvor det kort sagt skal gå stærkt. En helt særlig oplevelse var turen ind i byen med Londons undergrund. Londons undergrund er gammel, faktisk helt tilbage fra 1863 og derfor var det både en tur ind i byen og tilbage i tiden på samme tid. Afstanden mellem S-toget og væggene i undergrunden er lille, faktisk klaustrofobisk lille. Selve S-toget er også trængt og af gammel design modsat andre metroer som f.eks. den i Warszawa, der er bred og moderne indrettet.

Jeg boede sammen med en kammerat på et hotel i den gamle og klassiske bydel Notting Hill. En bydel, hvor den unikke victorianske byggestil dominerer til stor beundring for en anglofil historieinteresseret som mig selv. Noget andet, der med det samme falder i øjnene, er den enorme multikulturelle diversitet, som er et af Londons kendetegn. Et eksempel? Gågaden i nærheden af vores hotel har på en strækning på omtrent 300 meter, både indiske, italienske, engelske, thailandske, kinesiske og adskillige andre forskellige slags cafeer og restauranter. Til den kulinarisk interesserede læser valgte vi at spise hos den italienske på undertegnedes eget initiativ.

Området vi boede i var, som mange andre områder, fyldt med souvenirbutikker og pubs. De lokale pubs er præget af en særlig britisk tradition for fyraftensfester. F.eks. tog vi den første aften, som tilfældigvis var en fredag aften, ind på de tre nærmeste pubs i området. Folk i alle aldre der lige havde fået fri fra arbejde drak øl og drinks, mens et lokalt band underholdte med kendte numre som de fleste sang ivrigt med på eller klappede højlydt til. På trods af den gode stemning, som hjemme i Randers med garanti ville blive opfulgt af en længere bytur, tog de fleste mennesker hjem ved midnatstid, hvor de lokale værtshuse ringede for at markere den sidste omgang.

Første dag var altså generelt ret hektisk grundet storbyens høje tempo, men hen på aftenen viste London sig som en by med stor diversitet og masser af muligheder.