Corona har smittet EU

EU står i en krise – den sætning har man hørt før. Ikke desto mindre står EU i en ny krise, nemlig COVID-19-krisen. Selvom det ikke har været til at undgå at bemærke, at både Spanien og Italien har været epicentret for smitten og dødstallet i EU, så har coronakrisen også medført en splittelse i den europæiske sammenhæng. Splittelsen mellem nord og syd i EU har vist sit ansigt i form af hele debatten om ”euro-bonds”, eller på dansk euro-obligationer.

Selvom det kan lyde økonomisk og teknisk, raser debatten især mellem Italien på en den ene side og Holland på den anden. Kort sagt, går debatten ud på, at Spanien og Italien vil skabe en fælles euro-gæld, som bliver bundet op på euroen. Det betyder, at de fattige gældsramte lande i syd kan optage billige statslån, men det betyder derimod også, at lån bliver dyre for de rige lande i nord.

Landene i syd mener, at EU svigter dem, da der er snak om en krisesituation og forstår ikke hvorfor de ikke hjælpes mere. De nordlige lande mener, at de sydlige lande bliver i stand til at misbruge gældsystemet og, at de i forvejen havde økonomiske problemer før krisen, samt at gældsregningen højst sandsynlig vil ende hos de nordlige lande.

Altså er der kridtet op til en diskussion om solidaritet, økonomiskansvarlighed, EU’s egentlige formål og hvad landene kan kræve af hinanden og institutionerne. Ikke underligt, er der skabt to lejre i eurozonen: de selverklæret ”ansvarlige” lande, og de selverklæret ”kriseramte” lande. De to lejre ser sådan ud:

 Jeg mener, at det er vigtigt, at EU aldrig bliver en socialunion. Det er ikke meningen, at vi skal overføre penge til lande, som ikke kan drive en sund økonomi. Unionen kan så mange gode ting; hjælpe hinanden med grænseoverskridende kriminalitet, fælles handelsaftaler og et kæmpe indre marked. Sågar hele klimadiskussionen kan ikke komme til livs uden en samlet EU-indsats.

Men hvis vi ender med at konstant have en klods om benet i form af økonomisk uansvarlige medlemslande, så ender vi med, at folkestemningen i de nordlige lande vender og landene melder sig ud af union. Det skete i Storbritannien. Ligeledes, skal vi have kriseberedskab klar i krisesituationer, så landene ikke føler sig ladt i stikken, hvis der skulle ske et jordskælv, et epidemiudbrud eller oversvømmelser. Vi skal hjælpe hinanden i EU – men vi må have aldrig blive en pengetank for dårlige økonomier.

Hvis EU skal overleve, er vi nødt til at gentænke unionens egentlige formål og blive enig om den. For vi kan ikke forsætte hvis vi arbejder imod hinanden på vigtige spørgsmål om EU’s fremtid.

Derfor det vigtig, at VU kæmper for en ansvarlig europæisk politik, når vi drager ud til vores internationale projekter og når vi mødes med vores europæiske venner i LYMEC. Alternativet bliver en oprigtig splittelse i unionen.