Hvad er liberal socialpolitik?

I Danmark har vi den universelle velfærdsmodel, hvor fællesskabet og kollektivet står over individet. Det er et stort tag-selv-bord, hvor ydelserne er tilgængelige for alle og systemet er generøst. Det universelle velfærdssystem sikrer alles velfærd – uanset pengepungens størrelse. Eller gør den?

Der skal ikke være tvivl om, at vi er et af de lande som bruger flest penge på overførelsesindkomster. Men er det den rigtige løsning? Ikke nødvendigvis. For fakta er, at antallet af hjemløse stiger og folk med dårlig mental sundhed vokser. Det er et tegn på, at vi i Danmark ikke har fat i den lange ende og ikke tilbyder den hjælp, som der er brug for. For i det hovedløse forsøg på at skabe det bedste system for alle, så har vi tabt minoriteten og de svageste.

Vi hører ofte om hvordan alvorligt syge kastes rundt i systemet, fordi de har svært ved at sætte sig igennem og holde fast i sine rettigheder. Men det er jo klart, hvis man i forvejen kæmper med at klare sig igennem hverdagen grundet sygdom. Hvis man i stedet har det overskud – så er der få grænser for hvor, hvor mange og hvilke velfærdsydelser man kan kvalificere sig til. De største tabere i vores velfærdsstat er dem, som venstrefløjen hævder at hjælpe, de svageste.

Der er noget grundlæggende galt, når man som stat indkræver en tårnhøj skat, men stadig ikke formår at få løst de essentielle socialpolitiske problemer. Når fokusset er på alle, så er det nemmere at falde ubemærket igennem. Det er også en af grundene til, at de socialpolitiske problemer ikke bliver løst, selvom vi bruger en stor sum penge på det. I et liberalt system hjælpes dem, som ikke kan tage vare på eget liv og staten skal ikke være et tag-selv-bord som tilbyder en væld af forskellige ydelser. Danmark har brug for en ny socialpolitik – en liberal socialpolitik.

Der skal koncentreres om kerneydelser og bureaukratiet skal formindskes. Formynderiet af de svageste skal stoppes og kernefokus skal være den enkeltes ret til indflydelse på eget liv. Det skal være borgere som falder igennem systemet, som samfundet stå klar til at hjælpe med en social indsats, som tager afsæt i egne evner og ønsker. Den indsats skal ende med at individet skal kunne tage vare på eget liv og bestride et job – ikke et liv på førtidspension eller overførelsesindkomster.