Lavere nationalt, men højere globalt udslip – Dårlig ide med CO2-afgift

I slut februar var Malthe Taankvist og Nicolaj Østergaard aktuel i Berlingske med et bud på en liberal løsning på klimaudfordringerne og en opsang til Venstre om at gøre løsningsforslaget til deres politik.

Malthe og Nicolaj slog et slag for det såkaldte Carbon Fee and Dividend, hvor der pålægges en afgift på udledning af CO2, som vil eliminere markedsfejl og de negative eksternaliter, som lige nu findes uden CO2-afgiften. Provenuet fra afgiften bliver betalt tilbage til borgerne ligeligt. Markedet vil nu klare resten selv – en bedre, liberal løsning findes ikke til at nedbringe Danmarks nationale CO2-footprint. Som rygdækning har de empiriske resultater fra både Schweiz og Canada, hvor borgernes købekraft, modsat de rødes klimaløsninger, er forøget, og landenes nationale CO2-fodtryk er nedsat.


Men vent lige lidt! Løsningen her nedbringer landenes nationale CO2-aftryk, men er klimakrisen ikke en global krise? En mindskelse af Danmarks nationale CO2-aftryk kan nemlig samtidigt forøge det globale udslip af CO2, hvis Danmarks energitunge virksomheder bliver presset ud af landet, da de efter at have fået pålagt CO2-afgifter, som deres konkurrenter i udlandet ikke skal betale, står dårligere i den internationale konkurrence.

Lad os tage Aalborg Portland som eksempel. Aalborg Portland er Danmarks markant største udleder af CO2 med længder fra andenpladsen. For at være helt præcis er hans udledning på størrelse med de ni næststørste CO2-udledere til sammen – gange 2!

Aalborg Portland producerer verdens mest bæredygtige cement og eksporterer omtrent halvdelen af deres cement til udlandet og er på den måde med til at gøre ikke kun Danmark, men også resten af verden grønnere. Skulle forslaget en dag blive til virkelighed, betyder det, at Aalborg Portland og mange af de andre danske virksomheder, som udleder store mængder af CO2, vil gå neden om og hjem fra den ene dag til den anden. Efterspørgslen efter cement forsvinder ikke og vil blot blive indfriet af udenlandske virksomheder, som udleder mere CO2 pr. produceret ton cement end Aalborg Portland.

Med Carbon Fee and Dividend vil Danmarks CO2-udslip falde, det globale CO2-udslip stige og danske virksomheder vil lide. En høj CO2-afgift skal bestemt ikke klandres for ikke at være liberal, men vil man komme klimakrisen til livs hånd i hånd med økonomisk vækst, har vi bare ikke fat i den rette løsning.

For ikke kun at skyde forslag ned, har jeg to andre idéer med mig for, der er nemlig massere at tage hul på, som også er liberalt. Den første idé går på at fokusere på at øge EU’s klimambitioner. EU’s kvotesystem er egentlig ikke helt dumt. Det er både liberalt og økonomisk fornuftigt, men problemet er, at kvantitet af kvoter er alt for stor. Der bliver for eksempel givet en masse gratis CO2-kvoter til luftfarten. Man kunne starte med at lade være med det.

Imens EU-arbejdet forsætter, bør vi også kigge indad på vores egne nationale afgifter, som vi bestemt har rigeligt af, og sortere ud i dem, som skader den grønne omstilling mest. Det kunne for eksempel være den kommunale dækningsafgift, som står i vejen for energirenovering af erhvervsejendomme, som også er blevet kritiseret af IMF, eller vi kunne fjerne afgiften på virksomhedernes overskudsvarme, som gør, at det er billigere at lukke sin overskudsvarme ud ad vinduet end at koble den tilbage på fjernvarmenettet. Forbrugerne reagerer nemlig ikke kun, når det CO2-tunge valg bliver dyrere, men også når det grønne alternativ bliver billigere.

Prikken over i’et på liberale og økonomisk ansvarlige løsninger på klimakrisen findes i, at de ikke blot mindsker det nationale CO2 udslip, men rykker på det globale CO2-udslip. Ellers er det nytteløst, for klimakrisen er en global krise.