Hvorfor er medicin så dyrt? Og hvordan løser vi det?

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

af Maria Langoni, ordfører social-, sundhed-, og kommunalordfører

Danskerne og ikke mindst staten betaler mange penge for livsnødvendig medicin. Men hvorfor er det så dyrt? Det er spørgsmål som mange patienter kan undre sig over. De høje medicinpriser skaber også en diskussion om, hvorvidt medicin bør fravælges når det bliver for dyrt. Det er et etisk dilemma, som lægefagligt personale og regionerne står over.

Udgifterne til medicin stiger meget. I 2008 brugte de danske sygehuse 4771 mio. kr. på medicin, hvorimod der i 2018 blev brugt 8893 mio. kr. Eksempelvis koster en gennemsnitlig behandling mod modermærkekræft 525.000 kr./ patient og brystkræft 526.000 kr./patient. Men hvorfor er det så dyrt? Hvorfor stiger prisen?

Det er virksomhederne, der fremstiller, importerer eller sælger medicin i Danmark, som fastsætter priserne. Priser på receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin, som kun kan købes på apoteket, skal sælges til samme pris i hele landet. Nyt medicin er i de første år på markedet ”beskyttet”. Derfor må ingen virksomheder ”kopiere” den og forsøge af fremstille medicin lignende billigere. Der går derfor et par år fra et nyt lægemiddel udgives til konkurrencen starter og prisen sænkes. Medicinalvirksomhederne får derfor en patent, hvor virksomheden får markedsmonopol. Det er derfor, at nye præparater er dyre.

Formålet med prissystemet er at holde priserne nede og stadig sikre, at virksomheder hele tiden fremstiller nyt og bedre medicin, da der er en økonomisk gevinst ved det. Det resulterer dog også i, at nyt medicin er dyrt de første år.

Vel og mærke, så kan det også koste virksomhederne milliarder at fremstille et produkt. Men de penge, som de normalt tjener ind igen, overgår prisen for fremstillingen med længder. Medicinalindustrien er i dag en af verdens med lukrative industrier. I en udregning foretaget af Sydbank viser, at 30 procent af medicinalvirksomhedernes omsætning bliver til overskud. Hos danske Novo Nordisk er det tal helt oppe på 42 procent.

Hvad er løsningen så på den dyre medicin og den voksende udgift? Det er nødvendigt at få en debat om. For ny medicin helbreder og forlænger livet for nogle patienter, giver større livskvalitet for andre og erstatter mindre effektive behandlinger. Skal sygehusene fortsat kunne tage nye mediciner i brug, når de kommer, og dermed give nogle mennesker en eventuel bedre behandling? Eller er det vigtigere at holde budgetterne i ro?

Løsningen kunne være et prioriteringsinstitut, magen til det man har i England. Det kan sikre, at danskerne får den bedste behandling for de penge som er til rådighed i systemet. Det giver mulighed for at fravælge de behandlinger, som ikke giver stor effekt. Det giver også mulighed for at gå i dialog med lægemiddelfirmaerne, om hvad produkterne egentlig skal koste.

I England har politikerne skabt et uafhængigt råd, som blandt andet vurderer, om nye lægemidler er pengene værd. Det betyder, at dyr medicin ikke nemt kommer igennem nåleøjet. Det betyder også, at når rådet siger nej til et præparat, så tilbyder medicinalvirksomhederne ofte også rabat, som nogen gange er fordelagtig. Det ses både fra England og Norge.

Men systemet i England har også sine ulemper. Det kan blandt andet skabe længere ventelister, da nye præparater ofte har en hurtigere virkning end de, som i forvejen bruges. Derudover, så vil det kunne ske, at en patient ikke får tilbudt en slags medicin, som de ville have gavn af, og man ved, at de ville få et godt respons.

Hvis Danmark indfører et prioriteringsinstitut vil det betyde, at det bliver mere synligt, hvilke patienter vi hjælper, og hvem vi ikke har råd til at hjælpe. Spørgsmålet er derfor – skal man hjælpe alle og lade priserne stige? Eller skal man danne et prioriteringsinstitut og risikere af nogle bliver fravalgt?

En anden løsning kunne være at gå sammen med andre lande om indkøb af medicin. Eksempelvis brugte Danmark i 2014 500 mio. kr. mere end Norge på de 25 mest anvendte præparater. Det kunne derfor være relevant at gå sammen og byde på medicin sammen med Norge, Sverige og Finland. Eller måske endda et fælles europæisk udbyd. På sigt kunne det være en vej at gå, at medlemslandene i EU gik sammen og udfordrede medicinalindustriens monopolstatus.

Spørgsmålet er nu, hvor længe danske politikere kan tåle at se væk? Hvornår bliver det så dyrt, at der kommer politisk initiativ til en ny model?

På nuværende tidspunkt kan vi trøste os med, at Ellen Trane Nørby i starten af 2019 underskrev en aftale med Danske Regioner og Lægemiddelindustrien om lavere medicinpriser. Aftalen lyder på, at sygehusmedicin sænkes med i alt 12,5 procent over de næste fire år. Samtidig sættes der loft over priserne på medicin på apotekerne.