Boligmarkedet har ikke brug for mere tvangsfodring: det har brug for færre lænker

Hvordan får vi flere studieboliger, uden at gøre det mindre interessant at investere i Danmark? Svaret er ganske enkelt: let bureaukratiets centrale kontrol.

Her i Danmark har kommunerne ansvaret for at forvalte den lokale procession af erhvervslivet. Erhvervslivet skal efterleve alverdens lobbyregulering og nusserikontrol, og hvis ikke de gør det, jamen, så må samfundets optimistiske innovatører se sig tilsidesat. Et eksempel er på området af studieboliger, der for tiden er et hedt lokalpolitisk emne.

I København må lejere ikke bygge boligblokke, hvor lejlighederne er mindre end 90 kvm i størrelse gennemsnitligt. Man må heller ikke som lejer ændre lejen, uden også at have ændret lejligheden. Derfor ser man også udlejere i København investerer ualmindeligt meget i renovering. Uheldigvis umuliggør meget kommunal og statslig lovgivning altså, at vores unge kan få et bo nær vores universiteter.

For hvad sker der ikke, når boligpriserne på mindre lejligheder stiger til skyerne pga. overregulering? Hvor stor en negativ indflydelse har overregulering på vores rent geografiske indrettelse?

Spørgsmålet er utrolig vigtigt, og vi ser efterhånden også konsekvenserne. Lavere lønnede, offentligt ansatte, offentligt støttede og studerende bliver presset ud af landets store byer. For så mange helt almindelige danskere kan det ikke længere betale sig at bo i storbyen. Det er en trist sandhed, som vi skal komme til livs hurtigst muligt.

Vi har som samfund brug for, at der ikke er lang distance mellem rig og fattig, beskæftiget og studerende. Det gælder økonomisk distance, som det gælder geografisk. Hvis vores børn ikke vender sig til at sympatisere med mindre og bedre stillede, hvis vores naboer er helt ligesom os, hvis vores samfund er opdelt i A- og B-hold, hvordan kan vi da fungere som et fælles folk? Som en nation?

Socialdemokraternes nye boligminister tror, at han har svarene. Han vil tvinge vores udlejere til at levere resultaterne. De skal sænke deres leje, de skal bygge deres bygninger hvor ministeren siger det, og de skal i øvrigt på uretfærdigvis udkonkurreres af spritnye, subsidierede almene boliger: for ellers kommer bureaukratiets lange arm efter dem.

Istedet for at skræmme byudviklende boligudlejere væk, bør vi arbejde sammen med dem for at udvide og forbedre forbrugerens valg. Det betyder at lette reguleringen og øge konkurrencen. Dette, og i sidste ende kun dette, kan skabe grundlaget for et frit, lige og broderligt samfund, hvor der aldrig er for langt hen til den riges eller fattiges kaffestue. Tvang er aldrig vejen i det frivillige, tillidsfulde samfund. Kun den individuelle frihed kan nemlig skabe de resultater, som vi alle kan se hinanden i. Danmarks betændte boligmarked er ingen undtagelse fra denne regel.