Klimaskat bliver dyrt for alle – også FH-familien

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har for en uges tid siden været ude at foreslå, at man laver en ekstra indkomstskat på 0,2%, der går direkte til en klimafond. Det fremstår som et sympatisk nok forslag, men også ufattelig ineffektivt og dyrt for alle – også FH-familien. Vi vil allesammen gerne være en del af en grøn omstilling og hver især løfte vores ansvar, men hvorfor gør vi det ikke så smart som muligt? Jeg synes, at det handler om at holde omkostninger nede i forhold til den grønne omstilling samtidig med, at vi lader dem, der udleder, betale. Derfor mener jeg ikke, at det er et fuldstændig håbløst forslag, at vi skal have en klimaskat, hvor man hovedløst hæver indkomstskatten for alle danskere. Det løser desværre problemerne for langsomt og gør regningen for danskerne dyrere end nødvendigt.

 

Markedet fremfor politikerne

Den ene af mine to anker imod FH’s forslag er, at man ikke lader markedet definere fremtidens løsninger. Havde man i stedet lavet afgifter, ville markedet være tvunget til at skabe fornuftige løsninger, der tilpasses forbrugerens ændrede efterspørgsel efter afgifterne. Det ville tvinge virksomhederne til at være innovative og tænke grønt for at imødekomme forbrugernes nye efterspørgsler. Dermed sikrer man også, at løsninger bliver så effektive som muligt. Denne tendens ser man allerede i flybranchen. Det gør man på ingen måde, hvis man gennemfører en klimaskat. Det påpeger blandt andet Lars Gårn Hansen, professor fra Københavns Universitet også. Når først man hæver indkomstskatten og lader politikerne få beslutningskræft over det, så bliver det de stærkeste lobby-organisationer, der får presset deres forslag igennem, og de er ikke nødvendigvis de mest effektive. De er bare dygtige. I værste fald ender det med, at Christiansborg og nogle bureaukrater selv prøver at opfinde den dybe tallerken, og så går der populisme og vælgermaksimering i den. Det redder desværre selvsagt ikke vores klode. Derfor kræver den grønne omstilling effektive løsninger, og dem leverer markedet bedst selv.

 

Den, der udleder, skal betale

Min anden anke er, hvem der skal betale for den grønne omstilling, som vi alle ved, kommer til at koste. DI siger, at prisen er 15 milliarder, mens CEPOS har regnet sig frem til 26 milliarder. Uanset hvor dyrt det bliver – afhængigt af om markedet får lov til at være innovativt – så bliver spørgsmålet,

hvordan pengene skal findes?  Lizette Risgaard, formand for FH, siger, at hun ikke ønsker at ’vende den tunge ende nedad’. Man må derfor forstå, at 1 kr. for en FH’er og 7 kr. for direktøren om dagen er den bedste måde at betale regningen for den grønne omstilling. Uanset fordelingen i pris om dagen for FH’eren og direktøren er jeg meget uenig i, at man bare hovedløst skal hæve indkomstskatten og så tror man, at man kan øremærke det ’til grøn omstilling.’ Så kan det godt være, at prisen kun er 365 kr. årligt for en FH’er, men hvorfor skal en FH’er, der handler klimabevist, aldrig flyver og altid tager cyklen betale for, at andre gør det modsatte? Ligesom markedet tænker mest effektivitet, så gør vi forbrugere det selvfølgelig også. Derfor finder vi smartere løsninger ift. f.eks. transport, hvis klimabelastende transport bliver dyrere. Det letter altså den enkelte husholdning samtidig med, at det bidrager positivt til klimaet. Slutteligt er jeg dog i mod, at man smider urimelige afgifter på goder, som f.eks. en flyafgift. Man betaler allerede nu afgifter, og afgiften skal naturligvis matche den udledning, man har i forbindelse med sin afgang. Dermed undgår man negative eksternaliteter, og man betaler for den udledning, som man selv har i stedet for hovedløst at hæve indkomstskatten.