Venstrefløjen er en hæmsko for…

Venstrefløjen er en hæmsko for Danmarks internationale ageren

af: Mathias Würtz Kolster
Udenrigs- og Forsvarsordfører, Venstres Ungdom

Politiken skriver d. 19/08, at statsminister Mette Frederiksen kan vente sig et gevaldig hovedbrud, hvis ønsket fra amerikansk side om dansk deltagelse i Hormuzstrædet bliver aktuelt. Både Pia Olsen Dyhr og Martin Lidegaard understreger her, at dansk hjælp på ingen måde er en selvfølge. Det giver ikke blot statsministeren men også undertegnede en enorm hovedpine. Ikke grundet tvivl om missionen, men fordi det fremstår særdeles vagt og trist, at USA nu ikke kan regne med dansk militær støtte længere. Lige nu er det en enkeltstående sag, men jeg frygter, at det kan sagtens eskalere til det værre. Tillad mig at give et kort historisk tilbageblik med både etos, patos og logos…

Så sent som i midten af juli var jeg på sommerferie i Hannover, da jeg kørte forbi Becklingen nær den kendte og frygtindgydende Bergen-Belsen koncentrationslejr. Netop her gjorde vi tilfældigvis stop ved en Commonwealth-kirkegård, der skulle vise sig at gøre stort indtryk på mig. De karakteristiske hvide gravsten mindede mig om Arlington i Washington, som jeg igen besøgte sidste sommer. De mindede mig om den Commonwealth-flyvergrav, der ligger på kirkegården i min barndomsby, Skarrild. Tilfælles har stenene det formål, at de til evig tid skal minde europæerne om det mod og den sag, som soldater fra bl.a. Canada, Australien, Storbritannien og USA i stor skala ofrede sig for. Meget tankevækkende var det derfor også, da jeg senere på måneden læste indlægget ”Hvem skal sidde i bådene, når den næste D-dag kommer?” af Søren Jacobsen i Berlingske. En bekymring for, hvor opmærksomme vi egentlig stadig er på historien. Det er grundlæggende bekymrende, at vi stille og roligt begynder at negligere, hvad de unge mænd ofrede deres liv for i sin tid. Det er mindre end 80 år siden. 80 år siden at vi var så usandsynligt tæt på at overgå til et enten nazistisk eller kommunistisk samfund. Tilbage står stenenes budskab stadig. Det er ikke uden kamp, at vi i dag er nået dertil, hvor vi kan diskutere grøn omstilling og velfærdspolitik uden at skænke forsvaret en tanke. Prioriteringer fremstår af og til kritiske, men det glemmes jo hurtigt.

Med de nye forsvarspolitiske holdninger og tendenser som tilsyneladende allerede viser sig hos venstrefløjen blot tre måneder inde i den nye regeringsperiode, så bliver jeg oprigtigt bekymret. Kan vi overhovedet længere stille USA den garanti om, at vi vil være der til enhver tid? Åbenbart ikke. Vi glemmer tydeligvis noget hver gang, vi snakker om, hvorvidt vi skal følge den amerikanske linje. Donald Trump eller ej, så står vi fortsat i dyb gæld til USA, men det glemmer folk desværre alt for hurtigt. Her er det vigtigt at være bevidst om, at lande altså husker, og det sætter sine spor i diplomatiske relationer i mange år efter. Vi opstiller netop mindesmærker og hylder forskellige helte af den grund – at de ikke må gå i glemmebogen. Dem, der ikke lærer fra historien, er dømt til at gentage den, som det nogenlunde hed sig fra filosoffen George Santayana. Vi må aldrig gå tilbage til ”hvad skal det nytte”-stagneringen igen, som vi sad fast i før anden verdenskrig. Danmark er et aktivistisk land, der må og skal vise sig som en tæt allieret i den frie, globaliserede verden. Det har vi vist før, og det bliver nødvendigt igen. Symbolsk? Ja, men intet kan understrege nok, hvor stor en betydning, det har. Tænk over det, tænk over gravstenene og tænk taknemmeligt før, at valgene skal træffes, når The Donald sandsynligvis snart spørger.