Skal regionerne bestå?

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Regeringen barsler i disse dage med et udspil til en sundhedsreform. Snakke i krogene siger, at som del af den reform vil det regionale niveau blive nedlagt.
I Danmark har vi fem regioner. Regionerne i Danmark er folkevalgte administrative enheder, hvor hovedopgaven er sundhedsvæsnet, regional udvikling og drift af en række sociale institutioner. Som del af strukturreformen i 2007 nedlagde man de 13 amter og i stedet blev der oprettet 5 regioner. Hver region har et regionsråd bestående af 41 folkevalgte medlemmer.
Regionernes opgaver indebærer sygehusvæsnet, herunder sygehuse, psykiatrien samt sygesikring, privatpraktiserende læger og speciallæger. Derudover har regionen også til opgave, at stå for regional udvikling blandt andet vedr. natur og miljø, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur samt udvikling af udkantsområder. Regionerne finansieres udelukkende via bloktilskud.
Det er vigtigt, at patienterne får den bedst mulige behandling og at pengene rækker længst muligt. Hvis det kan opnås med regioner, så skal regionerne bestå. Men hvis de nye sundhedsfællesskaber kan levere bedre end hvad regionerne har gjort hidtil, så skal de oprettes. Hvis det bedste alternativ er at ligge regionernes opgaver ud i kommunerne, så er det løsningen. Altså, det vigtigste i hele debatten og løsningen er, at patientens muligheder og de økonomiske fordele vejer mest.
For at nuancere debatten, så er der flere sider af sagen. Alle fem regionrådsformænd har været i medierne med deres holdning til sagen. De mener, at beslutninger som fx hvorvidt den lokale akutmodtagelse skal bestå hører til hjemme hos lokale folkevalgte, ikke på et administrativt niveau eller i en bestyrelse uden demokratisk legitimitet, som ikke kan stilles til ansvar af de berørte borgere. De skriver, at de tænker på tværs af storbyer og landområder som er kombineret med lokalt kendskab og regionalt overblik. Den sammenhængskraft mener de vil gå tabt i de sundhedsfællesskaber, som der er blevet lagt op til. For som tre sundhedseksperter påpeger, kan fællesskaberne i stedet medføre en benhård konkurrence mellem hospitalsenhederne i hver region som ”yderområderne med sikkerhed taber”.
Som sådan, så har regionerne også leveret. Flere overlever alvorlige sygdomme, ventetiderne er styrtdykket, udgifter til administration er blandt Europas laveste og der fås mere for pengene end nogensinde før. Regionsformændene udtrykket en stor usikkerhed omkring den strømlining der vil være i tilbuddene, hvis regionerne bliver nedlagt. De skriver ” Vi bor selv i Esbjerg og Lemvig langt fra de store universitetshospitaler. Kan vi som borgere forvente samme høje kvalitet og nærhed i behandlingen, hvis staten skal have en større de af ansvaret? Eller ender det som med DSB og skatteopkrævningen? Det er millioner af danskeres helbred, som vores regering gambler med, og vi kan bestemt ikke lide oddsene.”.
Dertil har DF været ude og sige, at regionerne fungerer dårligt, at de er fordyrende og et overflødigt mellemled. De mener i stedet, at ansvaret for driften af sundhedsvæsnet skal ligge hos sundhedsministeren. Dertil skal der oprettes lokale sygehusfællesskaber, som har udgangspunkt i bestyrelser med tilknytning til universitetshospitalerne i de store byer, hvor udpegede politikere, patientrepræsentanter og fagfolk skal sørge for, at de statslige beslutninger føres ud i livet. Derudover skal der være en landsdækkende virksomhed, som skal stå for ambulancedriften og den akutte indsats.
DF skeler til statslige modeller som i Norge og England. De arbejder på en model, hvor byrådspolitikere kan komme til at sidde i sygehusbestyrelserne, udpeget af partierne centralt ud fra deres mandattal i Folketinget. DF foreslår, at der oprettes fem sygehusfællesskaber, men der overvejes også en model med to eller tre, og hvor f.eks. Region Hovedstaden og Region Sjælland slås sammen til et fællesskab. I forslaget fra DF skrives der også, at sundhedsstyrelsen skal udvides med en hospitalsstyrelse.
DF’s løsning centraliserer hele sundhedssystemet, hvilket nødvendigvis ikke er den bedste løsning. Derimod er det ikke et specielt optimalt system vi har i dag. Problemet er, hvis opgaverne ligges i kommunerne kunne man forestille sig der bliver for decentraliseret og en strømlining i tilbuddene vil ikke være mulig. Hvis man centraliserer det og ligger opgaverne hos staten, så kunne man frygte at systemet vil blive for stort og patienter vil blive glemt og overset. Det er derfor en svær problematik. Det er formentlig også derfor sundhedsreformen har været så længe undervejs.
Venstre er klar til at se på, om tiden er løbet fra regionerne. Lars Løkke har været ude og sige, at han ønsker at slanke regionerne. Og da han blev spurgt om, hvorvidt venstres medlemmer deler den holdning, så svarede han: ”Det tror jeg, der er en meget stor del, der deler. Og nogle der ikke deler”. Dog er sløret ikke blevet løftet endnu. Hvorvidt en nedlæggelse af regionerne vil være en del af sundhedsreformen kan ikke siges, men meget tyder på det.