En fælles borgerlig vision for Europa

Folketingsvalget er forbi og rød blok har som bekendt vundet og Mette Frederiksen har sat sig solidt i statsministerstolen. Venstre har de seneste 18 år siddet på regeringsmagten i 14 år. Dette har kunne lade sig gøre takket være et langvarigt partnerskab med Det Konservative Folkeparti og sidenhen Liberal Alliance. Men den afgørende allierede har vi naturligvis kunne finde i vores nationalkonservative venner i Dansk Folkeparti, der i alle disse år har ageret parlamentarisk grundlag for skiftende borgerlige regeringer siden systemskiftet i 2001.

På trods af et valgnederlag er der lys for enden af tunnelen. Den røde blok er allerede ganske splittet. Både i den økonomiske politik, hvor der stadig er langt fra socialisterne i Enhedslisten og SF der ønsker skattestigninger (særligt for erhvervslivet), samt flere offentlige udgifter til velfærd og til de socialliberale i Det Radikale Venstre, der stadig fastholder en balanceret tilgang til den økonomiske politik med plads til både skattelettelser og udgifter til den offentlige sektor. På udlændingepolitikken er splittelsen total. SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre har allerede fået vedtaget de første lempelser af udlændingepolitikken. Man har valgt at sætte ydelsen op til arbejdsløse indvandrere, afskaffe ideen om Udrejsecenter Lindholm, indføre en smutvej for fast opholdstilladelse til flygtninge i beskæftigelse og man har besluttet at igen modtage kvoteflygtninge. Tilbage står de afdanket i Socialdemokratiet og påstår, at udlændingepolitikken i essensen er en fortsættelse af den borgerlige regerings politik. På klimapolitikken står de røde partier dog mere samlet og udkonkurrere totalt den borgerlige blok, hvor vælgerne (med rette måske) finder dem bedre egnet til at varetage netop dette politikområde.

En tid i opposition kan dog være et pusterum for Venstre og de andre borgerlige partier. Det er ofte en tid der giver anledning til refleksion og ny ideudvikling. Der tegner sig gode muligheder for, at det borgerlige Danmark kan formulere en solid og troværdig politisk platform, som kan sælges til danskerne ved næste valg. En ting står dog fortsat i vejen; Europapolitikken.

Både konservatisme og liberalisme er historisk set bundet tæt op på nationalstaten. Det ligger alle borgerlige på hjerte at værne om nationalstatens sikkerhed og trivsel. Det er en altså grundlæggende konsensus om målet, som er Danmarks selvstændighed og mulighed for økonomisk og politisk trivsel. Der hersker dog uenighed om midlet. Pro-europæiske borgerlige ville lægge vægt på vigtigheden af overstatsligt samarbejde i en tid med globalisering og en mere multipolær og usikker verdensorden. De selvsamme borgerlige vil pege på det europæiske samarbejdes evne til at skabe varig fred på det europæiske kontinent og at udbrede det indre marked, som har løftet Europas samlede velstand over en bred kam. Ræsonnementet er altså, at betingelsen for et frit og uafhængigt Danmark i fremtiden er europæisk samarbejde og integration, også selvom at dette kan indebære en afgivelse af formel suverænitet på nogle områder. På den anden side står de nationalkonservative som ikke accepterer de pro-europæiske borgerliges præmis om europæisk integration og afgivelse af formel suverænitet som vilkår for et tryggere Danmark i fremtiden. De hævder tværtimod, at den eneste måde at værne om Danmarks frihed og suverænitet er ved at afvise al snak om suverænitetsafgivelse og modarbejde det europæiske integrationsprojekt. I denne optik er suverænitetsafgivelse som middel for frihed og selvstændighed en selvmodsigelse, som gradvist vil erodere det danske parlaments magt. Personligt kan jeg se væsentlige pointer på begge sider og vil nok selv placere mig et sted på midten af de to borgerlige yderpoler med hensyn til Europapolitikken.

Jeg vil nu fremsætte nogle retningslinjer for hvad der kunne udgøre fundamentet for en fremtidig borgerlig Europapolitik.

1. Danmark forbliver i kernen af det nuværende samarbejde

Danmark nyder generelt godt af medlemskabet af EU. Særligt økonomisk er det indre marked med den frie bevægelighed for varer, ydelser og arbejdskraft en kæmpe økonomisk succes for EU. Ligeledes er Danmark en del af nogle fælles budgetregler, arbejdsmarkedsregulering, handelspolitik og til dels nogle fælles retningslinjer for finanspolitikken og udenrigspolitikken. Denne form for samarbejde skal vi stadig holde fast i.

2. Forsvarsforbeholdet afskaffes

Forsvarsforbeholdet forhindrer Danmark i at deltage i fælleseuropæiske militære operationer og i at deltage i en mere integreret forsvarspolitik. Dette på trods af truslen fra Rusland i øst, folkevandringen fra syd og det utilregnelige USA mod vest. I en mere usikker og globaliseret verden er det vigtigere end nogensinde, at de europæiske lande står sammen og forhandler fornuftige handelsaftaler, står samlet om den del af udenrigspolitikken, der vedrører Europas forhold til resten af verden, og integrerer sig sammen i et fælles forsvar. Derfor skal forsvarsforbeholdet afskaffes. Det afskaffer ikke det danske forsvar, men styrker det derimod og enhver borgerlig bør kunne se fornuften, hvert fald i en mere integreret forsvarspolitik.

3. Retsforbeholdet og forbeholdet overfor Euroen bevares

Modsat spørgsmålet om forsvarspolitik er diskussionen om indførelsen af Euroen langt mere kontroversielt og vækker større følelser i den danske befolkning. De fleste danskere så helst, at vi beholder vores krone og dermed vores formelle suverænitet over vores pengepolitik. Mange ville pege på, at vores suverænitet på dette punkt er begrænset grundet vores fastkurspolitik. Det faktum, at vi er bundet op på euroen gør, at vi har relativt lidt manøvrerum indenfor den politik som besluttes i eurozonen. Mange borgerlige lægger dog stærkt vægt på kronens symbolske værdi og værdien i at have formel magt over egen valuta. Derfor må man nok erkende, at euroen ikke bliver indført som valuta i Danmark (hvert fald ikke de næste mange år frem). Det samme gør sig gældende for retspolitikken. Her er der ligeledes mange borgerlige, der lægger stor vægt på at Danmark selv kan bestemme på meget af det retslige område og særligt på flygtningepolitikken, som hører indenunder dette ressortområde. Opbakningen til disse to forbehold vil næppe miste tilslutning, hverken blandt borgerlige eller i resten af den danske befolkning.

Europapolitikken har længe været en af de få punkter, der har forhindret et fælles borgerligt politisk projekt. Måske vi kan finde en gylden mellemvej på denne udfordring i fremtiden?