En holdbar europæisk løsning på migrantkrisen

Af Kasper Justesen

For nylig stemte EU-parlamentet for en oprettelse af et fælleseuropæisk grænsekorps på 10.000 mand. Dette korps skal indgå som en integreret del af Frontex, det fælles europæiske grænseagentur. Lige nu består Frontex samlede styrke ved de ydre EU-grænser af 1500 mand. Der er altså lagt op til en substantiel styrkelse af de ydre grænser fra EU’s side langt om længe. Realiteten er desværre stadigvæk, at mange af de ydre grænser mod syd er hullede som en si og giver mulighed for, at migranter hver evig eneste dag begiver sig over Middelhavet og ind i Europa med forhåbninger om at skabe sig en varig tilværelse på det gamle kontinent. I lande som Italien og Grækenland er hele øer og landsbyer ubeboelige efter den enorme strøm af migranter, som har været en fast del af de lokale borgeres hverdag, siden krisen for alvor tog fart i 2015. Siden har konsekvenserne været, at medlemslandene har fokuseret på sikring af egne grænser og Schengen-samarbejdet er de facto sat på standby. Danmark har som bekendt ligeledes forlænget sin grænsekontrol flere gange og det virker i dag urealistisk, at dette faktum skulle ændre sig i den nærmeste fremtid.

EU er nået til en erkendelse af, at Schengen-samarbejdets eneste redning er en solid lukning af de ydre grænser. Det nye grænsekorps er første skridt mod dette og et tegn på, at EU omsider tager sit ansvar på sig. Det er nu mere essentielt end nogensinde, at medlemslandene også frivilligt øger bidraget til Frontex og afhjælper de sydeuropæiske lande med både ressourcer og mandskab.

De tidligere diskussioner i både parlamentet og rådet har været en bitter kamp mellem to ideologiske fraktioner. Den ene fraktion anført af Tyskland og Sverige, der som selverklærede humanistiske stormagter har kritiseret de lande, der de seneste år har strammet deres udlændingepolitik og modsat sig fælles asylkvoter udstedt af EU. På den anden side har stået fraktionen anført af Polen og Ungarn, der har modsat sig den kulturradikale integrationsdagsorden og som vil værne om de homogene nationalstater. Der er for første gang nogensinde udsigt til, at disse to fløje kan opnå et fælles mål.

Danmark må anses for at indtage en midterposition mellem disse to yderpoler. På den ene side ønsker mange danske politikere at værne om den nationale sammenhængskraft kulturelt, socialt og økonomisk og dermed at begrænse indvandringen og få styr på tilstrømningen og integrationen. På den anden side er de fleste også realister og opmærksomme på, at den eneste måde hvorpå man kan forhindre store flygtningestrømme i fremtiden er ved forebyggende tiltag. Vi skal derfor fortsat tilstræbe en politik om styrkelse og solid lukning af de ydre grænser for spontan migration og på den anden side iværksætte en marshall-plan, der med en kombination af bistand og handel kan løfte de krigshærgede lande i Mellemøsten og de fattige lande i Afrika. Kun ved at skabe ordentlige forhold i nærområderne kan vi forhindre fremtidige flygtningestrømme i fremtiden.