Hvad var det nu vi lavede…

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad var det nu vi lavede i Afghanistan?

Sigurd Hilligsø Andersen, VU Thy
Dette indlæg repræsenterer udelukkende mine egne holdninger, og ikke Venstres Ungdoms.

Da man valgte at invadere Afghanistan i 2001, gjorde man det for at bekæmpe Taleban-styret, som havde holdt hånden over Osama Bin Laden og hans kumpaner. Der var også et håb om, at man kunne sprede demokratiet til et land, hvor disse ideer endnu ikke havde slået rod.
Man forsøgte at skabe et demokrati, men da man skulle lave en grundlov, var der i sidste ende ikke meget forskel på det nye demokrati og det gamle diktatur.
Landets institutioner er meget skrøbelige, og lige nu ser det ud til at drømmen om et demokrati hurtigt kan gå i vasken. Man fik væltet Taleban-styret, og Al-Qaedas dage som terrortrussel mod vesten er ovre.
Efter 17 år i krig, er fredsforhandlingerne nu begyndt, hvor amerikanerne lover at trække deres tropper ud af landet, hvis Taleban kan love, at de ikke vil arbejde sammen med terrororganisationer igen.
Altså, afghanske islamister har endnu engang besejret deres store fjende, alt imens den amerikanske regering sætter ild til den stabilitet, de har forsøgt at danne i Afghanistan, men også princippet om ikke at forhandle med terrorister, som George W. Bush ytrede.
USA’s troværdighed samt den globale holdning til USA (særligt i muslimske lande) er blevet svækket. Hvor amerikanske krigsforbrydelser i Afghanistan (udført af individuelle soldater) er blevet brugt af onde tunger til at kalde USA’s værn om menneskerettigheder for dobbeltmoralsk. Krigen i Afghanistan er tabt.
Hvordan er det gået så vidt, at USA bliver nødt til at krybe til korset, uden at se Taleban blive udslettet?
Vi må indse, at moderne krig ikke vindes af den invaderende, men tværtimod af dem, der laver vejsidebomber og gemmer deres skydevåben i civile klæder. Højteknologiske våben er ubrugelige i sådan en konflikt, idet at det er umuligt at skelne mellem, hvem der er kombattant og civilist. Dømmer man forkert, kan man tilbringe resten af livet i fængslet.
Før vi vælger at drage i krig igen, om så det er i Venezuela eller i Iran, (selvom jeg mener at dette er yderst usandsynligt), må vi da huske tilbage på Afghanistan, og på at man ikke bare kan bygge et stabilt demokrati samt vinde folkets gejst ved at indsende droner og kampvogne, især ikke hvis man ikke vil yde sit, i den lange proces, som ”nation building” er. Barrack Obama svigtede, både i Irak og Afghanistan, da han af politiske årsager valgte at trække amerikanske tropper ud, mens den Afghanske hær knap nok kunne stå på sine egne ben. Men havde han et valg? Amerikanerne var trætte af krig, og er nogen civilbefolkning faktisk tålmodige nok til at spendere så mange penge, på et så ambitiøst projekt?
At bygge en nation er en lang og dyr proces, og når det de sidste par gange er gået galt, må vi genoverveje, om det virkeligt forbedrer levevilkårene for borgerne i landet. Saddam Hussein blev blot erstattet af ISIS, og Taleban-styret bliver i sidste ende erstattet af dem selv. Når konflikten så endelig er ovre, er landet ikke andet end en tom skal af, hvad den engang var.
Man må derfor sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt nation building er en attraktiv strategi, som skal gentages fremover.
En anden strategi, man i stedet kunne tage i brug, når man har at gøre med diktatorer, er at man i stedet kunne hjælpe med at sprede opmærksomheden omkring korruption eller om menneskerettigheder i de pågældende lande. Dermed kan man skabe en bred folkelig bevægelse omkring demokratiet, i stedet for at demokratiet bliver påtvunget af sejrsherren.
Fool me once, shame on you, fool me twice, shame on me.