Danmarks position i et post-brexit Europa

Siden Maastricht-traktaten i 1992 og den efterfølgende Edinburgh-afgørelse i 1993, hvor Danmark fik sine fire EU-forbehold, har Danmarks position i EU været af en meget særlig karakter. Danmark indtager en position i EU som ingen andre lande siden har kunnet efterligne.  

De fire danske forbehold gør, at Danmark per definition i juridisk kontekst befinder sig perferien af EU-samarbejdet. ØMU-forbeholdet gør, at Danmark ikke er med i Eurozonen og dermed ikke deltager i formningen af den fælles finanspolitik, som der dannes til møder i Eurozonelandene. Danmark er det eneste land (foruden Storbritannien) der ikke er medlem af Eurozonen eller hvert fald kommende medlem af Eurozonen. Paradoksalt nok er den danske krone dog stadig bundet op via. Fastkurspolitikken, der reelt set gør at den danske krone følger Euroen og at vores pengepolitik i grove træk bestemmes i Den Europæiske Centralbank. Retsforbeholdet gør, at Danmark ikke deltager i en fælles asylpolitik eller i en fælles retspolitik på områder som eksempelvis, familieområdet og handelsområdet. Forsvarsforbeholdet gør, at Danmark ikke deltager i fælles europæiske militære operationer eller øvelser og ikke kan blive en del af et fælles europæisk forsvar. Dette forbehold bliver genstand for en masse debat de næste år i takt med Tysklands og til dels Frankrigs bestræbelser på yderligere europæisk integration på forsvarsområdet. Vores sidste forbehold er forbeholdet overfor unionsborgerskabet, som egentlig skal gardere statussen af det danske statsborgerskab, men forbeholdet er relativt ubetydeligt efterhånden.

På trods af Danmarks umiddelbare placering i EU’s periferi er det ikke sket på baggrund af velvilje fra det politiske etablissement. De klassiske magtpartier Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og til dels SF er gået sammen i en kreds af såkaldte ”Ja-partier” med et samlet mål om at arbejde for et Danmark ”i kernen af EU”. Grunden til Danmarks særlige placering i perferien af det europæiske samarbejde skal findes i to vigtige faktorer. For det første har der altid eksisteret en stærk og organiseret dansk EU-modstandsbevægelse. Den har eksisteret i flere årtier og blev til folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015 repræsenteret af partierne Dansk Folkeparti, Folkebevægelsen mod EU, Enhedslisten og Liberal Alliance. Det særlige er dog, at hvor EU-modstanden tidligere var ligelig bredt ud mellem den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj, ses den i dag i udstrakt grad på højrefløjen. SF er for længst blevet et ja-parti, Enhedslisten har skruet retorikken ned og Folkebevægelsen mod EU er stemt ud af Europa-Parlamentet. Det skal dog nævnes, at Liberal Alliances EU-politik er blevet en tand mere positiv efter indtræden i regering tilbage i 2016. Den anden faktor, som har givet Danmark sin position i EU er folkeafstemningerne siden 1993. De danske ja-partier har prøvet at skille sig af med adskillige forbehold, men har ikke haft synderlig succes de største nederlag var med ØMU-afstemningen i 2002 og afstemningen om retsforbeholdet i 2015.

Danskernes sunde skepsis til EU har påvirket dansk EU-politik og diplomati længe. Danmark har ønsket at høste fordelene ved EU (særligt det indre marked), men ikke miste for meget national suverænitet. Dette kaldes integrationsdilemmaet og er ofte gældende for småstater. På den ene side ønsker småstater nemlig at gøre sin indflydelse gældende ved at påvirke de stormagter der omkredser én. Internationale organisationer som EU og NATO er ideelle til at binde disse stormagter op i bindende fællesskaber. Man ønsker altså at påvirke stormagter og mellemmagter og deres førte politik. Samtidig kan man også risikere som småstat at miste for meget gradvis suverænitet til de internationale organisationer. Suverænitet som der er svært at få igen. Løsningen i EU-regi har typisk for dansk vedkommende været at lægge sig tæt op ad en de facto vetostat i form af Storbritannien. Derfor har Danmark lagt sig i strømmen af Storbritannien i rådet, hvor Storbritannien har været den afgørende modpol til tyskernes og franskmændenes integrationsprojekt. Derfor har Danmark også stemt på linje med briterne i det fleste afstemninger og ydet bistand til modpolen til den tysk-franske akse. Danmark har altså kunne indtage en yderst fordelagtig position. Man har været i stand til at værne om sin position i EU som har givet en masse politiske og økonomiske fordele. Samtidig har man været i stand til at fastholde en kontrol med den konstante integration i bredden og i dybden. Men med Brexit forholder situationen sig nu helt anderledes.

Danmark står lidt alene mellem Frankrig og Tyskland i den ene ende af skalaen og Polen og Ungarn i den anden. Den ene akse ønsker markant øget integration og et Europa præget af progressive værdier og en anden der ønsker traditionelle europæiske fædrelandsværdier. Danmark skal umiddelbart vælge mellem to åbenlyse strategier. Enten skal man søge ad-hoc koalitioner fra sag til sag og have konstante skiftende alliancepartnere hele tiden. Eller alternativt skal man søge mod en anden vetostat i form af yderfløjen, Polen. Man kan dog have reservationer ved at indgå en alliance med folk som Kaczynski og Orban. Noget andet er om Polen teknisk har reel vetoret. Det kan muligvis være, at der eksisterer et tredje alternativ og hvem ved? Måske ændrer Danmark tilgang til EU og slår mod en enten mere føderal tilgang eller en mere skeptisk og reaktionær tilgang. En ting er hvert fald sikkert. Dansk diplomati er kommet på en krævende opgave og det bliver spændende at følge de næste år frem, særligt når Brexit bliver en realitet.