De pressede unge, curlingforældre og perfekthedskultur

Antallet af børn og unge med ADHD, autisme, angst og andre diagnoser er ifølge Sundhedsdatastyrelsen steget stødt gennem de sidste 10 år. Derudover hører vi ofte om præstationspres, ensomme og stressede unge. Men hvor ligger problemet? Ligger det i opdragelsen, vores opbygningen af uddannelsessystemet eller noget helt tredje?

Dogmet om ”man kun er god nok, hvis man får topkarakter” er udbredt blandt de unge generationer. Men hvorfor fylder det så meget? Presser de unge sig selv for at leve op til det udbredte dogme om at bidrage til samfundets vækst? Kæmper de unge en indædt kamp for at leve op til forventninger de mener at finde hos omverdenen? Eller er vores uddannelsessystem unfair?

Flere af mine veninder kender symptomerne. En har måtte holde ind i vejkanten på vej hjem fra skolen for at kaste op grundet en stor opgave. En anden har brudt sammen i supermarkedet fordi beslutningen om, hvad aftenens menu skulle bestå af var for uoverskuelig. En tredje har brudt sammen i en undervisningstime, fordi hun svarede forkert på lærens spørgsmål. Sådan skal man ikke have det, når man kun er 18-19 år. For mine veninder er gode eksempler på unge, som opfører sig pænt og smiler, men har det skidt. Men hvad er årsagen til, at antallet af disse unge stiger?

I den debat peges der hurtigt fingre af vores skoler og uddannelsessystem. Men når debatten om de pressede unge har omdrejningspunkt i skolen og uddannelsessystemet, så skal debatten bredes ud. For ja, det kan være test og opgaver osv. som stresser de unge/ mine veninder, men det skyldes ønsket om at være perfekt og fejlfri. Debatten skal ikke kun handle om 10 nationale tests og karakterer, da det gode børn- og ungeliv ikke kun kan reduceres til det.  Vi har helt siden Sokrates haft test og prøver i skolen, selvfølgelig i forskellige formater, men argumentet om, at de pludselig udgøre et stort problem er skævt.

Når forældre, lærer og skoler påstår, at det gode børn- og ungeliv slet ikke er deres ansvar, men det handler om test og karakterer når den mentale sundhed blandt unge forværres, så er det en enorm ansvarsfralæggelse. Den mentale sundhed blandt unge kan ikke kun reduceres til test og karakterer i skolen, den handler også om den sociale dannelse, støtte og opdragelse fra forældre, lærer og andre.

I løbet af skoletiden vil de fleste opleve opture, nedture, bump på vejen, blindgyder samt gode og dårlige dage. Det er en del af den dannelsesprocess, som er noget af det vigtigste for de unge. Det er derfor et problem, når de såkaldte curlingforældre fejer vejen frem i livet for deres børn. For i stedet skal forældrene lærer børnene at bruge kosten og fjerne udfordringerne selv. For hvis man beskytter børn mod livets udfordringer, så bliver de ikke robuste. Børn og unge har brug for at møde udfordringer, da man lærer igennem praksis og fejl. Vi skal netop give de unge lov og plads til at fejle og samtidigt fortælle dem, at det er okay.

Begrebet ”opdragelse” skal nydefineres – og som forældre skal man have modet til at opdrage og dermed være en tydelig rollemodel for barnet. For de såkaldte curlingbørn og curlingforældre nytter absolut ingenting når skolen og uddannelsessystemet bliver omdrejningspunkt for debatten om de pressede unge. Når opdragelsen er baseret på, at feje vejen frem for børnene, så bliver børnene ikke robuste og selvstændige nok til at kunne klare sig godt igennem vores uddannelsessystem uden mor og far, som alt andet lige ikke kan side med til eksamen eller testen i matematik.

Men det handler ikke kun om opdragelsen. Vejen frem går i to retninger. For ja, opdragelsen skal i langt højere grad være fokuseret på at gøre de unge robuste og ikke fri for udfordringer. Men den perfekthedskultur som gør, at de unge er af den opfattelse at ”man kun er god nok hvis man får 12-taller” eller ”hvis jeg vejede 10 kilo mindre og havde dyrt tøj, så kunne de andre bedre lide mig” skal vi også til livs.

For de unge stræber efter ”det perfekte og fejlfri liv” og det ligger et kæmpe socialt og fagligt pres på de unge, som kun de færreste kan leve op til. Men ”det perfekte og fejlfri liv” findes i realiteten ikke. Så i stedet for at skyde skylden på test og karakterer, når det handler om unges dårlige mentale sundhed, så skal alle voksne omkring de unge i stedet selv tage opgaven op og være bedre til at vise, at alle begår fejl og det er okay. For det er nødvendigvis ikke vores uddannelsessystem som fejler i sig selv, det der fejler er når det bliver gjort til et redskab til at opnå den perfekthed, som mange unge stræber efter i dag. Vi skal være bedre til at vise de unge, hvor mange forskellige veje man kan gå i livet og alligevel leve et godt liv. Vi skal være bedre til at fortælle de unge, at man også er en succes, selvom man ikke kan læse jura, medicin eller andre præstigefyldte lange videregående uddannelser. At man er et lige så godt menneske, hvis man bliver elektriker eller tømrer. At skolen ikke er for alle, og dem som ikke trives der, helt sikkert trives et andet sted.

Vi skal dræbe myten om, at perfektheden er målet. Fejl kan være gode. Vi lærer af vores fejl og bliver stærkere af dem. Vi skal vise og fortælle, at livet ikke er farligt og bump på vejen kun gør os til stærkere og klogere. Også er det på tide, at forældrene træder i karakter, smider kosten og hjælper de unge med udfordringerne i stedet for at fjerne dem.